09. oktober 2017

Svampehytte styrker hiv-smittede

En gruppe hiv-smittede i Thailand har arbejdet sig til større indtægt og respekt i deres lokalområde ved at dyrke og sælge spiselige svampe.

Foto: Plan International

Foto: Plan International

Svampedyrkning er blevet en succes for en gruppe hiv-smittede i Chiang Mai-provinsen i Thailand. Det fortæller organisationen Plan International, der har oprettet et hiv/aids-center på et hospital i området.

Centeret oplyser om hiv, og bringer samtidig både smittede og raske lokale sammen i forskellige fælles aktiviteter. Formålet er at styrke patienternes selvværd og samtidig nedbryde fordomme og stigmatisering i et land, hvor mange stadig for eksempel nægter at spise grøntsager, hvis de er dyrket af hiv-positive bønder.

En af aktiviteterne på centeret går ud på at dyrke spisesvampe i en lille hytte ved siden af hospitalet. Svampe er en populær spise i Thailand, og de er nemme at dyrke i det tropiske klima. Men det krævede en massiv oplysningsindsats at overbevise de lokale om, at svampene ikke var farlige, selvom de blev dyrket af hiv-patienter. Efterhånden bar indsatsen frugt, og svampene er nu blevet et hit både i hospitalskøkkenet og for kunder udefra.

Overskuddet er respekt og profit

De nye kunder har givet patienterne mere kontakt med andre mennesker:

”Før kom folk kun sjældent på besøg i hiv-centeret, men nu er der en god stemning, og folk besøger os oftere. Nogle kommer for at købe svampe, andre for at drikke kaffe, men alle får en chance for at lære mere om hiv,” siger svampedyrker Khemkhaeng Sangwarn, der er medlem af gruppen.

Projektet har ikke bare givet svampedyrkerne større social kapital i området. De små svampe kaster også penge af sig. Svampehytten giver ifølge Plan International et overskud på ca. 50.000 baht (ca. 9371 kroner) om året. Pengene deles mellem svampedyrkerne og hiv-centeret, som bruger indtægten til at oplyse om hiv. Overskuddet lyder måske ikke af mange penge i Danmark, men siden 2016 har det været nok til både at øge oplysningsindsatsen omkring HIV og bygge en ekstra svampehytte.