20. august 2010
Drengen, hvis forældre drømte om fred
Salvador ‘Noguerra’ Francisco Valentim får svært ved at glemme krigen. Ikke at han husker den. Men hans kælenavn vil altid minde ham om den. ‘Noguerra’ betyder nemlig ‘ingen krig’.
Da han blev født i landsbyen Hori Yotulo, der betyder ‘da lidelserne begyndte’, var det hans forældres højeste ønske, at den næsten 30 år lange borgerkrig i Angola ville slutte.
Nogle år senere gik deres ønske i opfyldelse. Og da Noguerra fyldte syv år, sendte de ham til hovedstaden Luanda. Her skulle han hjælpe til i huset hos sin moster, der til gengæld ville tage sig af ham og betale for hans skolegang.
Det sidste løfte brød hun. Noguerra kom aldrig i skole, men blev en hushjælp, der gjorde rent, vaskede tøj og passede børn. Også når han var dødtræt. For ellers fik han tæsk.
Da det blev for meget, stak han af og levede som gadebarn i Luanda, indtil hans forældre hørte om det og bad hans moster finde ham og sende ham hjem.
I dag er Noguerra en alvorlig 11-årig med vagtsomme øjne, og han taler helst ikke om de fire år, han var væk hjemmefra.
Tilbage i sin landsby bor han sammen med sine forældre og yngre søskende i et lille stråtækt hus, der ikke rummer meget andet end et åbent ildsted og et par gryder. Men ude foran vokser et nyt og større hus langsomt frem. Noguerras far er nemlig murer.
Hans mor går hver dag i marken, og det er derfor Noguerras ansvar at hente vand og gøre rent.
Sammen med vennerne går han også på jagt efter småfugle og mus, som familien rister over ildstedet om aftenen.
Men på trods af husarbejdet er tingene meget anderledes nu. Han er nemlig startet i 2. klasse på Escola do í Nivel da Lamanda, hvor alle hans venner fra landsbyen også går.
En lærer fra skolen havde besøgt familien og opfordret faderen til at sende Noguerra i den lokale skole, som er støttet af den danske organisation Ibis. Skolen er gratis og har specielle klasser for børn, der er kommet sent i gang, så de kan få seks års undervisning på tre år.
Når Noguerra har fri, spiller han centerforward på landsbyens fodboldhold. For er der noget, der kan få Noguerra til at smile, er det fodbold.
Og fremtiden? Noguerra tænker, at det vil være en god idé at blive olieingeniør. For det er Angolas præsident. Og hvis han selv bliver præsident, vil han sørge for, at hans familie har det godt, at landsbyen er ren og hygiejnisk, og at fodboldholdet får trøjer, sko og bolde.
»For vi har et godt fodboldhold,« siger han med overbevisning.
