30. januar 2022

Ensomhed visner, når træer slår rødder i byerne

Følelsen af ensomhed falder markant, når der er grønne områder i byerne, viser ny undersøgelse.

Grønne områder i byerne kan reducere ensomhed. Illustration: Lauge Eilsøe-Madsen

Grønne områder i byerne kan reducere ensomhed. Illustration: Lauge Eilsøe-Madsen

En tredjedel af verdens befolkning føler sig i større eller mindre grad ensomme. Det viser en global spørgerundersøgelse blandt 23.000 mennesker i 28 lande fra statistikvirksomheden Statista. Ensomhed er ikke bare psykisk hårdt for den enkelte, men det er også livsfarligt. Forskning viser, at risikoen for tidlig død for mennesker, der føler sig ensomme, er tilsvarende eller endda større end ved velkendte risikofaktorer som rygning, alkohol, overvægt og fysisk inaktivitet.

Der er flere forskellige værktøj, man kan tage i brug for at reducere ensomhedsfølelsen. Nu er der endnu en overraskende metode til at bekæmpe ensomhed. En ny undersøgelse, publiceret i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports, viser nemlig, at grønne områder i byerne kan mindske følelsen af ensomhed – også selvom man bare går en tur alene.

”Vi føler os mindre ensomme i det fri, fordi naturen ikke bedømmer os, den stiller ingen krav – den er der bare,” siger psykolog Trine Karsholt, der selv holder flere af sine psykologsamtaler i naturen.

”Man skal ikke præstere, og naturen beroliger ens nervesystem. Vi kommer i en tilstand af forbundenhed og afslapning, som man ikke kan få ved at gå i en stor menneskemængde eller ved at kigge på bygninger”.

”Vi føler os mindre ensomme i det fri, fordi naturen ikke bedømmer os, den stiller ingen krav - den er der bare,”

psykolog Trine Karsholt

Det kan du gøre i naturen, hvis du føler dig ensom af psykolog Trine Karsholt

  1. Giv dig selv lov til bare at være i naturen uden at skulle opnå noget bestemt eller have et mål som eksempelvis om at dyrke motion.
  2. Læg telefonen væk, og bare vær i naturen
  3. Prøv at forbinde dig til naturen gennem dine sanser: Mærk dine fodsåler, der rører jorden, og vinden der berører dit ansigt, lyt til lydene, og se skoven, som om du aldrig har set den før.
  4. Hvis tankerne eller følelsen af ensomhed vender tilbage, så er det okay, men prøv om du kan vende tilbage til bare at sanse naturen lige nu.
  5. Hvis følelsen af ensomhed er overvældende, kan du gå helt tæt på naturen ved fx at berøre et træ, eller ligge dig ned og mærk forbindelsen til og støtten fra jorden under dig.
  6. Og husk: at opholde sig i naturen er et redskab, men ikke hele svaret. Det er ligesom, hvis vi gerne vil leve sundt, er det ikke nok kun at spise broccoli. Men det gør en stor forskel!

Der er plads til følelser i naturen

I den nye forskning har psykologer fra universitetet Kings College i London indsamlet data fra 752 forsøgspersoner fra hele verden. Forsøgspersonerne har flere gange dagligt svaret på spørgsmål om deres omgivelser og følelse af ensomhed, som eksempelvis ”føler du dig velkommen blandt menneskerne omkring dig?” eller ”kan du se træer lige nu?”.

”Det er supervigtigt, at der er variation af oplevelser i byerne,” siger Lasse Thomas Edlev, der er naturterapeut og forfatter til bogen Naturterapi:

”Skiftevis kan man have lyst til at være social eller alene. Det bliver nemmere at lytte til ens behov, hvis byen ikke er for ensformig, og naturen er en integreret del af den”.

De britiske forskere fik flere end 16.000 svar. Deres resultater viste, at selv, når forsøgspersonerne var alene, men kunne se træer, himlen eller høre fugle, så faldt følelsen af ensomhed med 28 procent. Når de følte sig socialt inkluderede, faldt ensomheden med 21 procent. Skete de to ting synkront, for eksempel ved at gå en tur i en park med en ven, blev den gavnlige effekt forstærket med 18 procent.

Lasse Thomas Edlev forklarer, at der er fordi, naturen åbner op for et større følelsesregister. Ensomhed er ikke ensbetydende med, at man er alene. Det kan nemlig også være ensomt, hvis vi har følelser, der er svære at kommunikere højt om. I hverdagen har vi nogle klare rutiner og rytmer, men når man kommer ud i naturen, så kan man finde fornyet overskud til at søge selskab.

”Følelser kan være angstprovokerende, og derfor skubber vi dem fra os i hverdagen. De kan være nemmere at rumme og tale med andre om i naturen”.

Livskraft af naturen

Data fra EU viser, at grønne områder i Europas byer er vokset med 38 procent de seneste 25 år. Globalt er de grønne områder vokset med 12 procent i samme periode.

Knap halvdelen af Europas befolkning bor indenfor 300 meter af et grønt område. Det varierer dog meget fra by til by, hvor mange kvadratmeter grønt område, der er per indbygger. I mange byer er der stadig brug for flere og større offentlige parker. I Tyskland bor eksempelvis 40 procent af landets indbyggere i bydele med utilstrækkelige grønne områder.

Og naturen er afgørende for, hvor meget ens gåtur påvirker ens mentale helbred positivt, mener Lasse Thomas Edlev:

”Det at gå i naturen er så dybt indlejret i os. Det er derfor, at det er betydningsfuldt, at der er mulighed for at opleve en flig af den i ens bymiljø. Vi får en slags livskraft af naturen”.

”Skiftevis kan man have lyst til at være social eller alene. Det bliver nemmere at lytte til ens behov, hvis byen ikke er for ensformig, og naturen er en integreret del af den,”

Naturterapeaut Lasse Thomas Edlev

Dette indhold bruger cookies.
Ret dine indstillinger her