10. december 2014

Ban Ki-moon: Vi står foran verdens vigtigste år

2015 giver verdens ledere en unik og historisk mulighed for at beslutte helt at afskaffe fattigdom. Så klart lyder budskabet i en FN-rapport med nye udviklingsmål, som verdens lande skal blive enige om til næste år.

Til september næste år rejser statschefer fra hele verden til New York til FN’s 70. generalforsamling. Her skal de beslutte køreplanen for, hvordan vi afskaffer fattigdom og sikrer intet mindre end planetens fremtid. To måneder senere er klimaet på dagsordenen i Paris, hvor COP21 kan blive klimatopmødet, hvor verdens lande omsider skriver under på en bindende klimaaftale.

Verden sætter nye mål

”Vi står foran det vigtigste år for verdens udvikling siden FN blev grundlagt”, lød det derfor fra FN’s generalsekretær, da han lancerede den såkaldte synteserapport den 4. december i New York under titlen ’The Road to Dignity by 2030:Ending Poverty, Transforming All Lives and Protecting the Planet’. Rapporten er et vigtigt arbejdsredskab op til de afgørende forhandlinger om de nye udviklingsmål for 2030, som Mogens Lykketoft som nyvalgt præsident for FN’s generalforsamling skal afslutte til september. Målene erstatter 2015 Målene, som blev fastsat tilbage ved årtusindskiftet.

Dengang vedtog den største samling af ledere fra verdens lande nogensinde otte udviklingsmål for at takle nogle af klodens største udfordringer, fra ekstrem fattigdom til manglende lighed mellem kønnene og alvorlige sygdomme. 2015 Målene blev til at begynde med kritiseret for at være teknokratiske og uden folkelig legitimitet, men ifølge FN-rapporten har de haft omfattende betydning:

Massive fremskridt

På bare to årtier, siden 1990 er 700 millioner mennesker løftet ud af ekstrem fattigdom, og 2,3 milliarder har fået adgang til rent drikkevand. 3.3 millioner liv er reddet fra malaria mellem 2000 og 2010, og kampen mod tuberkulose har skånet 22 millioner liv. Adgang til HIV-medicin har reddet 6,6 millioner liv siden 1995, samtidig med at 90 procent af børn i udviklingslande nu starter i skole, hvoraf lige mange er piger og drenge.

Forklaringen er ifølge rapporten blandt andet, at de fælles mål fik regeringer, organisationer og civilsamfundet til at samarbejde om at skabe innovative løsninger og indsamle enorme mængder data for at holde øje med de enkelte mål.

Vi har mulighederne

Her under et år før deadline, står verden dog stadig overfor store udfordringer. Tre af målene kommer formentlig ikke i hus, og de stigende temperaturer får uoverskuelige konsekvenser, hvis de ikke bliver håndteret nu, advarer FN’s klimapanel.

Ifølge Ban Ki-moon står vi derfor ved en historisk skillevej:

”Vores globaliserede økonomi og sofistikerede teknologi gør, at vi kan beslutte os for at afskaffe de ældgamle onder som ekstrem fattigdom og sult. Eller vi kan vælge at fortsætte med at nedslide vores planet og tillade uacceptabel ulighed […] Vores ambition er at opnå bæredygtig udvikling for alle,” skriver han i synteserapporten, der er den foreløbige skitse for den samlede plan, som verden skal sigte efter frem til 2030.

Indtil videre består den af 17 mål og hele 169 delmål. Den overordnede overskrift er, at verden skal ”afskaffe fattigdom i alle former alle steder”.

Se alle målene her.

Karoline Rahbek

Chefrådgiver og redaktør

Karoline Rahbek er uddannet i kommunikation og dansk på Københavns Universitet. Hun har tidligere bl.a. rejst verden rundt og dækket projekter for WWF Verdensnaturfonden som redaktør og været med til at starte MSC op i Danmark. Hun skriver især om virksomheders rolle i at rykke kloden i en mere bæredygtig retning.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.