03. april 2022

Tilfælde af røde hunde falder voldsomt verden over

Flere og flere mennesker bliver vaccineret mod den rødplettede fjende.

 

Grafik: Emma Svane

Tilfælde af rubellavirus, bedre kendt som røde hunde, styrtdykker på verdensplan. Det viser en ny rapport fra Verdenssundhedsorganisation WHO. I 2012 var der 94.277 smittede i verden. I 2020 var der kun 10.194 smittetilfælde.

Selv om røde hunde er en børnesygdom, så er den faktisk mest farlig for gravide, fordi der er risiko for misdannelser hos fostret. Risikoen er størst, hvis gravide bliver smittet tidligt i svangerskabet, hvor sygdommen kan medføre høretab, hjertefejl, grå stær og mental retardering hos barnet. Derudover kan det føre til uønsket abort.

Faldet på næsten 90 procent siden 2012 skyldes en stigning af vaccinerede. I 2012 havde 132 lande vaccinen mod røde hunde (RCV) i deres vaccinationsprogram. Det tal steg til 173 i 2020, og det betød, at hele 70 procent af verdens spædbørn blev vaccineret mod røde hunde.

Weekly epidemiological record - Progress in control and elimination of rubella and congenital rubella syndrome worldwide, 2012–2020

WHO's rapport om røde hunde.
Læs rapporten her

Fakta: Kampen mod røde hunde

Grafik: Lauge Eilsøe-Madsen

Der er ingen behandling, hvis man først er smittet, men RCV forhindrer, at børn kan smitte gravide, og at piger vokser op uden immunitet og kan blive smittet, når de bliver gravide senere i livet.

Et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis virussen kommer ud af kontrol, er den sidste store røde hunde-epidemi i USA, der fandt sted i 1964 og 1965. Her blev 12,5 millioner amerikanere smittet, og det endte med, at 11.000 gravide kvinder mistede deres børn.

Virussen er elimineret i 93 af WHO’s 194 medlemslande. Elimineret betyder, at sygdommen er under kontrol, men ikke totalt udryddet.

Hvad er røde hunde?

Røde hunde er en børnesygdom, fordi den er særlig smitsom og derfor bliver mennesker oftest smittet allerede som barn. Har man haft røde hunde, er man immun mod sygdommen resten af sit liv, fordi kroppens immunforsvar har lært at genkende sygdommen, så den kan hindre den i at bryde ud én gang til. Sygdommen har typisk et mildt forløb hos børn. Det begynder ofte med forkølelsessymptomer og let feber. Efter et døgn kan lymfeknuderne i nakken blive ømme og hævede, og barnet kan senere få et lyserødt udslæt.

I Danmark får man MRF-vaccine, der er en vaccine, der beskytter mod mæslinger, røde hunde og fåresyge.