DFID / CC BY

Analyse: Vi kan nå en verden, hvor ingen dør af aids

Hiv kan blive fortid – i nær fremtid. Men der kræver politisk prioritering og en større indsats de næste fem år.

Læs mere

Verdensmål 3: Sundhed og Trivsel

Læs mere

Verdensmål 10: Mindre Ulighed

Del artikel

analyse-hiv

Analysen blev bragt i Jyllands-Posten den 18. december 2015.

Andre Kategorier

Et hurtigt kig i de nyeste statistikker viser, at antallet af mennesker i verden, som lever med hiv, er steget gennem årene. Selvom dette umiddelbart lyder som en dårlig nyhed, gemmer der sig faktisk en helt anden historie bag tallene. Bedre adgang til medicinsk behandling betyder nemlig, at langt færre dør af sygdommen i dag end tidligere. I dag er 15 gange flere mennesker i hiv-behandling end det var tilfældet i år 2000. Og det er også i løbet af de sidste 10 år blevet klart, at behandling for hiv virker forebyggende: De, der modtager effektiv hiv-behandling, kan ikke smitte andre med hiv. Smittekurven er som resultat af behandling og forebyggelsesindsatsen knækket, hvilket betyder, at der i dag bliver smittet 40 procent færre med hiv end for 15 år siden. UNAIDS forventer derfor, at faldet i både nyligt smittede og dødsfald vil fortsætte de kommende år. Når statistikken viser, at antallet af hiv-positive i verden stiger, er det altså ikke et udtryk for, at der er flere, der bliver smittet – men derimod at færre dør af sygdommen end tidligere.

Værst syd for Sahara

Hvis de seneste års gode udvikling fortsætter, at det en af de største globale sundhedsudfordringer i nyere tid, vi har chancen for at løse. Hiv og aids har siden starten af 1980erne kostet mere end 36 millioner mennesker livet – og FN anslår, at et tilsvarende antal i dag er smittet med sygdommen. Værst står det til i Afrika syd for Sahara, hvor cirka 70 procent af verdens hiv-positive lever. Her har sygdommen i mange tilfælde direkte spændt ben for god udvikling og i nogle tilfælde bragt hele samfund på sammenbruddets rand. Hiv-epidemiens økonomiske omkostninger er særligt omfattende, fordi sygdommen ofte rammer relativt unge mennesker i den arbejdsdygtige alder. Dertil kommer den menneskelige tragedie for de enkelte familier, der splittes, når en eller begge forældre dør alt for tidligt og ofte efterlader deres børn til en uvis skæbne.

Når man kigger tilbage til årtusindeskiftet, var verden vidne til et helt ekstraordinært antal nye hiv-infektioner. Hver dag blev 8500 mennesker smittet med hiv og 4300 døde af aids-relaterede sygdomme. Da Nelson Mandela i juli 2000 talte ved den internationale aids-konference, bemærkede han, at sygdommen på det tidspunkt tog ”flere liv end alle krige, sultkatastrofer og oversvømmelser til sammen”.

Et længe ventet vendepunkt

Mange frygtede, at det ville blive umuligt at stoppe epidemien, og UNAIDS anslår, at vi i dag ville have stået over for 6 millioner ny-smittede hvert år, hvis ikke udviklingen var blevet vendt. Heldigvis blev år 2000 et længe ventet vendepunkt. Man begyndte for alvor at tage kampen mod hiv alvorligt – alt andet ville være katastrofalt. FN vedtog samme år de såkaldte 2015 Mål, der i de næste 15 år skulle sætte retningen for udviklingen i verdens fattigste lande. Det blev blandt andet besluttet, at verden skulle bremse og reducere udbredelsen af hiv inden 2015. Det mål blev nået. Den markante indsats har blandt andet betydet, at antallet af børn, der bliver smittet med virussen, er faldet næsten 60 procent. Det skyldes næsten udelukkende store gennembrud i at forhindre smitte fra mor til barn under graviditet, fødsel og amning. Det er nemlig på den måde, at ni ud af 10 børn med hiv bliver smittet. I Afrika syd for Sahara modtager knap 70 procent af gravide hiv-positive i dag behandling, der næsten kan eliminere risikoen for smitte fra mor til barn.

Slut efter 2030

Verden er dog stadig langt fra i mål med helt at stoppe epidemien. På FN’s generalforsamling i september blev de nye 17 Verdensmål vedtaget, som denne gang skal sætte retning for hele verdens udvikling – ikke kun for udviklingslandene. Nu er målet ikke blot at reducere udbredelsen af hiv. Inden 2030 skal vi fuldstændig stoppe den globale, mangeårige epidemi. Og de seneste 15 års gode resultater giver god grund til at tro på projektet. Samtidig har UNAIDS dog understreget, at det bliver afgørende med en ekstra stærk indsats de kommende fem år. Ellers risikerer vi, at mange års arbejde bliver tabt og epidemien (igen) vokser sig til en fuldstændig ukontrollerbar størrelse. 65 procent af verdens hiv-positive får nemlig stadig ikke behandling, og dermed er der stadig cirka 20 millioner mennesker i verden, der potentielt kan bære smitten videre. Hvis vi nogensinde skal kunne gøre os forhåbninger om en verden, hvor ingen dør af aids, er det derfor nødvendigt hurtigt at accelerere den indsats, der hindrer sygdommen i at sprede sig: universel adgang til viden om sikker sex, forebyggelse og behandling.

Heldigvis optimisme

Vi har mekanismerne til at levere den viden, forebyggelse og behandling, som skal til for at stoppe hiv i at udgøre en trussel. Civilsamfundsindsatser og investeringer i for eksempel den Globale Fond til Bekæmpelse af AIDS, Tuberkulose og Malaria har vist sig særdeles effektive, og en vigtig sidegevinst er stærkere sundhedssektorer i de lande, som er hårdest ramt af epidemien. Det kommer ikke kun mennesker, som lever med hiv, til gode, men skaber også mulighed for at inddæmme andre epidemier såsom tuberkulose, malaria – og senest ebola. Historisk set er ingen virusbåren epidemi blevet udryddet uden en vaccine. En verden helt fri for hiv vil vi nok først se, den dag vi har en hiv-vaccine, som kan forebygge smitte. Der er heldigvis optimisme at spore efter en årrække med store skuffelser og tilbageslag i forskningen. Den største udfordring er nu, at der mangler penge til at forske og afprøve nye vacciner. Dette gælder ikke blot for hiv, men for mange fattigdomsrelaterede sygdomme, fordi den private sektor ikke forventer at kunne få afkast fra investeringer til udvikling af nye produkter, der skal sælges på markeder, hvor købekraften er lille.

Ekstra saltvandsindsprøjtning

Verdenssamfundet står altså – ligesom vi gjorde det tilbage i år 2000 – over for en afgørende skillevej i kampen mod hiv og aids. De beslutninger, vi træffer nu, bliver afgørende for hvilke resultater, vi vil stå med om 15 år. Hvis vi giver behandlingen og de forebyggende metoder en ekstra saltvandsindsprøjtning nu, kan vi få kurven for ny-smittede og dødsfald til at dykke yderligere, og dermed gøre en ende på en af de værste epidemier, verden har set. Hvis vi derimod slipper tøjlerne, vil sygdommens spredning hurtigt være ude af hænderne på os igen. Der er ingen tvivl om, at det kan betale sig at give indsatsen en ekstra skalle.

Relaterede nyheder