Nødhjælp kan også hjælpe på den lange bane

“Selvom vi har helikoptere, der kaster mad ned til folk i nødssituationer, både nu og fremover, vil vi i fremtiden også se et meget større fokus på bæredygtig fødevarefordeling”, siger Ahnna Gudmunds. Hun er kommunikationsmedarbejder i FN’s Fødevareprogram (WFP), som verdens største humanitære organisation mod sult og hungersnød.

Sidste år hjalp WFP 80 millioner mennesker med fødevarehjælp, herunder 42 millioner i nødssituationer såsom syriske flygtninge eller ebolaramte befolkninger i Vestafrika. I alt brugte WFP mere end 5 milliarder dollars på mad i 2014.

“Vi køber allerede virkelig meget mad, så vi tænkte på, hvordan vi kunne sikre, at småbønder og landbrugssamfund kunne nyde godt af det? Det er det, vi arbejder med”, forklarer Ahnna Gudmunds.

Skal nå de fattigste

Ahnna Gudmunds arbejder på et WFP-projekt, der hedder P4P – Purchase for Progress. Normalt køber WFP mad fra store selskaber. Men i 20 pilotlande verden over, fra Burkina Faso til El Salvador, eksperimenterer WFP med at købe mad direkte fra de fattigste bønder. Målet er at koble bønderne til et bedre marked – mange småbønder sælger deres høst direkte fra markerne lige efter høsten, hvor priserne er lavest, fordi de har brug for kontanter nu og her. Gennem P4P skriver WFP en kontrakt med bønderne før høsten, der sikrer dem en fair pris. Det betyder, at bønderne har en fast indkomst og bliver tilskyndet til at investere i deres virksomhed, så de kan gro afgrøder, der møder WFP’s kvalitetskrav.

På den made kan penge, der bliver brugt til nødhjælp, også arbejde for langsigtet udvikling. Da ebola hærgede i Vestafrika i 2014, købte WFP til patienter i karantæne – eksempelvis 250 tons ris fra 25 kooperativer med småbønder i Liberia.

”Hvis du vil hæve de fattigstes indkomst, hvis du vil nå folk i de mest afskårne områder, så er vækst i landbruget det mest effektive område at arbejde med”, siger Ahnna Gudmunds.

Derfor arbejder P4P med landmandsorganisationer og -kooperativer, hvor medlemmerne primært er bønder med meget små stykker land. Cirka 1,7 millioner bønder er med i de næsten 900 organisationer, der arbejder med P4P. Nu, efter en succesfuld pilotfase, arbejder WFP på at udvide projektet. Målet er, at 10 procent af den mad, WFP køber globalt, skal komme fra småbønder.

Eksperimenterende tilgang

Med P4P er det ikke nok bare at sikre småbønder salg af deres afgrøder, forklarer Ahnna Gudmunds. Målet er forstærke alle leddene i kæden fra bønder, landmændsorganisationer, opkøbere og lagerselskaber samt regereringer i samarbejdslandene. WFP giver teknisk uddannelse, hjælper bønder med at samle sig i kooperativer, så de nemmere kan sælge til store opkøbere, og underviser i finansiering, administration, logistik, ja selv ligestilling og køn.

”WFP er kun en enkelt brik i puslespillet. Vi arbejder med 500 forskellige partnerskaber i 20 lande. Regeringer, lokale NGO’er, internationale NGO’er, privatsektoren, universiteter. Den største lektion er, at der ikke er nogen enkelt model, der virker alle steder. Vi satte os for at prøve forskellige modeller af og lære, hvad der virker bedst”, pointerer Ahnna Gudmunds.

I lande som Malawi og Honduras arbejder WFP sammen med værtslandene for at sørge for skolemad, hvilket har stor betydning for antallet af børn, der kommer i skole. Gennem P4P bliver maden købt fra lokale småbønder, der ofte er forældre til skolebørnene, der nu får en fast indkomst og derfor ikke behøver at holde børnene hjemme fra skole for at hjælpe i marken.

I Afghanistan, hvor underernæring er så udbredt, at halvdelen af børnene er væksthæmmede, fokuserer WFP på at sørge for ernæringsrig mad. Gennem P4P køber WFP korn fra lokale bønder, får det malet i privatejede møller og har installeret en mobil fabrik, hvor et lokalt selskab laver højenergikiks. Fabrikken sælger så størstedelen af kiksene til WFP, der donerer dem til afghanere i nød. Resten af kiksene sælger det lokale selskab privat.

Fra nødhjælp til støtte

Den sidste del i eksemplet fra den afghanske kiksefabrik, om det private salg, er vigtigt.

”Hvis du vil have en bæredygtig løsning, må du have partnerskaber med privatsektoren. Man bliver nødt til at styrke lokale markeder og evnerne hos bønderne, så de kan samarbejde”, siger Ahnna Gudmunds. ”Vi ønsker ikke, at bønderne er afhængige af WFP”.

WFP har haft en strategi om at bevæge sig ”fra nødhjælp til støtte” i mange år. Omkring 80 af maden, organisationen køber, kommer fra udviklingslandene, der således nyder godt af organisationens ressourcer.

P4P er et af de klareste, mest innovative eksempler på dette. WFP’s mad-for-aktiver-program, hvor fattige får mad, hvis de går i skole eller arbejder lidt, er et andet eksempel på, at nødhjælpspenge kan virke på den lange bane.

“Landbrugs- og markedsudvikling er utrolig komplekst, og det ville være løgn, hvis jeg sagde, at der ikke er udfordringer ved at arbejde med småbønder I stedet for at købe mad fra store selskaber, men vi har set nogle bæredygtige løsninger. Det vil der være meget mere af i fremtiden”, siger Ahnna Gudmunds.