Analyse: Farvel til dødsstraf

Sidste år forsvandt den sidste fange fra dødsgangen i det vestafrikanske land Sierra Leone. Den dødsdømte havde tilbragt over otte år på gangen, men fik sin straf omstødt til en livstidsdom. Siden er der ikke blevet udstedt nye dødsdomme.

Sierra Leone står ikke alene. Færre og færre lande henretter sine borgere, og verden har aldrig været tættere på et globalt forbud. Da Amnesty International i 1977 indledte sin globale kampagne mod dødsstraf, havde kun 16 lande forbudt henrettelser ved lov. I dag, over 35 år senere, har 140 lande afskaffet dødsstraffen enten ved lov eller i praksis. Sidste år udførte kun 21 lande henrettelser.

Tendensen kan ses i alle dele af verden. Selv om USA stadig fastholder brugen af dødsstraf, var der sidste år kun ni stater, der henrettede fanger. Det er fire stater færre end året før, og i år blev Maryland den 18. stat, der afskaffede dødsstraffen. I Sydamerika forekommer der i dag ingen henrettelser. I Asien afstod blandt andet Singapore fra at eksekvere dødsdomme, og myndighederne overvejer at revidere lovgivningen på området.

I Afrika har, udover Sierra Leone, Benin og Ghana taget de første skridt til en afskaffelse af dødsstraf. I Europa er Hviderusland regionens sidste bøddel.

Nogle fortalere for dødsstraf peger på, at den er nødvendig af hensyn til retsfølelsen, dvs. man søger at tilfredsstille offerets families eventuelle ønske om hævn, eller man mener, at dødsstraf skaber en form for moralsk balance efter en grov forbrydelse. Andre mener, at truslen om henrettelse virker afskrækkende på forbrydere, selvom ingen undersøgelse kan dokumentere, at brugen af dødsstraf forebygger kriminalitet. I USA har stater med dødsstraf ikke færre mord end stater uden, og i Canada er antallet af mord blevet halveret siden afskaffelsen af dødsstraf i 1975.

Det går i stigende grad op for regeringsledere over hele verden, at dødsstraf ikke alene er en dyr form for straf (bl. a. på grund af længere retssager) og ikke virker kriminalitetsforebyggende, men at det også er en skamplet på samfundet.

Dødsstraf er den ultimative krænkelse af retten til liv og dertil oftest diskriminerende, fordi den bruges uforholdsmæssigt ofte over for fattige og minoriteter.

Uanset hvor godt et lands retssystem er, vil der altid være en risiko for at dømme uskyldige, og i lande med dødsstraf betyder det en risiko for, at uskyldige henrettes. Modsat andre straffeformer udelukker henrettelser muligheden for, at man efterfølgende kan rette op på justitsmord.

De lande, der ligger i top, når det kommer til henrettelse af sine borgere, er ofte lande, hvor retssystemet halter, hvad angår retfærdighed og gennemsigtighed, og hvor menneskerettighederne er under stærkt pres. Kina, Saudi-Arabien og Iran er oplagte eksempler. Brugen af dødsstraf hænger dermed ofte sammen med andre menneskerettighedskrænkelser som tortur, mishandling og dybt uretfærdige retssager. Den 22. oktober sidste år blev den 22-årige iraner, Saeed Sedeghi, henrettet. Han var fem måneder forinden blevet dømt til døden for at være i besiddelse af en stor mængde amfetamin. Han mødte aldrig sin beskikkede advokat, der ingen adgang havde til hans sag før retssagen. Ifølge den unge mands familie blev Sedeghi tortureret i fængslet og fik tre tænder slået ud. Han fortalte sin familie, at fangevogterne havde forsøgt at tvinge ham til at tilstå foran et kamera, men at han havde nægtet. Efter henrettelsen blev hans lig sendt tilbage til familien, men myndighederne advarede dem imod at afholde en offentlig begravelse.

Iran er sammen med Kina, Irak, Saudi-Arabien, USA og Yemen med i den lille gruppe af lande, der i dag tegner sig for langt hovedparten af verdens henrettelser. At dødsstraffen er på retræte i så mange andre dele af verden, skyldes i høj grad, at det er lykkedes at få de fleste af de lande, der påberåber sig retten til at dræbe egne borgere, til at fremstå som pariaer i det internationale samfund.

Det er sket via en aktivistisk udenrigspolitik, hvor EU’s udenrigsministre, når de mødes med udenrigsministre og regeringsoverhoveder fra lande med dødsstraf, stædigt påpeger og kritiserer det problematiske i brugen af dødsstraf. Europa har som dødsstraffri region – med undtagelse af Hviderusland -fået en vigtig rolle som fortaler for afskaffelse af dødsstraf i hele verden. Det sker også takket være et FN, der for hver generalforsamling opnår større tilslutning til et verdensomspændende moratorium, dvs. et globalt stop for brug af dødsstraf. Erhvervslivet har også bidraget positivt til afviklingen af dødsstraf.

De seneste år har medicinalbranchen dog haft en sørgelig aktie i eksekveringen af dødsstraf, idet dødelige indsprøjtninger bruges som henrettelsesværktøj i blandt andet USA og Asien. Brugen af dødssprøjter kræver læger eller sygeplejerskers tilstedeværelse og medvirken og har derfor tvunget både medicinalindustrien og lægeforeningerne til at tage moralsk stilling til staters fratagelse af liv.

I 2011 blev den danske medicinalvirksomhed Lundbeck ufrivilligt trukket ind i de amerikanske dødskamre, da myndighederne i Oklahoma begyndte at bruge virksomhedens stof pentobarbital som et af de primære stoffer i den dødssprøjte, der blev brugt til at henrette fanger med. Efter pres tog Lundbeck initiativ til at ændre sit distributionssystem, så det nu er muligt at nægte salg af pentobarbital til de amerikanske fængsler, der udfører henrettelser. Derudover forsøgte Lundbeck at påvirke andre medicinalfirmaer til at følge deres eksempel.

De positive initiativer kan i sidste ende betyde, at det bliver vanskeligt for fængselsvæsenet at skaffe de dødelige stoffer, og kan vise sig effektivt i forhold til at nedbringe antallet af henrettelser. Sidste år måtte Vietnam opgive at rydde dødsgangen, efter at man forgæves havde forsøgt at importere medicin til dødssprøjter. Skærpede sanktioner og flere virksomheder, der siger fra, kombineret med klare udmeldinger fra det internationale samfund, bidrager alt sammen til tendensen. Opbakningen til dødsstraf er faldende. I USA er den de seneste årtier faldet fra 80 til 63 pct. godt hjulpet på vej af nye dna-tests, der har vist, at et stigende antal fanger uskyldigt dømt. Indtil en holdningsændring har forplantet sig til hele verden, må målet være at isolere de lande, der bruger dødsstraf. På den måde bliver et globalt forbud en dag en realitet.