10. oktober 2021

Kvinderne syd for Sahara læser og skriver som aldrig før

Flere og flere kvinder og piger syd for Sahara lærer at læse og skrive, og det gavner hele regionen.

Flere og flere piger og kvinder syd for Sahara kan læse og skrive. Foto: Dominic Chavez/World Bank

Flere og flere piger og kvinder syd for Sahara kan læse og skrive. Foto: Dominic Chavez/World Bank

Langt flere piger og kvinder i afrikanske lande syd for Sahara kan nu dykke ned i en god bog eller holde sig orienteret med aviser og hjemmesider. I næsten alle 48 lande i regionen er der sket en stigning i, hvor mange piger og kvinder, der kan læse og skrive.

I år 2000 var det 46,8 procent af kvinderne syd for Sahara, der kunne læse og skrive. I 2019 var det steget til 58,8 procent, når man ser på alle aldersgrupper under ét. Hvis man kigger på tallene for de yngre kvinder fra 15-24 år, er det i dag næsten tre ud af fire kvinder, der kan læse.

”Det er positivt på rigtig mange planer, for det er fuldstændig afgørende for, at pigerne forstår deres egne basale rettigheder som mennesker,” siger Karen Marstrand Mygind fra organisationen Planbørnefonden, der blandt andet arbejder for pigers ligestilling.

En aktiv del af samfundet

Karen Marstrand Mygind forklarer, at kvinder i højere grad får mulighed for at indgå i civilsamfundet som aktive samfundsborgere, når de kan læse, hvad der bliver debatteret i aviser og forstå vigtige informationer på skrift:

“De kan tage aktiv del i skriftlige debatter og få større mulighed for at få et lønnet arbejde, fordi de for eksempel kan læse en manual på en fabrik eller skrive en ordre i en butik”.

Uddannede kvinder bliver også senere gift, senere gravide, er mindre syge og tjener flere penge end deres ikke-uddannede jævnaldrende. Hvert år, en pige går i skole, giver hende i gennemsnit 10-12 procent mere i løn i hendes arbejdsliv. Det er en vigtig gevinst for pigerne, men også økonomien på et kontinent, der stadig har udfordringer med fattigdom.

Hun fortæller også, at det måske kan være en kortsigtet fordel for den enkelte familie at sætte deres piger i arbejde eller at gifte dem bort meget unge, men det på længere sigt er langt bedre for pigerne, familierne og hele samfundet at sende dem i skole i stedet:

”Det kan øge landets BNP med op til 10%, hvis alle piger får en grunduddannelse. Når de tjener en højere løn på deres arbejde, kan de købe flere og bedre varer på det lokale marked, og det får sælgeren også noget ud af,” afslutter Mygind.

Fakta: Corona har fået 11 millioner piger til at droppe ud af skolen

Trods de seneste årtiers fremskridt har der dog også været tilbageslag. Senest de globale skolenedlukninger i forbindelse med COVID-pandemien, der vurderes at have fået omkring 11 millioner piger på verdensplan til at droppe ud af skolen. Det skal ses i forhold til, at det siden 2006 er lykkedes at halvere antallet af piger, der ikke går i skole. I 2019, før Corona, var der 30 millioner piger, der ikke gik i skole ud af cirka 1000 millioner.

Et lille lys forude

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne blev vedtaget i 1948, og et af punkterne er, at ”alle har ret til uddannelse”. Uddannelse, er dermed ikke bare et privilegium, men en menneskeret. Desværre er det stadig ikke en mulighed for millioner af mennesker i flere af verdens lande. Der er dog et lille lys forude.