Kampagneleder efter COP30: Klimatopmøderne kommer ikke til at redde os. Men derfor kan de godt levere fantastiske resultater

Da kampagneleder Oliver de Mylius i slutningen af november rejste til endnu et klimatopmøde – denne gang i den brasilianske regnskovsby Belém – var hans største håb, at ministre og statsledere fra verden lande ville komme hjem med en køreplan for udfasning af fossile brændsler. Det var også Danmarks og EU’s ambition at komme hjem med netop en sådan køreplan. Allerede for to år siden til COP28 i Dubai var verdens lande blevet enige om at verden skal omstille sig væk fra olie, kul og gas. Nu skulle den beslutning kunne udmøntes i en konkret køreplan. Men det lykkedes ikke.

Jeg har spurgt den erfarne klimatopmødedeltager fra Mellemfolkeligt Samvirke om, hvorfor køreplanen aldrig rigtig kom op at køre – og hvilke veje frem, der så er nu.

Oliver, lykkedes det ikke at blive enige om en konkret vej ud af sort energi?

”Kun dem der sidder i forhandlingslokalerne ved præcist hvorfor man ikke kunne blive enige. Men alt tyder på at kløfterne mellem det globale nord og det globale syd var for store, og i stedet for at kunne finde et kompromis og en vej frem, var klimatopmødet fra starten præget af ultimative krav, røde linjer og trusler om at udvandre. Ikke det bedste forhandlingsklima, og resultatet blev derefter. Og indrømmet – det ER svært at nå et ambitiøst resultat, når alle lande verdens lande skal finde sammen i en konsensusløsning. Heriblandt lande som tjener styrtende på at hive ny olie, kul og gas op af jorden.

Så er håbet slukket nu?

”Nej. Når én dør lukker sig, så er der nogle gange en anden der åbner sig. Selv om vi ikke fik den ambitiøse aftale for fossil udfasning vi kunne have ønsket os, så så vi en stærk koalition af næsten 90 lande, der stod skulder ved skulder om at presse på for et farvel til fossile brændsler. Heriblandt Danmark. Den koalition havde ikke held eller dygtighed til at få forhandlet en løsning hjem – men de står tilbage som en stærk gruppe af lande, som vil samme vej. De lande behøver ikke vente på næste klimatopmøde – de kan være den ”coalition of the willing” som går forrest og sætter retningen i dag.

Samtidig bidrog det brasilianske formandskab for klimatopmødet med en alternativ løsning. De tog på sig at drive en proces frem mod næste klimatopmøde, der skal fortsætte dialogen om fossil udfasning, og blandt andet indebærer et topmøde i Colombia i april i 2026. Det bliver spændende at følge den bevægelse.

I Danmark er vi lige nu i gang med at forhandle et nyt mål på plads for klimaloven, og her kan vi oplagt levere vores bidrag ved at stoppe med at give nye olielicenser, ligesom vi kan forbyde vores banker og pensionskasser at hælde penge i fossile selskaber, der trodser Parisaftalen med nye fossile projekter.”

Hvad var den største sejr så på netop dette klimatopmøde?

”Bortset fra den ”delsejr” det var, at vi trods alt fik lagt sporene til en proces for fossil udfasning, og fik set de knap 90 lande slå sig sammen – så var der to andre områder, der er værd at fejre.

For det første lykkedes det at lande en aftale om at andelen af de penge som går til klimatilpasning skal tredobles. Det er vigtigt, for det har været notorisk svært at få verdens rige lande til at bruge penge på klimatilpasning, som bl.a. kan inkludere kystbeskyttelse, innovative landbrugsmetoder, o.lign. Tiltag der beskytter de mest udsatte befolkningsgrupper mod klimaforandringer, men som ikke altid involverer en god business case for dem, der leverer pengene. Derfor er det stort, at en aftale nu er landet, selv om den stadig rummer mangler og eksempelvis gerne skulle have haft en tidligere deadline for hvornår pengene skal falde end det vedtagne mål på år 2035.

En anden sejr handler om det der kaldes ”just transition”. Her lykkedes det verdens lande at blive enige om et forpligtende globalt samarbejde for at sikre retfærdighed i den grønne omstilling. Det handler bl.a. om tiltag, der kan skabe jobsikkerhed og beskyttelse af rettigheder for de udsatte befolkningsgrupper, der kan komme i klemme, når lande skal omstille deres energisektor, landbrug, m.m. Det kan blive en afgørende faktor i at beskytte udsatte gruppers basale rettigheder, og samtidig skabe bedre forudsætninger i landene for at foretage de nødvendige reformer.”

Det var også et klimatopmøde med en del dramatik uden for selve forhandlingslokalerne?

”Hele COP30 var malerisk indrammet af Amazonas, så det var tydeligt for alle, hvad der var på spil. Og så gik det heller ikke stille for sig da oprindelige folk fra Amazonas stormede klimatopmødet i en protest mod krænkelsen af deres folks rettigheder og udnyttelsen af deres land i regnskoven. Eller da der udbrød brand på klimatopmødet, og alle de mange tusinde deltagere måtte evakueres. Jeg sad på daværende tidspunkt med to erfarne COP-deltagere som i første omgang ikke fortrak en mine, da folk omkring os råbte ”brand” og vagter kom løbende med skumslukkere. Til sidst måtte også disse stoisk rolige mennesker lade sig evakuere. Ingen kom alvorligt til skade.”

… Og hvad så nu?

”Vi skal følge processen for de knap 90 lande, der kan danne fortrop i kampen for fossil udfasning, og vi vil i spænding følge den proces som Brasilien har lagt op til og topmødet i Colombia til foråret.

I Danmark skal vi følge forhandlingerne om klimaloven og dermed få syn for sagen for, hvor ambitiøst Danmark vil kaste sig ind i klimakampen de kommende år.

Og når det gælder klimatopmøderne skal vi huske på, at de kan levere fantastiske resultater når de er bedst. Når alle lande kan finde fælles fodslag og træffe ambitiøse beslutninger, som man gjorde med vedtagelsen af Parisaftalen. Men samtidig skal man ikke sætte sin lid til at klimatopmøderne skal redde os – der er usandsynligt meget klimapolitik der ikke kan vedtages til de to uger til klimatopmøder, når de store olieproducerende lande sidder med ved bordet, men som alle vi andre kan presse på for alle årets andre 50 uger.”