23. september 2019

Mindre skrald og flere skoler

Nu kan børn i Elfenbenskysten få klasseværelser lavet af plastikaffald. En ny plastikmursten kan hjælpe miljøet og få flere udsatte børn i skole.

UNICEF i Elfenbenskysten bygger klasseværelser af plastik, der ellers havde været affald Foto: © UNICEF/ Frank Dejongh

UNICEF i Elfenbenskysten bygger klasseværelser af plastik, der ellers havde været affald Foto: © UNICEF/ Frank Dejongh

To fluer med ét smæk. Sådan beskriver FN’s Børnefond UNICEF deres forsøg med plastikmursten, som de forventer kan hjælpe mange udviklingslande mod mindre ressourcespild og bedre uddannelse for udsatte børn.

”Jeg synes, det er et ret godt eksempel på at sætte problem og løsning i samme båd. Problemet er, at vi har børn, som mangler skoler, og at Elfenbenskysten har et stort affaldsproblem. Ved at koble dem finder man en løsning,” siger Line Grove Hermansen, der er kommunikationsdirektør i UNICEF.

UNICEF har indgået et samarbejde med den colombianske virksomhed Conceptos Plastico i Colombia, der har skabt en teknologi, hvor helt almindeligt plastikaffald som flasker, poser og bildæk omsmeltes og formes til LEGO-lignende plastikmursten. Murstenene kan ”klikkes sammen” uden mørtel eller lim, hvilket gør det nemt, billigt og hurtigt at bygge med.

Fakta om murstenen

  • Conceptos Plasticos vurderer, at de årligt kan lave mursten af 9600 ton plastikaffald.
  • Murstenen er vandtæt, isolerer og er designet til at kunne modstå kraftig vind.
  • Alle mursten er lavet af 100 procent plastik, og er 40 procent billigere end normale mursten.

Der er indtil videre bygget 25 klasseværelser i Elfenbenskysten, og UNICEF har planlagt at bygge 528 klasseværelser inden 2021. Det vil give 25.000 børn mulighed for at komme i skole eller ud af de overfyldte klasseværelser.

Plastikaffaldet bliver indsamlet i Elfenbenskystens største by, Abidjan, og det kræver i gennemsnit fem ton plastik at producere mursten til et klasseværelse.

Som det er nu, bliver kun fem procent af affaldet i Abidjan genanvendt, og resten ender på lossepladser eller i havet. Samtidig mangler der 15.000 klasseværelser i Elfenbenskysten, og i nogle skoler er 100 børn samlet i hvert lokale.

Forsøget med plastikmurstenen varer to år, og har initiativet succes, så håber UNICEF, at det kan bredes ud til andre verdensdele.