Den gode nyhed er også konstruktiv

Når man på et redaktionsmøde foreslår at lede efter en løsning frem for at udrede problematikken, eller man ønsker at gå i dybden med fremskridtet frem for tilbagegangen, kan man sagtens risikere, at kollegerne får morgenkaffen galt i halsen.

Det konstruktive fortællegreb har i lang tid været svært for landets journalister at acceptere, fordi journalistens DNA ofte betyder, at man med pandelampen på leder efter problemer og med de sort-hvide briller på finder skurke og de dertilhørende ofre. Konsekvensen er ofte en unuanceret fortælling.

Derfor er det i den grad opløftende at læse ”Håndbog i konstruktiv journalistik”, skrevet af Cathrine Gyldensted, mangeårig journalist på bl.a. DR og Radio24syv, og Malene Bjerre, lektor på Danmarks Journalisthøjskole.

Myterne om den konstruktive journalistik

Bogen lægger ikke op til en jubeloptimistisk definition på, hvad konstruktiv journalistik er og kan gøre. Og netop denne pointe er vigtig, så det ikke løber afsted med én. I stedet tager bogen et tiltrængt opgør med, hvad forfatterne kalder myterne om den konstruktive journalistik.

Det er ikke et uvæsentligt forsvar, fordi den konstruktive journalistik i disse år er under stor beskydning for netop at glide let og elegant henover den virkelighed, der tages under journalistisk behandling. Kritikken går ofte på, at genren kan ende som mikrofonholderi for magthaverne, ikke forholder sig objektivt til virkeligheden eller lægger låg på konflikterne.

Det er myter, som bogen fint tilbagebeviser ved at argumentere for, at den dygtige konstruktive journalistik stadig er kritisk og at det, som en journalist kalder sin naturlige kritiske tilgang, i praksis oftere er en negativ forhåndsindstilling og dermed ikke en nysgerrig og afbalanceret tilgang, der åbner op for at se på løsninger også.

Man skal være konstruktiv – også på forsiden

Bogen er først og fremmest vigtig læsning, fordi den tager den konstruktive journalistik alvorligt. For som bogens forfattere rigtigt nok pointerer, findes der blandt landets medier en del gode eksempler på historier med et konstruktivt fokus. Det være sig indslaget i slutningen af en nyhedsudsendelse eller på side 10 i dagbladet med folkeskoleklassen, der bager kager og donerer pengene til et godt formål. Men skal man tage den konstruktive fortælleform alvorligt må den rykkes frem. Helt frem på forsiden.

Her kommer læseren med på en god tur rundt i medielandskabet, hvor det netop er lykkedes at arbejde konstruktivt på den journalistiske første række også. Fra den prisvindende fotograf Jan Grarup, der har lært at lede efter motiver med optimisme, når han rapporterer fra verdens brændpunkter over til Asbjørn With, der i 2013 modtog Cavling-prisen for sin dækning af Rebild-sagen. Her havde han fokus på, hvordan kommuner i fremtiden kan undgå lignende svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede.

En af bogens vigtigste argumenter serveres af netop Asbjørn With. Nemlig hvorfor det på et højere plan er vigtigt at arbejde med at være konstruktiv. Han giver udtryk for, at journalistik alt for ofte er negativ støj, der efterlader befolkningen med mistillid til både systemet og journalisterne. Og netop det sidste er en pointe, som undersøgelser bakker op om. Journalister svømmer rundt blandt de erhvervsgrupper, befolkningen stoler mindst på – på lige fod med ejendomsmæglere og politikere.

Tag den ansvarlige hat på

Netop diskussionen om, hvordan journalisten forbedrer sit forhold til læsere, lyttere og seere, er bogen ikke bange for at tage fat på. Forfatterne vil noget mere end blot at levere en Sådan-skriver-du-konstruktivt-guide. Selvom værket netop er en håndbog og de konkrete anvisninger dermed er på sin plads, klæder det bogen at lægge op til debat og refleksion over, hvordan journalistikken bliver bedre til at tage ansvar.

For som Gyldensted og Bjerre skriver i indledningen, ved den konstruktive journalistik godt, ”at der findes fejl, svigt og misbrug i verden, men den fastholder, at der samtidig er udvikling, vækst og muligheder. På den måde gør den verden større”.  

Bogen lægger flere gange op til, at det er den konstruktive journalistiks opgave at skabe relationer til modtagere og få dem til at engagere sig. Og det er en pointe, flere forskningsprojekter også peger på; modtagere klikker i højere grad på konstruktive historier.

Mindre detektiv, tak!

Ligeledes gribes der ud efter de dybe psykologiske forklaringer på, hvorfor man som journalist kan have svært ved at lede efter løsninger. Og her bliver det for alvor spændende som læser. Bogen bevæger sig elegant fra et metaplan til et mere konkret plan. Fra de samfundsmæssige perspektiveringer til hvordan den enkelte journalist kan udfordre sig selv ved at udvide repertoiret af spørgsmål.

Herunder hvilke spørgsmål, man skal stille til sin kilde for at skabe mere refleksion og give historierne dybde. En af bogens bedste pointer er, at journalisten bør bevæge sig væk fra den klassiske, tilbageskuende detektivrolle, hvor man ved hjælp af hv-spørgsmål udreder, hvad der er sket. Men er det ikke netop journalistens rolle at iklæde sig Sherlock Holmes-kostumet, vil mange sikkert indvende.

Det er det til tider, er bogens svar. Men forfatterne opfordrer samtidig til, at man finder antropologens og forskerens teknikker frem. Antropologen kigger også tilbage, men i stedet for klassiske spørgsmålsteknikker, udreder han sammenhænge, relationer og mønstre. Forskeren derimod kigger fremad ved at afdække muligheder, scenarier og hypoteser, og hun undersøger dermed muligheden for at ændre en situation og måske fremme en ny virkelighed.

Denne sammenligning med andre arbejdsteknikker er en yderst interessant måde at udfordre journalisten til at lede efter nye sammenhænge og større perspektiver end hvem, hvad og hvor.