06. februar 2020

Ny bog: journalister skal styrke tilliden

Medierne skal gøre samfundet bedre ved at hjælpe folk til at frygte mindre og forstå hinanden bedre. Det mener en dansk journalist, der er aktuel med en ny bog til undervisning i netop det.

Foto: Thomas Gringer Jakobsen

Foto: Thomas Gringer Jakobsen

Boganmeldelse

I en tid, hvor flere og flere slukker for deres tv og dropper avislæsningen, fordi nyhederne gør dem deprimerede, er der nogle journalister, der går imod strømmen. De prøver at finde frem til en ny form for journalistik, der stadig dækker de mange negative ting, der sker i verden, men i højere grad også fokuserer på løsninger, samarbejde og muligheder.

Den såkaldte konstruktive journalistik er meget omdebatteret blandt journalister, og ikke alle er enige i, at det er journalistens ansvar at bekymre sig om læserens humør. Men den konstruktive tilgang handler ikke kun om folks følelser. Et ensidigt fokus på negativitet og frygt kan også helt skævvride folks faktuelle opfattelse af verden. Og selv om verden langt fra er ufarlig, er det et problem, hvis vi skaber mere frygt, end der egentlig er grundlag for. Det kan være til skade for både den enkelte og sammenhængskraften i samfundet.

SAMFUNDETS VAGTHUND – ELLER PSYKOLOG

I sin nye bog, ”Trust Journalism – En journalistisk metode til et mere nuanceret billede af mennesket i medierne”, forklarer journalisten Lotte Rosdahl sin egen arbejdsmetode, der tager udgangspunkt i tankerne om konstruktiv journalistik, men i særlig grad fokuserer på det psykologiske perspektiv.

Ifølge Lotte Rosdahl har medierne et stort ansvar for, hvordan mennesker i samfundet opfatter sig selv og andre. Blandt andet, om minoritetsgrupper føler sig inkluderede eller stigmatiserede i samfundet.

”Man kan selvfølgelig hævde, at det ikke er mediernes ansvar at skabe et samfund, der er inkluderende, og hvor forståelse og tillid mellem mennesker øges. Men vi har som minimum et ansvar for at vise et nuanceret billede af hinanden. Og for at sikre, at vores arbejde ikke forstærker misforståelser, fordomme og stereotyper,” skriver forfatteren i indledningen til bogen.

Tankerne om konstruktiv journalistik kan let blive abstrakte. Hvordan forener man det kritiske med et fokus på løsninger, når deadline nærmer sig og det nemmeste bare er at vinkle historien på frygt, vrede og afmagt? Heldigvis dykker bogen også gang på gang ned i konkrete eksempler på, hvordan danske og udenlandske medier har arbejdet med nuancering og for at undgå at stigmatisere bestemte grupper.

Eksemplerne i bogen er inspirerende, men skaber også nye spørgsmål. Denne anmelder kunne godt have tænkt sig at høre mere om, hvordan man bedre inkluderer flere minoriteter som kilder i praksis, uden at deres minoritetsstatus ender med at skygge for det, historien egentlig handler om. Lotte Rosdahl nævner som eksempel, at et homoseksuelt par har optrådt som kilder i et tv-indslag, der ikke har noget med seksuel identitet at gøre, men handler om at indrette stuen med planter. Og en familie fra en etnisk minoritet er blevet brugt i et indslag som eksempel på en familie, der prøver at skære ned på fjernsynsforbruget. Det virker umiddelbart sympatisk, at man skildrer disse grupper som almindelige mennesker, der tumler med hverdagsudfordringer ligesom alle andre. Men omvendt kunne man måske forestille sig, at det i sidste ende yderligere forstærker fordomme hos nogle seere, der vil kunne føle sig bekræftet i, at homoseksuelle elsker hjemlige og ‘feminine’ sysler, mens minoritetsfamilier måske har for meget tid foran fjernsynet, fordi de ikke har et arbejde. Meget afhænger af øjnene, der ser, og det er ikke en let balancegang for den journalist, der både vil have sin historie til at gå klart igennem med en skarp vinkel og samtidig gøre sit for at øge sammenhængskraften i samfundet.

FORDYBELSE I EN OVERFLADISK TID

Lotte Rosdahl gør sig også en lang række velargumenterede overvejelser over hvilke billeder, journalister vælger at illustrere deres historier med, og hvordan man skaber rammerne for en debat, hvor deltagerne ikke bare råber ad hinanden, men når ind til sagens kerne; hvordan man fokuserer på de punkter, hvor deltagerne reelt er uenige, men uden at det ender som en hanekamp.

Bogen giver flere konkrete arbejdsværktøjer, der er lige til at bruge. For eksempel en model for, hvordan man kan dele et interview op i forskellige faser, samt en liste over gode åbne spørgsmål, man kan stille for bedre at afdække baggrunden for et problem og derefter fokusere på de ting, der peger fremad på løsninger for både interviewpersonen og for læsere og seere.

Bogen kan dermed bruges direkte af både journaliststuderende og udlærte journalister, der er gamle i faget, men som måske er begyndt at blive selvkritiske over konsekvenserne af deres dækning – ikke mindst i en tid, hvor mange medier mister læsere.

Forfatteren kunne måske med fordel have medtaget nogle flere overvejelser om de økonomiske forhold, moderne journalister i dag lever i på de forskellige redaktioner, og hvor antallet af klik og synlighed på sociale medier i en vis grad udstikker retningen for journalistikken og vinklingen. Hvordan kombineres bogens tanker om fordybelse og nuancering med en stadig stærkere kamp om opmærksomheden i mediebilledet?

Bogen giver dog også anledning til et vist håb på den front. Flere inden for branchen er allerede begyndt at arbejde inkluderende, og interessen er stigende. Mange af tiltagene har vundet priser og er blevet godt taget imod af seere, lyttere og læsere.

Som udgangsreplik opfordrer Lotte Rosdahl alle journalister til at tænke tilbage og huske på, hvorfor de i det hele taget valgte at blive journalister.

”Ligesom mig gik du måske ind i journalistikken for at gøre en positiv forskel. Hold fast i det!”

Den opfordring er modtaget og hermed givet videre.