I dag er humøret tilbage?

”Ja, jeg tænker i hvert fald, at livet går videre. Og jeg er blevet rigtigt glad igen.”

Og når jeg siger 60 år, hvad mærker du så… bare endnu et tal?

”Det prøver jeg at gøre det til… for jeg tænker 60 år!? Det er jo sådan en halvgammel mand!? Og det er jeg jo også, men jeg føler mig ikke som sådan. Rent fysisk har jeg aldrig været i så god form, som jeg er nu. Jeg løber ti kilometer hver søndag og går til cross fit. Og jeg kan også mærke, at den der følelse af tvivl er mindsket over tid, den der: ”Shit, kan jeg finde ud af det her? Afslører de mig lige om lidt?” Tidligere kastede jeg mig ud i ting med totalt bævende hjerte. I dag føler jeg mere, at det nok skal gå. Alderen giver en ro,” siger chefredaktøren, der hen over den næste halvanden times tid fortæller om sit liv, årti efter årti – alt sammen under overskriften: ”Hvad driver Thomas Ravn-Pedersen?”.

0-10 år:

”Jeg havde behov for overblik”

1971, 8 år, flytter med familien til Sejs ved Silkeborg

”Familien var lige flyttet til Sejs med familien, en lille smuk og tryg soveby lige udenfor Silkeborg. Byen ligger ned til Silkeborgsøerne, Gudenåen, alt det dér. Det var en langt mere ubegrænset natur end i København, og jeg havde det sådan: WOW! Der var ”jungle”, som jeg kunne lege i! Byens navn menes at komme fra seks på jysk, sejs, fordi der til at begynde med kun var seks huse i byen. Jeg ville på opdagelse i området, så jeg cyklede rundt på min blå cykel og skrev vejnavne ned på en papirblok med blyant. Jeg tegnede et helt kort med veje, sideveje og tværveje, så jeg vidste, hvor jeg befandt mig. Mindet har på en eller anden måde lagret sig. Måske fordi geografi var mit yndlingsfag – jeg kunne pege hvor som helst på en globus og sige navnet på landet. Jeg har nok også haft behov for overblik, systemer, lister, orden i tingene. Jeg vil ikke sige kontrol, men jeg skal lige vide, hvor jeg er, så jeg kan komme ud… og hjem igen.”

10-20 år:

”Jeg meldte mig til ALT!”

1977, 14 år, ansvarlig for St. Bededagslejr med 250 deltagere fra FDF Østjyllands Distrikt

”Et år forinden var jeg færdig med at være ”væbner” i FDF og blev leder. Jeg fik som 14-årig ansvar for nogen, der var tre år yngre end mig. Det betød, at jeg skulle planlægge weekendture og sommerlejre, og jeg havde det bare sådan: Dét vil jeg være med til, så jeg meldte mig til ALT! ALT OVERHOVEDET! (Den sygdom har i øvrigt fulgt mig resten af livet, og jeg kan stadig tænke: ”Sæt dig på hænderne nu, Thomas, for du skal ikke sige ”ja””). Men vi skulle stå for en weekendtur for 250 deltagere: Lave program og indbydelse, planlægge løb, lejrbål, underholdning… du ved, en fed weekend i telt! Jeg syntes bare, at det var megafedt at planlægge, organisere, få indflydelse. Jeg tænkte ikke videre over, at de andre ledere var meget ældre. Turen gik godt… men et par måneder efter havde nogen påpeget i evalueringen, at jeg da vist var en meget ung leder. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Skulle det da være noget? Jeg havde tidligere også sprunget 2. klasse over, så jeg var nok vant til at være ”yngre”… men jeg havde jo styr på det. Det geniale ved FDF-systemet er, at man får ansvar i takt med, at man er klar til det. Det var dér, at jeg fik min helt grundlæggende lederuddannelse.”

”Filmen vækkede en social bevidsthed”

1979, 17 år, ser en øjenåbnende dokumentarfilm på Silkeborg Amtsgymnasium.

”Under en temauge i 3. G så vi en dokumentarfilm, hvor man følger en skraldevogn, der kører gennem en hvid bydel i Sydafrika. En hvid chauffør med en smøg kører bilen, og han stopper ikke op, når de tre sorte skraldemænd løber ind til husene for at tømme skraldespande. De skal selv løbe bilen op igen. Der er helt sikkert sket værre ting under apartheid, men for mig gjorde filmen med skraldebilen enormt indtryk – nok fordi, det var en scene, som jeg kendte fra Danmark. Det var ikke i orden. I elevrådet fandt vi bagefter ud af, at de solgte sydafrikanske æbler i kantinen, og dem boykottede vi. Kantinemor blev skidesur på os, fordi vi gik og sagde, at man ikke skulle købe Elses æbler. Filmen vækkede en social bevidsthed, der var ny for mig. Jeg kom jo fra en dejligt tryg, småborgerlig opvækst. Nogen boede i store huse, andre i små, men ingen faldt igennem.”

