22. januar 2023

Mæslingevaccine har reddet 56 millioner liv: ”Det er en de mest effektive sygdomsindsatser i verden”

Engang døde to millioner mennesker af den smitsomme sygdom hvert år. Siden er dødstallet raslet ned. Men coronavirus har spændt ben for den globale vaccinationsindsats.

En dreng bliver vaccineret mod mæslinger i byen Impfondo i Republikken Congo. Mæslingevacciner har reddet millioner af børneliv. Foto: Mariame Diefaga, UNICEF

En dreng bliver vaccineret mod mæslinger i byen Impfondo i Republikken Congo. Mæslingevacciner har reddet millioner af børneliv. Foto: Mariame Diefaga, UNICEF

Mæslinger er en gammel plage, en af verdens mest smitsomme sygdomme, der allerede blev udførligt beskrevet af læger under kaliffen i Bagdad for omkring 1300 år siden. Deres nutidige kolleger kæmper stadig mod sygdommen, selvom der er sket enorme fremskridt, først og fremmest udviklingen af en ekstremt effektiv vaccine i starten af 1960’erne og siden da et kæmpe internationalt vaccinationsprogram.

Udbredelsen af vaccinen betyder, at anslåede 56 millioner liv er blevet reddet verden over alene mellem 2000 og 2021, viser de nyeste tal fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.

”Det er en de mest effektive sygdomsindsatser i verden,” siger Peter Henrik Andersen, som er afdelingslæge på afdeling for infektionsepidemiologi og forebyggelse på Statens Serum Institut og blandt andet er ansvarlig for at overvåge mæslinger herhjemme.

Men coronapandemien har betydet, at millioner af planlagte vaccinationer er blevet udskudt og aflyst.

En banal dræber

Mæslinger er en utrolig smitsom sygdom, der smitter op mod ni ud af ti mennesker, der bliver udsat for den, hvis man ikke er blevet immuniseret gennem vaccination. Den kan ikke kureres og er særligt farlig for børn under fem år i udviklingslande.

”Mæslinger hos langt de fleste er en sygdom man bliver syg af, ligger i sengen en uge, og bliver rask igen. Men nogle gange kommer der komplikationer til sygdommen, oftest bakterieinfektioner der kommer oveni. Det er egentlig banale tilstande, der nemt kan behandles i Danmark, men i andre lande kan det ende med, at børn dør af infektionen,” forklarer Peter Henrik Andersen.  

Samtidig kan man risikere blindhed, og sygdommen påvirker immunsystemet i en lang periode bagefter, siger han.

Før vaccinerne blev rullet ud verden over, kostede mæslinger årligt flere end to millioner liv.

Men vaccineprogrammerne er nu så omfattende, at dødstallet i 2021 var faldet til 128.000.

Vacciner redder millioner

Da mæslinger er så ekstremt smitsomme, betyder det, at 95 procent af befolkningen skal vaccineres for at opnå flokbeskyttelse. Det kræver to doser vaccine, der bliver givet til børn. Vaccinen beskytter også mod røde hunde og fåresyge.

På verdensplan kom andelen af vaccinerede med minimum én dosis vaccine op på 86 procent i 2019, men coronapandemien har forstyrret og bremset indsatsen voldsomt, og det faldt til 81 procent i 2021, viser tallene fra WHO.

Kampen mod corona har kort sagt hevet kræfter væk fra de eksisterende vaccinationsprogrammer, forklarer Peter Henrik Andersen, og globalt har det betydet det største fald i børnevaccinationer i 30 år.

”Det har jo krævet en kæmpe indsats at bekæmpe coronavirus for de fleste lande,” siger han. ”Samtidig fødes der jo hele tiden nye børn, som mister den mulige medfødte beskyttelse fra moderen indenfor det første halve år. Jo flere, der er af dem, jo større er den gruppe der kan blive syge hvis de udsættes for mæslingesmitte, og så stiger risikoen for udbrud”.  

I 2021 manglede næsten 25 millioner spædbørn af blive vaccineret bare med en enkelt dosis vaccine, viser WHO’s data. Det er især i Afrika, at vaccinationsraten halter.

”Derfor er der brug for opfølgende vaccinationskampagner, der kan indhente faldet,” siger Peter Henrik Andersen, ligesom det er sket i Danmark, efter der var et kortere fald i vaccinationerne i foråret 2020.

Indtil videre er 25 store vaccinationskampagner, der blev udskudt under coronapandemien, blevet gennemført.

Den persiske læge Abū Bakr al-Rāzī, en af de store skikkelser i lægevidenskabens historie, skrev en helt afhandling om mæslinger og kopper, og var den første til at beskrive forskellen på de to sygdomme, der i forskellige stadier kan ligne hinanden meget.

Mæslinger i Danmark

Mæslinger blev erklæret elimineret i Danmark 2017, hvilket betyder, at der kun kan påvises ganske få tilfælde, som sundhedsmyndighederne hurtigt får styr på. Seneste udbrud herhjemme var i 2020.

68 procent er vaccinerede i Afrika

Afrika er den region i verden, der er mindst beskyttet mod mæslinger. Kun 68 procent har fået første stik, og blot 41 procent har fået begge vaccinationer. Men alligevel er andelen af smittede faldet med 90 procent siden år 2000.