03. juni 2020

Bæredygtige fiskere fanger flere fisk

Amerikanske fiskere har fået bedre styr på fangsten. Kvoter og bedre fiskemetoder har stoppet ødelæggelsen af havet og fået fiskene til at vende tilbage.

Foto: Tatoosh Media

Foto: Tatoosh Media

I 2000 var den helt gal i havet ud for den amerikanske vestkyst. Siden 1990 havde fiskerne hvert år fanget færre og færre fisk, og til sidst var der næsten ikke flere fisk at fange.

Det betød ikke bare nedgang for naturen, men havde også store konsekvenser på land, hvor familier der havde været fiskere i generationer blev arbejdsløse og fiskefabrikkerne blev lukket. Mange flyttede væk. De amerikanske nationale fiskerimyndigheder erklærede det en katastrofe.

Et vendepunkt

Men året blev også et vendepunkt. Da det endelig gik op for fiskere og myndigheder, at havets ressourcer ikke var ubegrænsede, begyndte der at ske noget. Nogle af fiskerne blev, og begyndte ar arbejde sammen med myndigheder og miljøorganisationer om at ændre deres fiskemetoder.

Noget af det mest kontroversielle fra et amerikansk synspunkt var, at der nu blev indført kvoter for, hvor mange fisk hver fisker måtte fange. Kvoterne blev nedsat efter videnskabelige overvejelser om, hvor mange tons fisk af hver art, det var forsvarligt at fange, uden at det gik ud over næste års fangst.

Fiskerne accepterede også, at der kom fiskeriobservatører med ud på skibene, og at der var nogle områder, de ikke længere måtte fiske i. Samtidig ændrede de også på nettene og fangstudstyret, så det skader miljøet mindre og reducerer bifangsten.

“Industrien har ændret sig og vores fisk er ved at komme sig. Det kan vi se, og det kan vi vise. Det er smukt,” siger fiskeren Chris Retherfords, der er vokset op i en familie af fiskere i Newport, Oregon. Hans far, Mike, begyndte at fiske i 1980, og har både set de gode tider, nedgangen, og hvordan fiskeriet nu er begyndt at vende tilbage til byen.

Efter tyve års indsats har fiskeriet efter 18 fiskearter opnået MSC-certificering. Det lille mærke med den blå fisk viser forbrugerne, at fiskeriet er bæredygtigt, og at man kan spise fisken med god samvittighed.

Styring af fiskeriet virker

Eksemplet fra USA er langt fra enestående. Organisationen MSC bruger fiskeriet ved den amerikanske vestkyst som et ud af over tusind eksempler på, at fiskebestande rundt omkring i verden er vendt tilbage, når fiskeriet bliver ordentligt styret.

Organisationens resultater bekræftes af en stor international undersøgelse, der blev udført af forskere fra blandt andet Washington University og offentliggjort i februar i det anerkendte videnskabelige tidsskrift PNAS – Proceedings of the National Academy of Sciences.

Studiet viser, at bestandene generelt er blevet større i de farvande, som studiet omfatter, og hvor landene aktivt regulerer fiskeriet. Omvendt gælder det for de lande og områder, hvor fiskeriet bliver reguleret i mindre grad. Her fiskes der hårdere og der er langt færre fisk i havet. Dermed dokumenterer undersøgelsen, at strammere styring af fiskeriet giver flere fisk i nettet i det lange løb.