Foto: Lasse Bak Mejlvang

Verdensmålsakademiet

Verdensmålsakademiet er en landsdækkende mini-uddannelse for unge i Verdensmål og konstruktiv journalistik, som Verdens Bedste Nyheder, DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Tuborgfondet står bag.

Der er i dag 1,8 milliarder unge i verden mellem 15 og 29 år. Det er den største generation af unge nogensinde. Det er dem, der kommer til at leve med konsekvenserne af klimaforandringerne og de andre udfordringer, som verden står overfor. Men det er også dem, der skal arbejde med løsningerne. Planen for at løse klodens problemer er allerede klar: Verdensmålene. Derfor skal de unge også inddrages og have mulighed for selv at engagere sig i, at verden når i mål i tide.

Derfor har Verdens Bedste Nyheder, DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Tuborgfondet startet Verdensmålsakademiet. Her bliver unge mellem 16-30 uddannet i Verdensmål, konstruktiv journalistik og formidling.

Galleri: Se billederne fra Verdensmålsakademiet 2021

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Efter akademiet kan deltagerne kalde sig Verdensmålsambassadører. Deres opgave er nu at engagere og inspirere andre unge til også at handle på Verdensmålene. I det følgende år holder ambassadørerne oplæg og workshops om Verdensmålene – laver projekter om målene i deres egne organisationer eller lokalsamfund og skriver blog- og debatindlæg, laver podcasts m.m..

De første to hold af Verdensmålsambassadører er i fuld gang

Det første akademi blev afholdt i efteråret 2019 for 22 unge. Siden har de holdt workshops og oplæg for skoler, gymnasier og foreninger. De har mødtes med kommunalpolitikere, bidraget til Verdensmålsstrategier i deres organisationer, arrangeret netværksmøder om Verdensmålene, søsat projekter om Verdensmålene med lokale aktører og meget mere.

I august 2021 blev 41 nye Verdensmålsambassadører uddannet. De er også allerede i fuld gang med at holde oplæg og andre aktiviteter over hele landet, hvor de spreder deres viden om Verdensmålene.

Få besøg af en Verdensmålsambassadør

Verdensmålsambassadørerne står klar til at komme på besøg og fortælle og give inspiration til arbejdet med Verdensmål og den bæredygtige udvikling over hele landet.

Det kan f.eks. handle om:

– Ungeinddragelse

– Lokale og kommunale initiativer

– Foredrag og inspiration for skoler og uddannelser

– Aktiviteter, inspiration og oplæg i ungdomsorganisationer

– Bæredygtig udvikling i hverdagen gennem engagement

Kontakt Maria Grabowski på mg@worldsbestnews.org, hvis I vil have besøg af en Verdensmålsambassadør.

Hvem står bag akademiet?

Verdensmålsakademiet er et samarbejde mellem Verdens Bedste Nyheder, DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Tuborgfondet. Målet er at støtte unges stemme i samfundet og skabe opmærksomhed omkring Verdensmålene og bæredygtig udvikling i organisationer, foreninger og lokalsamfund.