20-30 år:

”Ghana har formet mig… resten af mit liv”

1984, 21 år, Dalun, Nordghana, lever et år alene på savannen i job som koordinator

”Det var første gang i mit liv, hvor der ikke var nogen, der kunne hente mig, hvis noget gik galt. Jeg var lige ankommet til Ghana med en rejseskrivemaskine. Lufthavnen bestod af nogle hegn, som en kødrand af mennesker samlede sig om, når et nyt fly landede. Nogle skulle hente et familiemedlem, andre tilbyde taxa, tredje tage røven på nyankomne fjolser. Sveden haglede af mig. Jeg havde håbet, at nogen ventede med et ”Thomas-skilt”. Så jeg overbetalte taxachauffør for en tur ind til Boligministeriet, hvor min kontaktperson skulle befinde sig. Det gjorde han ikke. Han var rejst til USA aftenen før. Og jeg havde det bare sådan: ”Jeg ANER ikke, hvad der foregår. Jeg er i et fremmed land. Jeg skal være koordinator!”Jeg var ikke panisk, men hold kæft det var hårdt. Også fordi jeg generelt var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne regne med folk. Jeg var slet ikke vant til at få opmærksomhed, fordi jeg var hvid. Det var sådan ”WOW” at prøve at være en minoritet. Alt gik bedre, da jeg fik et hus i Dalun, en lille by, som jeg valgte, fordi den havde adgang til vand. Især min mor var bekymret, når hun modtog breve. Under mit ophold blev jeg overfaldet på et tidspunkt, kørte også galt på motorcyklen (Thomas har et ar på knæet, red.). Hun følte nok, at jeg blev voksen lidt for hurtigt i de år. Jeg skulle klare mig i et land, der bare ikke virkede. Ghana virkede ikke. Der var løse kabler i telefonboksene. Supermarkeder havde måske fem varer – typisk toiletpapir, salt og sæbe. Landet var gået rabundus. Jeg kunne mærke, at det irriterede mig, når jeg så ting, der ikke fungerede: Hvis en bil f.eks. stod forladt og manglede et hjul, så havde jeg det sådan lidt: Få nu fat i det hjul! Jeg havde en utålmodighedslogik. Så jeg blev sat på nogle hårde prøver som koordinator, men det var også megafedt. Jeg var nok drevet af at ville udrette noget. Jeg kunne se, at her er nogle mennesker, som er fattige. Og derhjemme lever vi i overflod. Så vi må kunne hjælpe. Jeg hjalp med at få en masse forsendelser fra Danmark til Ghana. I skolerne var der ikke kridt, ingen kladdehæfter, møblerne var gået i stykker. Jeg var blandt andet med til at skaffe fodbolde, symaskiner og mikroskoper. Alt muligt. Jeg var også ansvarlig for planlægningen af en dæmning, der skulle samle regnvand til omkring 10.000 mennesker. Nogle lokale var søde ved mig og kaldte den ”Lake Thomas”. Haha. Ghana har formet mig helt vildt… resten af mit liv. Også i forhold til min kone (eks-kone, red.), der er antropolog. Hende mødte jeg i Ghana ti år efter.”

30-40 år:

”Det journalistiske produkt, jeg har været mest stolt af”

1996, 33 år, DR Århus, producerer radiomontagen ”Den Tabte Milliard”.

”Jeg arbejdede på DR Østjyllands Radio en eftermiddag, hvor der på fjernskriverrulle fra Ritzau pludselig tikkede et nyhedstelegram ind: ”SC Sørensen indgiver konkursbegæring”. De måtte fyre 800 mennesker. Jeg kan bare huske, at det undrede mig, at et grossistfirma kunne tabe en millard kroner. Det var jo et stort firma med afdelinger i hele Danmark. Så jeg begyndte at følge sagen lidt, men skrev ellers små, kedelige proceshistorier. Pludselig bliver jeg en dag kontaktet af en aktionærerne, der vil høre, om jeg vil vide mere. Jeg havde det bare sådan: ”Ja!”. Og så fik jeg tips til, hvad jeg skulle lede efter. Det viste sig, at bankerne havde været alt for villige til at give lån og kreditter. Også langt mere end bestyrelsen og aktionærerne havde godkendt. Så det var faktisk bankernes skyld, at det var gået galt. Det var simpelthen uretfærdigt! De havde lavet en slags roulettespil. Ham der stod for det troede virkelig på, at han havde opfundet en pengemaskine. ”Den Tabte Milliard” var nok det journalistiske produkt, som jeg har været mest stolt af. Den blev udgivet som CD i en bog om radiomontager, genudsendt utallige gange af DR og kan nok stadig høres på Bonanza.”

