
10. august 2025
Flere lande i Afrika vinder kampen mod smitsom blindhed
Senegal og Burundi er nu med i rækken af afrikanske lande, som har elimineret øjensygdommen trachom, der har gjort næsten to millioner mennesker blinde.
ruffraido, iStock.
Senegal har netop opnået en milepæl i deres kamp mod den smitsomme øjensygdom, trachom, der i værste fald kan medføre blindhed. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har landet formået at eliminere øjensygdommen, så den ikke længere udgør et folkesundhedsproblem.
Og Senegal er ikke alene. Det er faktisk det fjerde land i år, der er lykkes med at eliminere trachom, efterfulgt af Burundi, Papua Ny Guinea og Mauritius. Ifølge WHO’s tal har 25 lande nu elimineret sygdommen på verdensplan siden 2011.
Trachom er også kendt som øjeklamydia, fordi den er en afart af klamydiabakterien og går officielt under navnet, Chlamydia trachomatis.
Sygdommen starter som en kløe i øjet, men bliver du smittet gentagende gange uden behandling, vil kløen blive mere smertefuld, fordi dine øjenvippehår bliver trukket ind i øjet og ridser din linse, hver gang du blinker. Sker det nok gange, kan du få ridset dit øje til blindhed.
Sygdommen smittes typisk ved dårlig hygiejne, fysisk kontakt eller fluer, hvilket har gjort, at over 1,9 millioner mennesker verden over er blevet blinde.
Selvom sygdommen er smertefuld og kan have alvorlige konsekvenser, så er den faktisk ret nem at forebygge med god adgang til rent vand og grundig øjenhygiejne – og bliver du smittet, kan sygdommen behandles med antibiotika.
Fattige er mest udsat
Trachom er, hvad WHO kalder for en negligeret tropisk sygdom, også kendt som NTD, altså neglected tropical diseas. NTD’s er kategoriseret ved, at de får mindre opmærksomhed end andre globale sygdomme såsom malaria eller hiv/aids, og at de rammer verdens mest fattige og marginaliserede mennesker.
Trachom er da også særligt udbredt i de fattigste og mest afsides områder i Afrika, hvor der er svær adgang til rent vand, hygiejnen er utilstrækkelig, og hvor infrastrukturen er dårlig.
Derfor har WHO siden 1996 haft en særlig strategi mod trachom, der går under navnet SAFE-strategien, hvor organisationen har kortlagt, hvilke områder øjensygdommen er mest udbredt. Det er foregået ved, at sundhedspersonale og NGO’er har rejst til de afsides områder og talt smittetilfældene.
Derudover har de undervist lokalbefolkningen i, hvad trachom er, og hvordan sygdommen kan forebygges blandt andet med grundig ansigtsvask. De har også implementeres bedre adgang til rent drikkevand, uddelt millionvis doser antibiotika, og så har de udført øjenoperationer på de mennesker, der har været værst ramt.
Fra millioner til meget få
SAFE-strategiens resultater har for alvor vist sig de seneste år. I Senegal alene har regeringen behandlet 2,8 millioner mennesker for trachom, hvor de i samarbejde med WHO har uddelt over 4,2 millioner doser antibiotika, udført 30.000 øjenoperationer og uddannet 45 trachomkirurger.
I Burundi skal vi ikke længere tilbage end til 2010 for, at 2,5 millioner mennesker i landet var smittet med trachom. I dag er tallet så lavt, at sygdommen vurderes som elimineret.
Derudover er antallet af mennesker, der har behov for antibiotisk behandling i Afrika faldet med 51 procent siden 2014 – helt præcist fra 189 millioner til 93 millioner.
Så selvom Afrika er det kontinent, der er hårdest ramt af trachom og står for 90 procent af alle smittetilfælde i verden, så sker der markante fremskridt i kontinentet.
●Trachom udgør et folkesundhedsproblem i 32 lande verden over.
●WHO definerer blandt andet, at trachom er elimineret når under 0,2 procent af befolkningen over 15 år er smittet. Det er cirka ét smittetilfælde ud af 1.000 borgere.
●103 millioner mennesker lever i områder, hvor de er i højrisiko for at blive smittet af trachom og i sidste ende kan blive blinde.
●I 2024 modtog over 87.000 mennesker øjenoperationer mod trachom og over 44 millioner fik behandling med antibiotika.