23. august 2021

Analyse: Genbrug haler ind på fast fashion

Flere og flere især unge forbrugere er trætte af hurtig og billig mode. I stedet køber og sælger de brugt tøj på nettet. Det kan få stor betydning for modeindustriens tunge aftryk på klimaet.

Illustration: Lauge Eilsøe-Madsen

Illustration: Lauge Eilsøe-Madsen

Gul regnfrakke, slidt hættetrøje og fletninger. Sådan kender de fleste nok verdens mest indflydelsesrige klimaaktivist. Den nu 18-årige Greta Thunberg vakte derfor opsigt, da hun for nyligt optrådte som forsidemodel på det nye Vogue Scandinavias første magasin iført tøj lavet af genbrugsmaterialer.

Ungdomsikonet brugte interviewet inde i bladet til at lange ud efter modebranchen, der ofte bliver kaldt en af verdens mest forurenende industrier. Ser man alene på klimabelastningen, udgør vores fortsat stigende forbrug af tøj 10 procent af verdens CO2-udslip – mere end den samlede internationale flytrafik og shippingindustri. Hvis udviklingen ikke stopper, kan udledningerne stige med en tredjedel i 2030. Flere brands har derfor haft travlt med at lancere kollektioner med økologisk bomuld eller delvist genanvendte materialer. Men det imponerer ikke Thunberg, der efter magasinet udkom, fortsatte sin kritik på både Twitter og Instagram, hvor hun har millioner af følgere:

”Mange får det til at se ud, som om modeindustrien tager ansvar ved at bruge store beløb på kampagner, hvor de fremstiller dem selv som ‘bæredygtige’, ‘etiske’, ‘grønne’, ‘klimaneutrale’ og fair’. Men lad os være ærlige: Det er næsten aldrig andet end ‘greenwashing’. Du kan ikke masseproducere mode eller forbruge bæredygtigt, som verden er i dag. Dette er en af mange grunde til, at vi har brug for et systemskifte.”

Greta Thunberg

Greta Thunberg blev verdenskendt, da hun i 2018 startede den første skolestrejke for klimaet foran Riksdagen i Stockholm. Siden startede hun bevægelsen Fridays for Future, som unge over hele verden har sluttet sig til. I 2019 blev hun nomineret til Nobels Fredspris og kåret som årets person af The Times.

Du kan ikke masseproducere mode eller forbruge bæredygtigt, som verden er i dag. Dette er en af mange grunde til, at vi har brug for et systemskifte.

Greta Thunberg

I interviewet fortæller Thunberg, at hun selv ikke har købt et eneste stykke nyt tøj i tre år. Selvom tekstilindustrien og store fast fashion-spillere som H&M arbejder på højtryk for at knække koden til, hvordan man omdanner gamle tekstiler til nye, er der stadig lang vej igen til en cirkulær modebranche, hvor tøjet indgår i et bæredygtigt kredsløb. Ellen MacArthur Foundation estimerer, at under en procent af materialer til beklædning, bliver genbrugt til nyt. Især fordi det stadig er for svært og ikke mindst dyrt at adskille det billigere men meget miljøbelastende polyester fra bomuld.

Preloved fashion er godt nyt for klimaet

Vil du passe på klimaet, når du køber tøj, er det bedste, du kan gøre for kloden, derfor i 2021 en gammel løsning i nye klæder: Genbrugstøj eller såkaldt preloved fashion. Genbrug og gensalg af tøj har oplevet et enormt boom de seneste år i takt med, at der hele tiden kommer nye koncepter og onlineløsninger, der stadig gør det nemmere at sælge og købe brugt mode for både forbrugere, modevirksomheder og tøjforhandlere. Trenden er vokset under corona, hvor mange fik ryddet op i bunden skabet og samtidig har haft færre penge til at købe nyt for. Ifølge en rapport fra ThredUp, der er verdens største onlineplatform for videresalg af tøj, købte 33 millioner forbrugere second hand for første gang i 2020. 76 procent af dem siger, at de planlægger at købe mere genbrug de kommende år, ligesom hver tredje svarer, at de går mere op i bæredygtigt tøj end før pandemien. Second hand-markedet står til at fordobles inden for de næste fem år. Dykker man særligt ned i videresalg af tøj, forventes det at vokse 11 gange mere end resten af tøj-detailhandlen inden 2025.

Det har store potentialer for klimaet. Cirkulære forretningsmodeller inklusive videresalg kan ifølge en rapport fra McKinsey & Company og Global Fashion Agenda skære 143 millioner tons af industriens udslip af drivhusgasser i 2030. Hvis vi skal nå Paris-aftalens mål om max 1,5 graders temperaturstigning, skal verden op på, at et ud af fem stykker tøj handles igennem cirkulære modeller som fx second hand i 2030, fastslår rapporten.

Skeptikere påpeger dog, at billigt tøj ofte har en dårlig kvalitet, der hurtigt vaskes ud af form eller bliver nusset. Fast fashion har på den måde en indbygget forhindring for at kunne indgå i en bæredygtig forretningsmodel, hvor tøjet lever længe hos flere ejere. Og her er vi tilbage ved de strukturelle ændringer, som Greta Thunberg efterlyser. Ikke desto mindre spår TredUps seneste rapport, at den begyndende genbrugsrevolution, som især de unge forbrugere er bannerførere for, vil betyde, at second hand vil være dobbelt så stort som fast fashion i 2030.

Læs rapporten Resale 2021

ThredUp måler årligt temperaturen på det globale marked for videresalg af brugt tøj.
Læs rapporten

33 millioner

Så mange forbrugere købte second hand for første gang i 2020

33 millioner

Så mange forbrugere købte second hand for første gang i 2020