13. oktober 2014

Afrika er verdens nye løveøkonomi

Efter flere år med imponerende vækstrater, som de fleste vestlige lande kigger misundeligt efter, indtager Afrika nu sejrsskamlen over det kontinent i verden med den højeste økonomiske vækst.

Hver eneste morgen i Lagos, står ca. 21 millioner indbyggere op til endnu en dag, hvor alle fra forretningsmænd og investorer til frisører og issælgere er med til sætte et højt tempo på væksten i Nigeria. Faktisk går det så hurtigt, at landet i år har overhalet Sydafrika som kontinentets største økonomi.

Det sker under et år efter, at den afrikanske udviklingsbank sendte en rapport  på gaden, der dokumenterede, at Afrika nu er det kontinent i verden med den største økonomiske vækst. Den eftertragtede topplaceringen er resultatet af flere års bemærkelsesværdige vækstrater. En udvikling, som trods den aktuelle ebola-krise i Vestafrika, ser ud til at fortsætte. Ifølge den internationale valutafonds (IMF) seneste opgørelse fra 2014 ligger seks ud af de ti hurtigst voksende økonomier i verden på det afrikanske kontinent.

En stærk vækstcocktail

Også Verdensbanken forudser, at boomet ikke stopper her. Mens landene syd for Sahara i gennemsnit kunne præsentere en vækst på 4,7 procent i 2013, står det tal til at stige til 5,2 procent i år. En udvikling Verdensbanken forklarer med en cocktail, hvor de enkelte ingredienser forstærker hinanden: Stigende udenlandske investeringer kombineret med økonomiske reformer i de afrikanske enkelte lande, der gør det nemmere at være iværksætter og en voksende middelklasse, som har fået flere penge mellem hænderne til forbrug ud over mad til familien.

Mens de fleste lande justerer den måde de opgør deres bruttonationalprodukt på ca. hvert femte år, havde Nigerias statslige økonomer ikke lavet denne øvelse i næsten to årtier. Særligt inden for de sidste par år har e-handel, tele- og kommunikationsbranchen og musik- og filmindustrien boomet i det vestafrikanske land. Alene Nollywood – Nigerias svar på Hollywood – er anslået til at omsætte for over 600 millioner dollars om året. De nye industrier har nu løftet Nigeria til en 24. plads over verdens største økonomier. På niveau med Belgien, Østrig og Argentina.

Hele kontinentet skal med

Selvom de seneste tal viser, at Nigerias økonomi er vokset med 12,7 procent fra 2012 til 2013, lever 60 procent af landets befolkning dog stadig for under en dollar om dagen. Også når man ser på hele kontinentet, er det stadig ikke alle, der mærker den økonomiske vækst, selvom antallet af mennesker, der lever under FN’s fattigdomsgrænse er faldet fra 51 til 39 procent.

Da den afrikanske udviklingsbank udnævnte Afrika til verdens hurtigst voksende kontinent, pointerede forfatterne til rapporten derfor samtidig: ”Udfordringen er at imødegå den fortsatte ulighed, så alle afrikanere, inklusiv dem, der lever i isolerede landområder, belastede kvarterer og skrøbelige stater også får mulighed for at nyde godt af den økonomiske vækst. En inkluderende og bæredygtig vækstagenda er nøglen til at mindske uligheden.”

Afrikanske højdespringere

I år ligger seks afrikanske lande på top ti over verdens hurtigst voksende økonomier, flere kommer dog fra et lavt niveau, hvilket forklarer at der kan være stor forskel på, hvilke lande der ligger øverst på IMF’s årlige World Economic Outlook Database.

De 10 hurtigst voksende lande er pt: Sierra Leone, Mongoliet, Chad, Turkmenistan, Østtimor, Den Demokratiske Republik Congo, Mozambique, Elfenbenskysten, Republikken Congo og Myanmar.

Afrika under forandring

Afrika har på bare et årti gået i gennem en historisk udvikling – fra at være præget af fattigdom, sult og konflikter til i dag at være det kontinent i verden med størst økonomisk vækst. Verdens Bedste Nyheder sætter sammen med DI fokus på de positive fremskridt, der stadig er i fuld gang over det meste af Afrika. Besøg udstillingen Afrika under forandring i Industriens Hus i oktober og november.

Karoline Rahbek

Chefrådgiver og redaktør

Karoline Rahbek er uddannet i kommunikation og dansk på Københavns Universitet. Hun har tidligere bl.a. rejst verden rundt og dækket projekter for WWF Verdensnaturfonden som redaktør og været med til at starte MSC op i Danmark. Hun skriver især om virksomheders rolle i at rykke kloden i en mere bæredygtig retning.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.