08. september 2011

Solovne gør livet lettere for bønder i Gaza

Det er omkring middagstid, og Fatheya el Braim er ved at tage et dusin kager ud af en lerovn i sin baghave. Kagerne er lavet af dadler og dækket med sesam.

”Vi lever af jorden rundt om huset. Det kræver en masse arbejde. Jeg har 17 børn og en mand, der ikke arbejder. Det er over seks år siden han holdt op med at arbejde i Israel”, siger Fatheya El Braim. Foto: UNDP

”Vi lever af jorden rundt om huset. Det kræver en masse arbejde. Jeg har 17 børn og en mand, der ikke arbejder. Det er over seks år siden han holdt op med at arbejde i Israel”, siger Fatheya El Braim. Foto: UNDP

Fatheya brødføder sin mand og 17 børn. Familien har ingen anden indkomst, så Fatheya må skaffe det hele fra det lille stykke jord, som omgiver huset.

Siden hun og 75 andre kvinder i Gaza i 2004 fik adgang til solovne, er det blevet en del lettere for Fatheya at forsørge sin familie. Solovnene, som er givet af FN’s udviklingsprogram, har fordoblet Fatheyas indtjening og frigjort ekstra tid til, at hun kan tage sig af sin familie. Ovnene kører på solceller.

Smart solovn uden fugt

Der er varmt og solrigt i Gaza, men der er også meget fugtigt. Normalt foregår tørringen af frugt og krydderier i gasovne, hvor produkterne kan tage skade af fugt eller insekter. Solovnene er tætte og holder en stabil temperatur på 60 grader, så tørringen sker både hurtigere, og så det færdige produkt har en højere kvalitet.

Størstedelen af det, Fatheya producerer, bruges af familien selv, men hun sælger også en del af produktionen for at få penge til tøj og andre fornødenheder.

I 30 år arbejdede Fatheyas mand i Israel, men så udløb hans arbejdstilladelse, og familiens indtjening forsvandt. Nu er det Fatheya, der forsørger familien med det hun kan dyrke på familiens jord og tilberede i solovnen.

”Jeg plukker timian i min baghave, vasker og tørrer det og går på markedet og sælger det. Der er mange, som køber min timian. Jeg bruger solovnen til at tørre det, så det er klar til at blive solgt”, siger Fatheya el Barim.

Fatheya blev udvalg af den lokale NGO Beit Mustaqbel – Fremtidshuset, som arbejder for at styrke kvinders position ved at uddanne dem i at forbedre deres forretning, spare tid og tjene flere penge. Med den ekstra tid og penge, som Fatheya har fået ud af at bruge solovnen, har hun bygget et drivhus af plastik, hvori der kan vokse grøntsager og krydderier.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.