Verdens Bedste Nyheders konstruktive journalistik
Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie, der laver konstruktiv journalistik og kampagner om fremskridt og løsninger på verdens udfordringer.
Verdens Bedste Nyheders vision er, at alle danskere får en aktuel og nuanceret viden om verden. Vi tror på, at den nuancerede viden skaber håb – og at håb skaber motivation for handling.
Verdens Bedste Nyheder ønsker at gøre Verdensmålene kendte af så mange mennesker som muligt. Jo flere der kender til målene, jo flere er med til at sikre, at vores politiske ledere leverer resultater. Og jo flere der ved, hvilke fremskridt og løsninger verden byder på, jo flere kan bidrage til, at de bliver ført ud i livet.
I den klassiske journalistik er det dybt lejret i DNA’en at fokusere på konflikt og problemer i samfundet. Det betyder blandt andet, at dækningen ofte får en overvægt af ’breaking´ nyheder om krige, sult- og naturkatastrofer. Det er alt sammen begivenheder og tilstande, der er en del af virkeligheden. Men det er langt fra hele billedet, og Verdens Bedste Nyheder vil gerne bidrage til belyse nogle af de historier og løsninger og fremskridt, der ellers ofte bliver overset i det traditionelle mediebillede.
Verdens Bedste Nyheder laver konstruktiv journalistik. Det betyder, at vi fokuserer på fremskridt, potentialer og løsninger, men også at vi belyser udfordringer og problemer. En af de mest sejlivede misforståelser er, at konstruktiv journalistik er ukritisk ”positiv journalistik”. Men en konstruktiv nyhed er ikke bare en positiv nyhed. Det er en nuanceret nyhed, hvor både godt og skidt bringes frem, og hvor man går kritisk og fair til alle kilder. Vi stræber efter at leve op til den højeste journalistiske standard og vores historier er baseret på statistik, fakta og pålidelige kilder. Verdens Bedste Nyheder er tilmeldt Pressenævnet.
Læs vores guide til at bevare håbet, når du læser nyheder
Hver femte dansker vælger nu nyhederne fra. Samtidig kalder de globale kriser mere end nogensinde på, at flere engagerer sig i at finde løsninger. Husk de her ting, før du opgiver håbet for verden. Læs med.
Verdens Bedste Nyheders journalistiske rettesnor
- Vi laver journalistik om fremskridt og løsninger, som andre medier ofte overser
- Vi fokuserer på fremskridt, der giver anledning til håb, men fortæller også om de problemer, der danner baggrund.
- Vi kvalificerer stoffet for læserne. Vi fortæller hvad der sker, men lige så vigtigt; hvorfor det sker.
- Vi fortæller både om små, skalerbare cases og store, globale tendenser – bare det er relevant og væsentlig viden.
- Vi fortæller om konkrete løsninger med veldokumenteret potentiale. Vi giver perspektiv og nuancer.
Verdens Bedste Nyheder vil gerne bidrage til et mindre sort/hvidt billede af verden. Så vi ikke risikerer, at fejlagtige forestillinger om verdens udvikling spænder ben for den videre udvikling.
Verdens Bedste Nyheders artikler, billeder, video og andet indhold er underlagt ophavsret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Verdens Bedste Nyheder forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.