5

CC BY Samuel Huron

Mere skov i verdens største lande

De to største lande i verden rydder ikke længere deres skove. I stedet planter de flere træer, end de fælder. En lang række andre lande har også fundet ud af, at det er en god investering for både natur og økonomi.

Del artikel

Andre Kategorier

Regioner: Globalt

Hvert tredje menneske er inder eller kineser, men trods store fremskridt lever mange af dem stadig i fattigdom. Derfor kunne man måske umiddelbart tro, at de ville gribe motorsaven og rydde deres skove for at opnå en kortsigtet gevinst. Men det er ikke sket. I de seneste 20 år har de to enorme lande derimod arbejdet mere med planteskovlen end med saven, og skovene vokser støt. Det viser tal fra Verdensbanken.

I alt betyder det, at skovene er vokset med over 572.000 kvadratkilometer i Indien og Kina siden 1990. Det svarer til et område på størrelse med Frankrig. Og mange andre lande går samme vej, blandt andet vokser skovene også i Storbritannien, Chile, Vietnam, Tyrkiet, Spanien, Frankrig og Polen.

Når man ser på verdens fem største skovnationer – Rusland, Brasilien, Canada, USA og Kina – så er det faktisk kun Brasilien, der stadig fælder løs. I USA vokser skovene en smule hvert år, og både Rusland og Canada bevarer deres store trædækkede områder.

Der er guld i de grønne skove

Det er blevet en god forretning at bevare og bruge skovene bæredygtigt, år efter år. FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har beregnet, at den årlige økonomiske brugsværdi af verdens skove ligger på knap 730 milliarder amerikanske dollars. Det svarer til godt 4,5 billioner danske kroner. Skovene giver mad, arbejde, adgang til energi i form af brænde, byggematerialer, og en lang række andre goder, som kan ses direkte eller indirekte på den økonomiske bundlinje.

Siden 2007 har der ifølge FAO desuden været en tendens til, at verdens lande begynder at se bæredygtigt skovbrug som et nationalt politisk mål. Mange lande har gjort store reelle fremskridt med at fastlægge, hvem der har rettighederne til skovområderne, og hvordan de skal bruges. Det kan i dag ske på baggrund af internationale standarder, der gør bæredygtigheden konkret. Blandt andet skal der plantes lige så mange træer, som der fældes, dyrelivet i skoven skal beskyttes, og skovens arbejdere skal have sikkerhedsudstyr, uddannelse og ordentlig løn. FAO konstaterer dog også, at der stadig er langt fra politik og standarder til virkeligheden i mange lande.

Vietnam viser vejen

Forskellen bliver tydelig, hvis man sammenligner lande som Vietnam og Honduras. Begge er tropiske lande, hvor omkring 17 procent af befolkningen lever i dyb fattigdom. Men hvor Honduras har ryddet store dele af landets regnskov i de seneste 20 år, er Vietnam gået den modsatte vej, og har i dag 47 procent mere skov end i 1990.

Skovvæksten skyldes sandsynligvis, at Vietnam i halvfemserne gennemførte lovændringer, så det ikke længere er staten, der ejer skoven, men derimod lokalbefolkningen. Det giver gode resultater i Vietnam og andre steder, viser en rapport fra Center for International Forestry Research. For når først de lokale skovbrugere ejer deres egen skov, er de mere tilbøjelige til at bevare den. Rapporten konkluderer, at det lokale ejerskab beskytter skoven mindst lige så godt, som når staten selv beholder skoven og omdanner den til en (måske kun på papiret) beskyttet naturpark.

Men lovændringer gør det ikke alene. Loven skal også håndhæves, viser erfaringerne fra Honduras.

”I Honduras satser de også på community forest management og har faktisk et okay socialt skovprogram, som vi arbejder på at styrke,” forklarer Jakob Ryding, der er teknisk rådgiver fra organisationen Verdens Skove. Alligevel har landet mistet 37 procent af sin skov siden 1990, og skovtabet ser ud til at fortsætte.

”Problemerne i Honduras har meget at gøre med manglende ressourcer til skovmyndighederne, hvilket gør, at de ikke kan udføre nogen reel kontrol af skovene og sætte ind overfor skovrydning foretaget af fattige mennesker, som søger jord til landbrug,” konstaterer Jakob Ryding. Han peger på, at der også er en helt anden årsag til meget af skovtabet i Honduras. Landet døjer med kriminalitet, og store kriminelle aktører opkøber jordområder, som de omdanner til oliepalmeplantager for at hvidvaske narkopenge.

Hvis vi zoomer helt ud fra situationen i de enkelte lande, viser statistikken, at skovene på planeten Jorden stadig bliver mindre. Til gengæld sker det kun halvt så hurtigt i dag, som det gjorde i halvfemserne. Fra 1990-2000 mistede verden 0,2 procent skov om året. Fra 2000 faldt rydningshastigheden til 0,1 procent. Det betyder lidt forsimplet, at der årligt forsvinder ét træ ud af hver tusind.

Uberørt regnskov stadig truet

Langsommere fældning og mere bæredygtigt skovbrug er en god nyhed, når man tænker på skovenes betydning for natur og mennesker, men der er stadig store uløste udfordringer. Skovplantning og skovrydning er ulige fordelt på globalt plan. De lande, der rydder mest, er ofte lande med højtudviklet tropisk regnskov, som det ville tage enormt lang tid at genoprette, hvis det overhovedet er muligt. Selvom mange lande i dag får økonomisk gevinst af at bruge skoven uden at rydde den, er det i sidste ende et politisk spørgsmål, om vi mennesker ønsker at lade noget natur stå tilbage helt uden praktisk nytteværdi.

”Det er vigtigt at nævne, at selvom bæredygtigt skovbrug godt kan fungere, betyder det ikke, at vi ønsker, at al skov i verden skal bruges økonomisk. Der skal naturligvis stadig være plads til intakte, urørte skovområder,” mener Jakob Ryding fra Verdens Skove.

Relaterede Nyheder