Photo credit: Development Planning Unit University College London / CC BY

Analyse: Der er håb for klimaet

Den politiske vilje til at stoppe global opvarmning vokser, og vedvarende energi er for alvor blevet økonomisk rentabelt. Det kan bane vejen for en verden uden fattigdom.

Læs mere

Verdensmål 9: Industri, Innovation og Infrastruktur

Læs mere

Verdensmål 10: Mindre Ulighed

Læs mere

Verdensmål 11: Bæredygtige Byer og Lokalsamfund

Læs mere

Verdensmål 12: Ansvarligt Forbrug og Produktion

Læs mere

Verdensmål 13: Klimaindsats
Verdensmål for Bæredygtig Udvikling

Del artikel

Analyse klimaAnalysen blev bragt i Jyllands-Posten den 20. november 2015.

Andre Kategorier

Om en uge samles verdens ledere til COP21 i Paris, hvor målet er at blive enige om en universel klimaaftale. Topmødets afgørende karakter bliver for hver dag tydeligere; Klimaforandringerne er allerede grueligt håndgribelige. 2015 forventes at blive det varmeste år nogensinde, og ekstreme vejrfænomener – hvad enten det er regn, storm eller tørke – skaber problemer på stort set hele kloden. I oktober blev Mexico ramt af den kraftigste orkan nogensinde målt på den vestlige halvkugle.

Klimaforandringer tager ikke hensyn til landegrænser, men der er ingen tvivl om, at det i første omgang er verdens fattigste i udviklingslandene, der bliver hårdest ramt. Den ekstreme fattigdom er ellers raslet ned de seneste to årtier, faktisk er den mere end halveret på verdensplan. Med FN’s nyligt vedtagne Verdensmål er den ambitiøse plan at fortsætte denne udvikling således, at ekstrem fattigdom er en saga blot i 2030. Ifølge FN selv er projektet ikke urealistisk – men det kan kun lykkes, hvis vi gør noget ved klimaforandringerne. Verdensbanken har netop udgivet en rapport, der viser, at vi i stedet for at udrydde ekstrem fattigdom risikerer, at antallet af mennesker, der lever for under 1,25 dollar om dagen stiger med 100 millioner, hvis ikke vi får bremset den globale opvarmning.

Der er altså meget på spil, og klimakrisen kan kun løses i fællesskab. Med skuffelserne fra tidligere klimatopmøder in mente, virker det med ”fælleskabet” måske som en nedslående forudsætning. Men den politiske vilje til at få en aftale i hus på det kommende møde ser ud til at være markant bedre, end det var tilfældet for seks år siden ved COP15 i København: Over 150 lande har allerede udarbejdet og indsendt klimaplaner til FN, og verdens stormagter (navnlig USA og Kina, der tilsammen er ansvarlige for cirka en tredjedel af verdens udledning af drivhusgasser) viser for første gang reel samarbejdsvilje.

Der er altså håb forude, og hvis vi ser tilbage i den nyere historie findes der faktisk en række eksempler på, at verdens lande før har løst store miljøkriser sammen. I firserne var ozonhullet den helt store miljøbekymring. I løbet af få år faldt atmosfærens indhold af luftarten ozon, og ingen vidste hvorfor. Hvis ozonen forsvandt, ville det være katastrofalt for livet på jorden, fordi laget af denne luftart virker som et naturligt skjold, der beskytter jorden mod solens skadelige stråling. Ozonlaget blev så tyndslidt i et område over Sydpolen, at det blev kendt som ozonhullet, og dette område blev større og større. I 1987 lykkedes det forskere at bevise, at problemet var menneskeskabt. Ozonlaget blev ødelagt af udledninger af de såkaldte CFC-gasser fra blandt andet spraydåser og køleskabe. Allerede året efter blev verdens lande enige om at nedtrappe brugen af de ozon-nedbrydende gasser, og fra 2010 var det endelig helt slut med at udlede CFC-gasser. Ozonhullet er nu langsomt begyndt at lukke sig igen.

Et andet alvorligt miljøproblem i firserne var den såkaldte syreregn. Den opstår, når forurening fra bilernes udstødning og kraftværkernes skorstene blander sig med vanddamp i atmosfæren og omdanner regnen til en tynd svovlsyre. Konsekvenserne blev hurtigt meget synlige i Europa, både for natur og mennesker. I Sverige begyndte skovene at visne, og fiskene døde i søerne. Problemet med syreregn havde været kendt siden tresserne, men det tog tid at bevise videnskabeligt, at luftforurening kan sprede sig over store afstande. Fjendskab og mistro under den kolde krig forsinkede diplomatiet yderligere, men i 1979 lykkedes det 34 lande, heriblandt USA, Sovjetunionen, at blive enige. De underskrev konventionen om langtrækkende, grænseoverskridende luftforurening, der trådte i kraft fra 1985. Dermed begyndte landene at nedbringe udledningen af svovldioxid, som er en af de værste årsager til syreregn. Konventionen er senere blevet udvidet otte gange med nye protokoller, der også begrænser andre former for luftforurening. I dag er udfordringerne med syreregn mindsket drastisk.

De første kritiske røster om global opvarmning var fremme allerede i midten af firserne, da vi begyndte at tage hånd om de ovenstående problemer. Men hidtil er der ikke sket meget på klimafronten, der unægtelig er en langt mere kompleks og omfattende udfordring.

Politisk vilje er som sagt afgørende for succes, når vi skal håndtere globale miljø- og klimaproblemer. Og det er en realpolitisk kendsgerning, at ambitionerne for at træffe bæredygtige beslutninger for verden ofte højnes gevaldigt, hvis der også er en økonomisk gevinst at hente – helst på relativt kort sigt. I den henseende er vi nået til et vendepunkt for udsigterne til global omstilling til vedvarende energi. Det står nemlig mere og mere klart, at vedvarende energi er billigere end fossile brændstoffer – og det kan ses på investeringerne. I 2014 blev der ifølge FNs miljøprogram (UNEP) investeret cirka 270 milliarder dollars i grøn energi, og væksten i solenergi alene steg med 20 procent.

For nogle måneder siden udgav Greenpeace en rapport med beregninger på, hvordan grøn omstilling kan se ud i hele verdens energisektor. Ifølge rapporten vil udgifterne til denne omstilling blive rigeligt dækket af besparelserne på indkøb af olie, kul og gas. Samtidig kan omstillingen skabe millioner af nye jobs. Ifølge det Internationale Agentur for Vedvarende Energi (IRENA) skaber solenergi mindst dobbelt så mange jobs per enhed elektricitet som kul og gas. Greenpeace forventer, at solcelle- og vindenergiindustrien vil udkonkurrere kulindustrien inden for blot det næste årti, både når det gælder jobs og energiforsyning, og at vejen dermed er banet for en komplet global omstilling i 2050. Hvor den årlige investering i vedvarende energi frem til 2050 vil beløbe sig til 1 billion dollars, vil de årlige besparelser ved ikke at bruge fossile brændsler beløbe sig til 1,07 billion dollars. Måske ser vi allerede begyndelsen til energi-revolutionen nu: Kina, der ifølge det Internationale Energi Agentur (IEA) er ansvarlig for over 50 procent af verdens kulforbrug, knækkede sidste år kulkurven for første gang i nyere tid og kunne samtidig demonstrere voldsomme vækstrater i sol- og vindenergi.

At vedvarende energi nu er økonomisk rentabelt indgyder – måske mere end noget andet – håb for, at verdens ledere på det kommende topmøde bliver enige om en ambitiøs klimaaftale.

Relaterede nyheder