27. november 2014

Succesforfatter: Vi må droppe de dovne stereotyper

Hun er ikke bleg for at skælde lidt ud, når folk taler om ”Afrika” som var det ét land. For forfatteren Taiye Selasi er opgør med stereotyper og forsimplede fortællinger vejen til en bedre verden.

Når man møder Taiye Selasi, får man hurtigt følelsen af en kvinde, der ved, hvad hun vil. Det er til gengæld straks mere kompliceret at forklare, hvad den 35-årige bestsellerforfatter er. Hendes far er fra Ghana, men bor i Saudi-Arabien, hendes mor er nigerianer, men bor i Ghana. Selv er hun født i London, opvokset i Boston, uddannet på Yale og Oxford og bor for tiden i Berlin. Hendes afrikanske herkomst fornægter sig ikke i den mørke hud og det sorte hår, men faktisk var Selasi 15 år gammel, før hun overhovedet satte fødderne på ghanesisk jord.

”Det værste ved at være sådan én som mig, er ensomheden. Det er jo rart at føle et tilhørsforhold, at der er andre, der er lige som dig, har samme baggrund, samme oplevelser. ”

Identitet og afropolitans

En verdensborger ville nogle nok betegne hende. Hendes markante ydre alene vidner om et sammenkog af kulturelle udtryk. Håret er stort, sort og flettet. Læderbukserne næsten intimiderende stramme, blusen fin, hvid og blomstret, læberne knaldrøde. Taiye Selasi udstråler noget mega-moderne; Et produkt af globalisering, emigration og forskellige kulturer, der har mødtes og affødt nye. Men i mange år manglede hun ord til at beskrive det mismask af identiteter og tilhørsforhold, som hun følte, hun besad. Det førte for snart ti år siden til lanceringen af begrebet afropolitan, da hun blev bedt om at skrive et essay om afrikansk identitet til et netmagasin.

”Jeg ville ikke skrive det sædvanlige om Afrika. Om borgerkrig, oliepenge og korruption. Jeg havde brug for en ny vinkel, så jeg tog udgangspunkt i mig selv og årsagerne til, hvorfor jeg havde så svært ved at svare på spørgsmålet ”Hvor er du fra? ”. Det spørgsmål har fyldt meget for mig.

Det efterhånden berømte essay ”Bye-Bye, Barbar (or what is an afropolitan?)” gav genklang hos unge, urbane mennesker over hele verden, der med deres afrikanske rødder, blandet med andre geografiske områder, havde den samme følelse af identitetsløshed – eller måske i virkeligheden identitetsoverflod – som Selasi.

”Jeg er ofte blevet tildelt æren for at have opfundet begrebet afropolitan. Men jeg tror egentlig aldrig, at jeg har opfundet noget som helst. Jeg har hørt ordet afropolitan et sted engang, og jeg kunne lide udtrykket, for det beskrev en følelse inden i mig, at ingen af mine mange identiteter var dækkende for, hvad jeg er. Nu plejer jeg at sige, at jeg er ”A whole greater than the sum of it’s parts”.”

Opgør med stereotyperne

Selv om ensomheden har fyldt for Taiye Selasi, så oplever hun også fordele ved at være et blandingsprodukt af forskellige kulturer og geografiske områder.

”Det gør det lettere for mig ikke at falde i fælden med at opdele verden i et ”os” og ”dem”. Min verden bliver aldrig sort/hvid, for min egen forvirrende baggrund giver et godt grundlag for at forstå de mange grå nuancer og for at forstå andre mennesker.”

Og måske netop fordi Selasi selv er et af de mennesker, som det er svært at putte i en bestemt kasse, så er hun nærmest allergisk over for stereotyper. Ikke mindst de stereotyper, hun selv ofte møder om Afrika og afrikanere.

”For eksempel bliver bøger af afrikanske forfattere og forfattere med afrikanske rødder ofte placeret sammen i boghandler, som om det hele kan samles under samme afrikanske hat. Men det er jo en helt forfejlet. Litteratur skal forstås på sine egne præmisser. Vi er nødt til lade kunst være kunst og ikke betragte kunst, der er lavet af afrikanere som ”afrikansk kunst” eller ”kunst om Afrika”. Lige som vi heller ikke betragter romanen ”Mænd der hader kvinder” som ”en bog om Sverige” eller ”en europæisk bog”.”

At smage sin egen medicin

Selasi mener, at vi bør gøre os mere umage for at se verden og mennesker i de millioner af nuancer, der er.

”Vi opstiller stereotyper, fordi det er nemt. Men også fordi, vi lærer det. Min bekendtes 4-årige datter skulle beskrive sin veninde fra børnehaven, og hun fortalte hvordan veninden havde sort hår, brune øje, mørk hud, osv. Hun sagde ikke bare ”hun er sort”. Selv om en 4-årig selvfølgelig godt kan se farveforskelle, så har hun endnu ikke lært, at det er være sort er noget andet end at være hvid. At de voksne bare summerer det ned til ét ord. Hvem end, der fandt på at inddele mennesker i racer, var en idiot. Vi er alle af samme race, menneskeracen.”

Taiye Selasi indrømmer dog gerne, at det ikke nødvendigvis er en nem øvelse at undgå den stereotype tænkning. Hun tager da også nogle gange sig selv i at sætte folk i kasser.

”Da jeg for nyligt flyttede til Berlin, fik jeg virkelig lov til at smage min egen medicin, da jeg pludselig blev konfronteret med de stereotyper, jeg selv bar rundt på om tyskere. I min egen dovne, stereotype forestilling var tyskere kolde mennesker i et koldt land, der producerer biler lavet af koldt stål. Men i mit møde med tyskere blev disse fordomme gjort fuldstændig til skamme.”

Men selv om Selasi gerne kommer med en opsang over både hendes egne og vores andres forkærlighed for, at sætte ting og mennesker i bås, så besidder hun stadig en stor tiltro til mennesker.

”Jeg tror, at mennesker grundlæggende er gode og vil det gode. Ellers ville jeg ikke kunne holde ud at bruge så meget af min tid på at skrive om dem. ”