09. februar 2020
Hollandske aktivister vinder kæmpe klimaretssag
Efter en årelang proces slår Højesteretten i Haag nu fast, at Holland skal arbejde hårdere for at reducere sine drivhusgasudledninger, fordi klimaforandringerne truer hollændernes liv og menneskerettigheder.
Hollandske klimaaktivister demonstrerer i Haag. Foto: Fossielvrij NL CCBY
Hollandske klimaaktivister har vundet en monumental retssag over den hollandske regering. Næsten otte år efter at de første akter blev indgivet i sagen, faldt dommerhammeren lige før jul i højesteretten i Haag over regeringen: Holland skal med det samme skrue op for hastigheden i arbejdet med at sænke sine CO2-udledninger.
Striden har handlet om, hvor meget Holland skal sænke sine drivhusgasudledninger ved udgangen af 2020 i forhold til niveauet af emissioner i 1990. Den hollandske regerings oprindelige plan var en reduktion på 17 procent ved udgangen af 2020. Det synes klimaorganisationen Urgenda og Højesteretten ikke er ambitiøst nok i forhold til Hollands mål om at reducere udledningerne med 49 procent i 2030:
”Essensen af højesteretsafgørelsen er, at den hollandske stat er forpligtet til at reducere drivhusgasemissioner med mindst 25 procent i forhold til emissionerne i 1990,” udtaler Edgar du Perron, der er pressedommer ved den hollandske Højesteret. ”Det skal gøres inden udgangen af 2020”.
Hollandske klimaaktivister demonstrerer i Haag.<br /> Foto: Fossielvrij NL CCBY
Dommen viser vejen
Afgørelsen bliver set som et kæmpe skridt for de aktivister, miljøorganisationer og borgere, der verden over prøver at gå rettens vej for at skubbe regeringer til at øge indsatsen mod klimaforandringerne. Aktivister fra en lang række lande, fra Indien til Belgien, og fra Pakistan til Colombia har de sidste år trukket deres ledere i retten over deres klimaarbejde. En del sager er ikke afsluttede endnu, og i en del sager har domstolene afvist aktivisternes argumenter. Så sent som i januar afviste en amerikansk domstol et sagsanlæg mod regeringen fra 21 unge, der mente, at den forfejlede klimapolitik var et brud på den amerikanske forfatning.
Derfor er den hollandske dom et lyspunkt for dem, der prøver at gå rettens vej for klimaet.
”Tak til Urgenda for at sikre en enorm juridisk sejr for klimabeskyttelse!” skrev Jennifer Morgan, der er direktøren for Greenpeace International, på Twitter. ”Det her er en advarsel til alle nølende regeringer: Gør noget nu, eller vi ses i retten.”
Også FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, Michelle Bachelet, hilser dommen velkommen.
”Dommen er en milepæl, der viser en klar vej frem for bekymrede borgere i Europa – og verden over – til at starte klimasagsanlæg for at beskytte menneskerettighederne, og jeg hylder til de civilsamfundsorganisationer, der igangsatte sagen,” skriver hun i en erklæring.
Klimaforandringerne truer menneskerettighederne
Det er tredje gang siden 2015, at sagen er for retten, og hver gang har retten givet Urgenda ret og dømt, at Holland skal hæve klimaambitionerne.
Højesteretten understreger i sin afgørelse, at stater, gennem sine internationale aftaler, har et ansvar for at gøre sit for at stoppe klimaforandringerne.
”Ifølge Højesteretten er hvert land ansvarligt. Også Holland,” siger pressedommer Edgar du Perron. ”Et land kan ikke undslippe sin forpligtelse ved at argumentere for, at andre lande gør for lidt.”
Seneste
22. september 2024