04. maj 2025

I Ghana viser et drengeakademi præcist hvor magisk en kraft fodbold er på kontinentet

Små ghanesiske drenge drømmer om at blive professionelle fodboldspillere. Dét bliver kun de færreste, men bolden kan alligevel give sparket i retningen af succes.

Foto: Forrest Walker on iStock.

På en solrig eftermiddag i Juapong, øst for Ghanas hovedstad Accra, trækker lyden af støvleknopper på det grønne græs og latter fra børn gennem den varme og fugtige luft. Fra drengenes sovesale kommer James C. Nortey stille og roligt gående. Han kigger fra side til side og ser de forskellige generationer af Right to Dream-elever rende rundt. Han ved, hvad der venter de unge. Han har selv stået midt på disse baner, før han rejste til USA og blev professionel fodboldspiller. Nu er han vendt hjem.

Det hele foregår på Right to Dream, et fodboldakademi i det østlige Ghana, hvor unge fra underprivilegerede baggrunde bor, går i skole og træner fodbold på højt niveau. Her bliver både karakter, kulturforståelse og fællesskab prioriteret lige så højt som det sportslige talent.

Som Head of Academic Care and Culture på Right to Dream-akademiet i Ghana er James ansvarlig for mere end lektier og karakterudvikling. Han er et levende bevis på, at akademiet virker – og en central figur i at forberede nye generationer på livet uden for Ghanas grænser.

“Jeg ville være den storebror, jeg selv havde brug for dengang. En, der kunne sige: ‘Det her er svært, men du klarer det’,” siger han smilende, mens han læner sig tilbage i sin klapstol, der bruges til at nyde de nærliggende kampe.

Fodboldens kraft i Ghana

Fodbold er mere end sport i Ghana – det er liv, identitet og fællesskab. Fra gaderne i Accra til skolebanerne i Juapong spiller børn med hvad som helst, der kan trille. De elever, der spiller i dette øjeblik, drømmer sikkert om at blive den næste Michael Essien eller Mohammed Kudus, og fodbolden giver håb, hvor mulighederne måske er få.

Right to Dream bygger videre på den drøm. Akademiet blev grundlagt i 1999 af den tidligere Manchester United-spejder Tom Vernon og ligger i bjergene nær Juapong. Her bor og træner omkring 90 elever ad gangen i et miljø, der kombinerer elitefodbold, karakterudvikling og skolegang på højt niveau.

“Vi kalder dem ‘student athletes’, fordi uddannelsen kommer først,” fortæller akademiets CEO, Alex Asiedu.

En personlig rejse mod karakter og kultur

James Nortey har selv været en af de elever, som han nu ser spille kamp i spænding. Som 14-årig rejste han til USA på stipendium, gik på high school, spillede collegefodbold og blev senere udtaget til den amerikanske fodboldliga MLS (Major League Soccer, den højeste professionelle fodboldliga i USA). En skade satte en stopper for karrieren, men rejsen formede ham.

“Det sværeste var ikke fodbolden. Det var kulturen, det sociale. Jeg skulle lære at navigere i et nyt samfund – og stadig være mig selv,” forklarer han og vinker til en elev fra Right to Dream International, der er på besøg i Ghana.

I dag bruger han sin erfaring til at guide elever, der står over for samme rejse. Når Right to Dream sender unge til USA – typisk til en af de over 70 partnerskoler og universiteter – begynder et forløb med kulturforståelse, personlig forberedelse og samtaler om, hvad det vil sige at flytte langt væk.

“Vi underviser i karakter. Ikke som et fag, men som en måde at være menneske på. Eleverne vælger deres egne værdier – som integritet, respekt eller mod – og lærer at leve efter dem,” fortæller James.

Flagene i Right to Dreams spisesal symboliserer akademiets tilstedeværelse i Danmark, Ghana, Egypten – og snart også i USA. Foto: Bjørn Etone Broni Jensen.

En ny bro til USA

USA er blevet en vigtig destination for mange Right to Dream-elever, men fremtiden bringer også nye formater. I takt med at fodbolden vokser i USA – både på ungdoms- og professionelt niveau – har Right to Dream valgt at etablere et nyt akademi i San Diego. Det åbner i efteråret 2025 og akademiet bliver til det nye MLS-hold: San Diego FC – på samme måde som Right to Dream er i den danske klub FC Nordsjælland.

Det er endnu uvist, hvilken rolle akademiet i San Diego kommer til at spille for eleverne i Ghana. Men det markerer en vigtig udvidelse af Right to Dreams globale tilstedeværelse og deres ambitioner om at udvikle fodboldkultur og karakterdannelse i nye kontekster.

“Når vi ved, at en elev skal til USA, bruger vi seks-syv måneder på at forberede dem. Vi underviser i alt fra, hvordan high school fungerer, til hvordan man håndterer nye normer og svære samtaler,” forklarer James.

At bygge mennesker – ikke bare spillere

Akademiet i Ghana rekrutterer hvert år tusindvis af børn – kun de færreste kommer gennem nåleøjet, en proces som de i San Diego skal igennem til efteråret. Men for dem, der bliver optaget, er det ikke slutmålet, men begyndelsen. For ud af 100 elever bliver måske kun to professionelle. Derfor fylder det menneskelige mindst lige så meget som det sportslige.

“Vi arbejder med hele barnet. Når nogen mister modet, taler vi med dem. Når nogen svæver højt, trækker vi dem ned på jorden. Det er det, karakter handler om,” siger James, som har rejst sig fra den behagelige lænestol for at få et bedre udsyn til kampen bag de tårnhøje træer.

Eleverne deltager i mentorforløb, fodboldturneringer for lokale børn og workshops i alt fra teknologi til samfundsansvar. Mange vender senere tilbage som rollemodeller og ansatte – ligesom James selv.

I dag er over 150 tidligere elever blevet professionelle fodboldspillere, heraf mere end 40 landsholdsspillere. Men for akademiet handler succesen også om de 95, der er sendt på uddannelse i USA – og om de mange, der går videre i livet med stærke værdier og en tro på sig selv.

“Det handler ikke om at give tilbage. Det handler om at give videre,” siger James og laver en hurtig 360’er med bolden.