08. september 2011

En krig, en fred - en ny mulighed

Ordene står på en slidt, sort tavle. Hvide ord på sort baggrund. Klasselokalet består af rå betonsten. I vindueshullerne er der ingen ruder til at skærme mod den stærke sol. Men koncentrationen ved de rå læseborde er helt anderledes end i et dansk klasselokale. Der er ingen sludren eller fnisen.

School ni kado,
School le lowa cini
Tana ka´d mbaria
Oh, oh salowa, School ni kada

Skolen er god
Skolegang er godt
Lærdom er for alle folk
fordi det bringer viden
til folket
Oh, oh, salowa, skolen er god

Vi er i landsbyen Mundri, syd-vest for Sydsudans hovedstad Juba. Eleverne i denne klasse er alle voksne, der på et sent tidspunkt i deres liv lærer at læse, regne og tale engelsk. Der har været borgerkrig i 22 år i det fattige afrikanske land, men nu er der kommet en slags fred til Sydsudan, og det har givet folk en mulighed for at gå i skole. Denne klasse er en del af ADRA Danmarks uddannelsesprojekt i Sydsudan.

 

Meget mere end at læse og skrive

Ved et af bordene sidder den 27-årige Susan Mike fordybet i engelsktimen. For Susan åbnede freden en mulighed for, at hun kunne tage den uddannelse, hun aldrig havde fået. Pludselig kunne hun tage styring over sit eget liv.

»Jeg har haft et vanskeligt liv ind imellem. Jeg har været afhængig af mænd, der ikke har behandlet mig særlig godt,« fortæller hun. »Derfor fik jeg et brændende behov for at lære noget, så jeg kan klare mig selv. I dag kan jeg læse lidt og skrive lidt, og det giver mig frihed. Det giver mig mulighed for at starte min egen forretning og for at være selvstændig. Skolen er meget mere end at lære at læse og skrive, « forklarer hun.

Og hun er allerede så småt i gang med at klare sig selv. På et træstativ står en balje fyldt med jordnødder og små plasticposer. Ved siden af er der en lille stabel blå sæbestykker og et par flasker med madolie. Alt sammen noget hun sælger for at få penge til sig selv og sine børn.

 

Skulle hjælpe til derhjemme

Det var en blanding af krig, fattigdom og fordomme, der forhindrede Susan i at få en uddannelse. Sådan har det været for mange unge sudanesere. Susan voksede op i en lille flække langt ude på landet, i ’bush’en’. Hendes far var høvding i landsbyen, men på trods af det var familien fattig.

”Min far ville have, at vi skulle dyrke jorden. Han mente, at det var fjollet at gå i skole. To af mine brødre stak af for at gå i skole, men de blev hentet hjem igen. I sidste ende fik de alligevel lov til at gå i skole, men jeg måtte ikke. Jeg var jo en pige, og jeg skulle hjælpe derhjemme,” forklarer hun.

Susans far blev senere dræbt i borgerkrigen og familien flygtede efterfølgende til Mundri.

 

Noget, jeg har lært i skolen

Susan køber varerne til sin forretning på det lokale marked.”Så sælger jeg det videre og tjener lidt på det.” Endnu er der ikke så mange ting, men der kommer flere til. Hendes håb er at kunne bygge en rigtig lille markedsbod, hvorfra hun kan sælge til naboerne.

Susan siger, ”Jeg sælger tingene for lidt mere, end hvad jeg har betalt for dem. På den måde har jeg opbygget en lille forretning, hvor jeg får en smule overskud. Det er nok til at købe lidt mad og sende et par af vores børn i skole. Og så er der stadig nok penge til at købe nye varer. Det er noget, jeg har lært i skolen.”

Nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks én gang om ugen.