07. februar 2022
Coronanedlukninger medførte ikke frygtet bølge af børnedødelighed
Indtil videre ser det ud til, at verdens restriktioner og nedlukninger som følge af covid-19-pandemien ikke har rullet fremskridtene for børnedødeligheden tilbage.
São Paulo, Brasilien. Foto: CCBY Edward Zulawski
En af de største humanitære succeshistorier i nyere tid er, at verdens børnedødelighed er mere end halveret siden år 2000. Dengang døde 93 ud af hver tusind børn, før de nåede at blive fem år. De seneste tal viser, at dødeligheden i 2020 nåede ned på 37 ud af hver tusind.
Det fremgår af en rapport fra UNICEF, der også ser nærmere på, om de kraftige reaktioner på udbruddet af covid-19 har fået børnedødeligheden til at stige igen i 2020.
Selve sygdommen covid-19 påvirker ikke de fleste børn særlig meget, men ifølge rapporten har der været en reel frygt for, at overbelastede sundhedssystemer, dårligere adgang til hjælp fra jordemødre, færre vacciner mod en række børnesygdomme, og ringere ernæring som følge af pandemien meget vel kunne have medført en kraftig stigning i børnedødeligheden.
Denne stigning er dog ikke sket, viser de foreløbige data. UNICEF understreger, at der er store mørketal, fordi næsten to ud af tre lav- og mellemindkomstlande slet ikke har nogen pålidelige tal for udviklingen i børnedødeligheden over de seneste tre år.
Derfor vil det fulde billede af hele verdens tilstand først tegne sig senere, men der findes allerede nu tal for en række store udviklingslande, og her ser det ikke ud til, at coronakrisen har haft nogen særlig påvirkning på børnedødeligheden. Det gælder blandt andet i Brasilien, Indien, Kenya, Mexico, Mozambique og Sydafrika.
Forklaringen kan ifølge rapporten blandt andet være, at advarslerne er blevet hørt, og at der har været et større fokus på at undgå, at pandemien skulle ramme børnene hårdt. Samtidig kan større fokus på hygiejne også have hjulpet mod spredningen af andre sygdomme.