29. september 2024
Kvinderne får et solidt fodfæste i forskerverdenen
Forskningen er i forandring. Flere kvinder vælger at blive forskere, og det kan være med til at belyse oversete emner i forskningsverdenen.
Vi nærmer os, at halvdelen af verdenens forskere er kvindelige. Foto af Artem Podrez fra Pexels.
En forsker. Mange forstiller sig måske en gammel, hvid mand i kittel, og i lang tid var det billede heller ikke langt fra sandheden. Forskning har i årevis været domineret af mænd, men i dag er det ikke længere tilfældet.
I forskerkredse nærmer vi os nemlig ligestilling mellem kønnene. Det viser en stor undersøgelse fra det hollandske analysefirma Elsevier. Andelen af aktive, kvindelige forskere i verden steget fra 28 til 41 procent i løbet af de sidste 20 år.
Mere ligestilling i forskerverdenen kan være med til at normalisere mere forskellighed blandt forskerne. Det kan betyde, at man får flere perspektiver fra folk med forskellige baggrunde blandt andet i forhold til etnicitet, økonomi, religion, alder eller køn. Forskellene bidrager til et mere ægte billede af den verden, vi lever i, og det betyder, at forskningen bliver mere nuanceret, forklarer Jens Peter Andersen. Han er seniorforsker ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og har undersøgt kønsforskelle i forskning.
”Man sætter spørgsmålstegn ved andre ting som kvinde, end man gør som mand,” siger han.
Hvis ikke vi har forskelligheder blandt forskere, kan vi nemlig risikere, at der er blinde vinkler, man slet ikke opdager.
Friskt fokus på konkrete problemer
Jens Peter Andersen fortæller, at de forskellige baggrunde gør, at der kommer mere fokus på emner, som historisk set har haft en tendens til at blive underprioriteret:
”Kvindelige forskere er mere opmærksomme på emner, der rammer kvinder,” siger han.
Han uddyber, at kvinder oftere har mere fokus på ligestilling. Det kan man se ved, at de for eksempel har mere fokus på, at der er en blandet testgruppe, når der skal afprøves nyt medicin. Det er vigtigt, så vi også er klar over, hvordan kvindekroppen reagerer på de nye lægemidler, inden de ryger ud på markedet.
Vi skal selvfølgelig fejre, at ligestillingen er steget i forskningsverdenen, men vi skal stadig huske, at kampen ikke er slut endnu, pointerer Jens Peter Andersen. I undersøgelsen fra Elsevier kan man nemlig også se, at der især er mangel på kvindelige forskere på de naturvidenskabelige områder.
Jens Peter Andersen tror dog på, at hvis der kommer flere kvinder ind i forskningen, kan de være med til at inspirere andre:
”Andre kan forestille sig en fremtid indenfor forskning, når der er nogen at se op til,” siger han.
●Ligestillingen blandt forskere er høj i mange lande. Den laveste fra undersøgelsen var Egypten, som har 30 procent kvindelige forskere. I Indien er det 33 procent af forskerne, som er kvinder. I Sydafrika er det 44 procent, og i Argentina og Portugal topper de med 52 procent kvindelige forskere.
●På verdensplan starter lige mange drenge og piger i grundskole.
Seneste
22. september 2024