07. juni 2021

Dødsstraf fortsætter med at falde: Laveste antal henrettelser i 10 år

Selvom der er store mørketal i antallet af dødsstraffe i flere lande, går det fremad i kampen mod dødsstraf.

Foto: CCBY World Coalition Against the Death Penalty - Cécile Thimoreau

Foto: CCBY World Coalition Against the Death Penalty - Cécile Thimoreau

Verden over bliver færre og færre mennesker straffet med døden, og i 2020 skete det laveste antal henrettelser på verdensplan, som organisationen Amnesty International har registreret i 10 år. Samtidig bliver listen over lande og stater, der helt dropper at bruge dødsstraf, længere og længere, og der skete at kraftigt fald i antallet af personer, der blev dømt til døden.

Det viser Amnesty Internationals årlige opgørelse, der følger den globale udvikling på området, som de sidste 10 år har bevæget sig i retningen af mindre dødsstraf.

Mindst 483 personer blev henrettet i 2020, hvilket er et fald på 26 procent i forhold til 2019, hvor mindst 657 blev straffet med døden.

483 er det mest præcise tal for henrettelser, organisationen kan finde. I realiteten er tallet meget større, skriver de. Både Kina og Vietnam hemmeligholder antallet af deres henrettelser, som de betragter som statshemmeligheder, og Amnesty International anslår, at Kina henretter flere tusind mennesker om året. Samtidig er det svært at få sikre tal for henrettelser i både Syrien og Nordkorea, understreger organisationen.

Færre dødsdomme

Alligevel er der en bevægelse mod færre og færre henrettelser og mindre og mindre dødsstraf. Faldet i henrettelser i 2020 er især drevet af Irak og Saudi-Arabien, der begge har henrettet markant færre dømte i forhold til 2019.

Samtidig faldt antallet af folk, der blev dømt til døden, med mere end en tredjedel på et enkelt år: Fra 2307 dødsdomme i 2019 til 1477 i sidste år. Dødsdommene blev givet i 54 forskellige lande, og i 30 af dem blev der registreret et fald i antallet af domme.

Et enkelt land, Chad, afskaffede helt dødsstraf i 2020, og Kasakhstan og Barbados er i gang med at droppe den. I USA afskaffede Colorado dødsstraf som den 22. stat.

26 procent

fald i antal henrettelser i verden fra 2019-2020