”Jeg er far for evigt”

1996, 34 år, Roskilde Amtssygehus, far for første gang (!)

”At blive far for første gang til Frida er nok det vildeste øjeblik i mit liv. Også til de andre børn, men det der med pludselig at være noget. For evigt. Jeg er far for evigt. Når jeg tænker på, hvad der har drevet mig i mit liv, så er jeg nødt til at sige, at jeg har villet gøre alt for mine børn. Det kan man jo også kalde en drift.”

40-50 år:

”Min karrieres største stormvejr”

2004, 41 år, Roskilde Festival, ansvarlig for ”Muren i Roskilde” som kommunikationschef for Folkekirkens Nødhjælp.

”Året forinden var Israel begyndt at bygge den høje mur, men de kunne ikke blive enige om grænsen til Palæstina. Israelerne placerede flere steder muren, så det faktisk påførte en humanitær krise for en masse palæstinensere, der blev afskåret fra deres marker og arbejde, så de pludselig skulle køre 100 km udenom en mur. Nogle unge spurgte mig, om Folkekirkens Nødhjælp ikke skulle bygge en mur på Roskilde Festival – sådan en slags installation med teksten: ”Make Peace, Not Walls”. Så kunne folk skrive deres underskrifter på muren og støtte Palæstina. Jeg syntes, at sloganet lød lidt blødt, men det gik helt amok og blev en kæmpe succes. Der var underskrifter overalt på muren, folk skubbede til hinanden for at finde plads på muren. Internationale bands lavede også underskrifter. Men det blev også min karrieres største stormvejr. Vores event fremkaldte 24 avisledere i Danmark. 21 af dem fordømte Folkekirkens Nødhjælp. Den israelske ambassade brokkede sig over, at vi politiserede. En masse blev vrede og meldte sig ud af Folkekirkens Nødhjælp. Dansk Folkeparti ville have os af Finansloven. For mig var det vildt at opleve, at noget der bare var dokumentation af uretfærdighed kunne blive sådan en kæmpe skandale. Hver morgen var der telefonstorm. Og jeg var da også nervøs for, om jeg havde været med til at sætte Folkekirkens Nødhjælps gode navn over styr? Men når jeg tænker tilbage i dag… på de unge og deres idé med muren, som jo var mit ansvar… jeg ville gøre det hele igen. For jeg synes, at det var rigtigt. Og det virkede jo i forhold til at skabe dialog og fortælle: Her er faktisk nogle mennesker, der er blevet begået en uretfærdighed overfor. Dem skal vi hjælpe.”

Artiklen fortsætter efter billedet

”Et gearskifte i mit forhold til Afrika”

2008, 46 år, med til at oprette African Youth Panel

”Anders Fogh havde startet en Afrika-kommission, som skulle arbejde med unges beskæftigelsesmuligheder i Afrika. Med få undtagelser var alle over 40 år gamle i kommissionen, og vi var så nogle stykker i det, der dengang hed ”NGO Forum”, som sagde: ”Hvorfor får vi ikke nogle unge afrikanere med? Hvorfor er det kun en masse gamle mænd?” Så gennem Folkekirkens Nødhjælp og NGO Forum var jeg så med til at samle ungdomspanelet ”African Youth Panel”. Vi samlede en masse unge ledere fra mere end 30 afrikanske lande. Unge fra NGO’er, virksomheder, alt muligt. Obama havde lige vundet valget, og jeg var i den tid helt euforisk. Jeg troede, at det ville ændre hele verden. Nogle af de unge afrikanske ledere sagde dog: ”Ja, og hvad så?” De fik nok desværre ret… Men African Youth Panel fik senere forlænget sin støtte og kørte i 12-14 år. Vi fik blandt andet de unge ledere til New York og FN og til Bruxelles og EU, hvor deres stemmer blev hørt. At møde de unge afrikanere var et gearskifte for mig i min relation til Afrika. For jeg følte: ”Yes! Nu køres den næste generation endelig i stilling”. Det Afrika, som jeg havde kendt i min ungdom, var i høj grad de gamle mænds styre. Nu var der en bevægelse mod, at vi kun hjalp til med at åbne døre og samtidig sagde til afrikanerne: ”I er in charge”.”

