23. august 2020

Batteri-gravkører bygger en grønnere fremtid

Nu begynder entreprenører, maskinproducenter og myndigheder at bruge tunge byggemaskiner, der ikke udleder drivhusgasser. De nordiske lande er i front.

Diesel-gravkoen er en af de maskiner på byggepladserne, som udleder store mængder CO2. Liebherr er en af de store virksomheder, som er i gang med at udvikle elektriske byggemaskiner. Foto: CCBY Neuwieser

Diesel-gravkoen er en af de maskiner på byggepladserne, som udleder store mængder CO2. Liebherr er en af de store virksomheder, som er i gang med at udvikle elektriske byggemaskiner. Foto: CCBY Neuwieser

På en byggeplads i Albertslund arbejder håndværkere fra selskaberne Loxam og NCC lige nu med at renovere 503 gårdhuse. Udefra ligner byggepladsen måske de fleste andre, men den er faktisk noget ganske særlig, for byggeriet forgår helt uden den sædvanlige larm og gas fra store tunge gravkøer og bulldozere. Projektet sker nemlig med elektriske byggemaskiner fremfor normale dieselmaskiner.

Brugen af elektriske byggemaskiner er et vigtigt skidt på vejen mod en grønnere omstilling, da store maskiner kræver enorme mængder diesel og udleder store mængder drivhusgasser verden over. Og nu lyder startskuddet til elektriske byggemaskiners fremtog hos kommuner, virksomheder og byggepladser.

Godt for klimaet og sundheden

Gravkøer, rendegravere og bulldozere er maskiner, man finder på byggepladser overalt i verden. De er store og tunge, og de oser og støjer, så alle i nærheden kan høre og mærke det. Maskinerne bruger enormt meget energi, når de løfter, graver og flytter tonsvis af jord, cement og stål, og de udleder derfor mange drivhusgasser. Alene i København udleder byggemaskiner 80.000 tons CO2 hvert år, eller hvad der svarer til den årlige udledning fra 35.000 borgere. Og i Oslo står byggemaskiner står for hele 21% af byens samlende CO2-udledning.

Samtidig går deres udstødningsgas udover luftkvaliteten.

”Manden som står ved siden af el-gravemaskinen, er rigtig glad. For det første er der ikke så meget larm, og for det andet kan de endelig trække vejret. Der er jo ikke nogen form for udledning,” siger Michael Stentoft Christensen, som er projektleder fra Loxam på byggeriet i Albertslund.


Fuld fart på udviklingen

Det er ikke kun i Albertslund, at man har fået øjnene op for de for elektriske byggemaskiner. Flere steder i verden er man begyndt at indføre lovgivning eller lave frivillige aftaler om CO2-neutrale byggepladser. I Oslo startede verdens første totalt batteridrevne byggeplads i 2019, som led i ny lov, som fremsætter, at alle offentlige byggeprojekter i Norge skal være CO2-neutrale i 2030. I Finland har miljøministeriet lavet en aftale med fire store byer om, at byggerier skal være fossilfrie ved udgangen af ​​2025. Og Københavns Kommune vil også sætte krav om, at både offentlige og private byggerier skal bygges med CO2-neutrale maskiner fra 2024.

Det er også fuld fart på udviklingen af elektriske byggemaskiner hos internationale virksomheder, og mange maskinproducenter står i kø for at være med på den grønne bølge. Virksomheder som Volvo, Liebherr, Case og Hitachi er bare nogen af de store spillere, som allerede har udviklet elektriske gravkøer og andre byggemaskiner.

”Efterspørgslen for elektriske byggemaskiner summer rigtig meget i byggebranchen. Efterspørgslen er så stor, og mange virksomheder har projekter i gang for at opnå en grøn profil. Vi er jo derfor også interesseret i at følge med,” siger Michael Stentoft Christensen fra Loxam.