Mål 5

Ligestilling mellem Kønnene

Vi skal opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder.

Halvdelen af verdens befolkning er af hunkøn, men denne halvdel kan ikke altid leve og bidrage på lige fod, fordi kvinder ikke alle steder har samme rettigheder og muligheder som mænd. Det femte verdensmål sigter mod, at al diskrimination og vold mod kvinder og piger skal standses overalt i verden, og at kvinderne skal have lige rettigheder til ressourcer som land og ejendom, at deltage i det politiske liv, og ikke mindst bestemme over deres egen krop – heriblandt retten til selv at bestemme, hvor mange børn de vil have, og hvornår.

En af de ting, man kan gøre i praksis for at give kvinder bedre rettigheder er at forbyde børneægteskaber, så unge piger har en chance for at uddanne sig til andet og mere end blot at blive mødre. Stadig flere lande sætter ind mod børneægteskaber, og andelen af ekstremt unge brude falder langsomt i verden. I 1990 blev omkring 12 procent af verdens piger gift, før de var 15 år gamle, og det skete især i Afrika og Asien. I dag er tallet faldet til 7 procent, og det hurtigste fald er sket i det nordlige Afrika. Dette viser, at det er muligt at ændre ved gamle traditioner, selv i meget traditionelle samfund.

Verdens kvinder gør sig også langsomt mere og mere gældende i politik. I 2016 steg antallet af kvinder i verdens parlamenter til 23 procent. I 2006 var tallet kun 17 procent. Men med den nuværende hast vil det stadig tage 45 år, før kvinder og mænd fylder lige meget i parlamenterne.

Læs mere om Verdensmål 5 på Verdensmål.org.