50-60 år:

”Vi er lillebitte… men dén aften var vi i EU!”

2015, 53 år, Verdens Bedste Nyheder kommer til EU

”2015 var ”European Year for Development” i EU. Det hørte jeg om og var inviteret til en konference i Bruxelles året forinden, hvor jeg tænkte: Det passer som fod i hose! Bæredygtighed! Nu kommer Verdensmålene! Vi laver konstruktiv journalistik! Måske kan vores idé sælges? Pludselig blev vi kørt i stilling til, at alle 28 lande skulle have en Verdens Bedste Nyheder-avis på deres eget sprog. Det var bare for vildt. 21 lande lavede morgenuddeling på gaderne – præcis som vi gør i Danmark. Det var stort at opleve, at Verdens Bedste Nyheder var med til at introducere Verdensmålene i alle de her lande. På bagsiden af aviserne trykte vi ikonerne for alle Verdensmålene. Det hele sluttede med en event i Luxembourgs opera. Fine folk fra hele Europa mødte op. Folk på ambassadørniveau, statsledere, kommissærer. Og en video blev vist, der gennemgik højdepunkter fra ”European Year for Development”. Verdens Bedste Nyheder var med i filmen fire-fem gange. Efter operaen kørte vi ud til reception på et lille slot, lidt udenfor byen. Vi var i en kortege, der fik lov til at køre over for rødt! Verdens Bedste Nyheder er lillebitte… men lige dér var vi i EU!”

Galleri: Verdens Bedste Nyheder i EU (artiklen fortsætter under billederne)

”Vores måde at tænke på blev bemærket”

2016, 53 år, FN’s hovedkvarter i New York, Verdens Bedste Nyheder er vært for den første globale kommunikationsevent for Verdensmålene.

”I 2016 var Lykketoft formand i FN – det udnyttede vi til at sige: ”Skulle FN ikke lave en konference om, hvordan vi får spredt Verdensmålene?” Lykketofts kabinet syntes om idéen, så vi tog derover og fik fløjet gæstetalere ind fra andre lande. Under konferencen tænkte jeg, at det var løgn, da jeg så de tre logoer side om side: FN, Europakommissionen, World’s Best News. Jeg holdt oplæg om, hvorfor håb er vigtigt. Og hvorfor det med konstruktive nyheder og Verdensmål som mission fordrer, at man er nødt til at tro på, at vi allerede har noget, der virker. Noget, vi kan bygge videre på. Oplægget fik positiv respons, fordi mange udviklingskommunikatører er vant til at sige: ”Her er 2 millioner børn, der ikke er blevet vaccineret. Her er nogen, der ikke er kommet i skole”. Der fortælles typisk om alle manglerne i verden. De er ikke vant til at sige: ”Hey, vi er faktisk i gang med at løse nogle problemer”. Jeg vil ikke sige, at vores måde at tænke på sidenhen er blev samlet op… men den blev i hvert fald bemærket. Det var  stort.”

Artiklen fortsætter under billedet

”2 + 2 kan blive til 7”

2022, 59 år, starter otte partnerskaber op med Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU). Børn & unge skal lære om bæredygtighed i skolen.

”Vi har samlet 78 forskellige uddannelsesaktører, der skal stå for at få bæredygtighed ind i uddannelsessystemet. Og jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at Verdens Bedste Nyheder er med i det. For vi er er åndsbeslægtede i måden, vi selv er blevet født på. Vi har en masse interessenter, og det kan være vildt bøvlet, men det kan også være megastærkt og give en kæmpe legitimitet at sige: ”Vi har folk med fra erhvervslivet, civilsamfundet, FN, myndighederne – men vi er en neutral platform”. Det med at samle en masse interessenter er en følelse, jeg husker helt tilbage fra tiden som 21-årig i Nordghana, hvor jeg kunne sige: ”Du har styr på vandforsyningen! Du kan bygge dæmninger! Hvad med, at I sætter jer sammen?” Hvis jeg skal nærme mig, hvad der egentlig driver mig som menneske, så er det nok det dér med, at 2 + 2 kan blive til 7. Jeg kan huske, at Ugeavisen København engang havde mottoet: ”Hvorfor være bange for at løbe panden mod en mur – hvem siger, at muren holder?” Det motto passer nok også godt til mig, for nogle gange er jeg tosset naiv… men andre gange er der jo en sprække!”