01. november 2020

Fem store sejre for verdens vacciner

Coronaudbruddet har fået os til at diskutere vaccine som aldrig før. Hvis det lykkes at stoppe pandemien med en vaccine, bliver det endnu et kapitel i en enorm succeshistorie, hvor vacciner har ladet millioner af mennesker slippe for nogle af de allerværste sygdomme.

En dreng i Vietnam bliver vaccineret mod influenza. Foto: CCBY Athit Perawongmtha / CDC Global

En dreng i Vietnam bliver vaccineret mod influenza. Foto: CCBY Athit Perawongmtha / CDC Global

Verdens første vaccine var mod sygdommen kopper. I dag er sygdommen nærmest er glemt, dengang var den meget frygtet, fordi den slog omkring hver tredje smittede ihjel, og efterlod de overlevende vansirede af dybe ar. I 1796 fandt den engelske læge Edward Jenner ud af, at man bliver resistent mod koppevirus, hvis man bliver smittet med en anden og mindre farlig slags koppevirus. Den første vaccine var skabt, og antallet af koppetilfælde begyndte at styrtdykke. I 1980 blev sygdommen erklæret udryddet.

POLIO

En anden af de helt store plager i menneskehedens historie, der er slået tilbage af vaccine, er polio. Sygdommen kaldes også børnelammelse, fordi poliovirus hovedsagelig angriber børn under tre år, som i mange tilfælde enten dør eller efterlades permanent lammet. I halvtredserne og tresserne blev der udviklet effektive vacciner, og i dag er antallet af poliotilfælde faldet med 99,99 procent. Polio er lige på nippet til at blive helt udryddet, men der er stadig et par tilfælde hvert år, så kampen fortsætter.

MÆSLINGER

Mæslinger er en anden stor sygdom, der er blevet slået tilbage af vaccineringskampagner. Der dør stadig 197.000 mennesker af mæslinger hvert år, men hvis vi ikke havde vaccine mod sygdommen, ville dødstallet ligge på omkring 2,7 millioner, vurderer Verdenssundhedsorganisationen WHO.

HJERNEHINDEBETÆNDELSE

I halvfemserne kom der en vaccine mod hjernehindebetændelse, og det har næsten elimineret sygdommen, der kan give varige skader i nervesystemet, fra de rigere lande. I Danmark er sygdommen i dag meget sjælden, og forekommer ifølge Statens Serum Institut mest blandt ældre og børn, der ikke er blevet vaccineret. I udviklingslandene findes sygdommen dog stadig. Her dør 386.000 personer stadig hvert år af hjernehindebetændelse.

STIVKRAMPE

Tidligere var stivkrampe meget udbredt og dødelig, men i dag er den kraftigt på retræte takket være vaccine. Sygdommen smitter gennem sporer af en bakterie, som kan komme ind i kroppen, hvis man skærer eller stikker sig på noget, der ikke er rent. Uden vaccine eller behandling dør en femtedel af de personer, der bliver smittet med bakterien.

DIFTERI

Difteri er en infektion af lungerne, der skyldes en bakterie. Bakterien producerer et giftstof, der kan skade hjertet, nyrerne og nervesystemet, og det kan ende med at slå den smittede ihjel. Siden vaccinen blev indført i 1950, er sygdommen slået tilbage, og efter 1998 har der ikke været et eneste tilfælde herhjemme.

Thomas Gringer Jakobsen

Journalist

Thomas er uddannet fra Journalisthøjskolen. Han har rejst og boet i Indien, Mellemøsten og Latinamerika og har været tæt på både ildfluer i regnskoven og lossepladser med bjerge af brændende affald. Blandt yndlingsemnerne er naturbevarelse, krig og fred, klima og ny teknologi.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.