17. februar 2020
Analyse: Kampen for LGBTI-personers rettigheder viser, at alt er muligt
To skridt frem og ét tilbage. Sådan bølger kampen for at være den, man er og elske den, man vil – uanset køn. Men historien viser, at også her vil kærligheden sejre.
Prideparaden i København 2019. Foto: Lauge Eilsøe-Madsen
Kan du virkelig ændre verden? Det har mange engagerede borgere sikkert spurgt sig selv om, og et blik ud på verdens udfordringer og uretfærdigheder kan formentlig hurtigt afføde et nedslående svar. Men kampen for LGBTI-personers rettigheder er et eksempel på, at verdens gang kan ændres af helt almindelige mennesker, der tager uretfærdighed personligt. Der er på få årtier er sket enorme fremskridt – ofte fulgt af tilbageskridt andre steder. Se blot på de markante LGBTI-sejre (og nederlag) det seneste år:
I maj 2019 blev Taiwan det første land i Asien, der tillader ægteskab mellem to af samme køn. Landets forfatningsdomstol havde afgjort, at et forbud mod homo-ægteskaber var forfatningsstridigt. Også Ecuador og Nordirland tog sidste år skridtet til at legalisere homo-ægteskaber, og ser man mod det afrikanske kontinent, så fjernede for eksempel både Botswana og Angola forbud mod homoseksualitet.
Men samtidig med fremskridt på lovgivningsområdet nogle steder, så gik det den forkerte vej andre steder. Kenyas højesteret besluttede i maj 2019 af fastholde en lov mod homoseksuel sex, der kan give op til 14 års fængsel. Og Brunei besluttede, at de 10 års fængsel, som homoseksualitet hidtid kunne udløse i det sydøstasiatiske land, ikke var i tråd med landets ønske om Sharialov – og indførte i stedet dødsstraf. Udviklingen i Brunei rummer dog også et eksempel på, at international fordømmelse og protester kan gøre en forskel. I kølvandet på Bruneis udmelding om Sharialov og dødsstraf til homoseksuelle (og i øvrigt også for utrosskab og fødsel uden for ægteskabet) lagde FN pres på landet for at revidere loven, som blev kaldt “ond og umenneskelig”. Også skuespilleren George Clooney, der flere gange før at taget teten som menneskerettighedaktivist og er gift med menneskerettighedsadvokaten Amal Alamuddin, skrev et åbent brev til offentligheden med en liste over de hoteller, som sultanen af Brunei ejer, og opfordrede til boycott. Og samme måned som borgerne i Taiwan kunne fejre de nyvundne rettigheder for homoseksuelle, meldte Bruneis regering ud, at man i det mindste ville undlade henrettelser for homoseksualitet – indtil videre.
I maj 2019 blev Taiwan det første land i Asien, der tillader ægteskab mellem to af samme køn. Landets forfatningsdomstol havde afgjort, at et forbud mod homo-ægteskaber var forfatningsstridigt. Også Ecuador og Nordirland tog sidste år skridtet til at legalisere homo-ægteskaber, og ser man mod det afrikanske kontinent, så fjernede for eksempel både Botswana og Angola forbud mod homoseksualitet.
Vigtige sejre for LGBTI-personers rettigheder er de seneste år vundet i lande, som har homofobi dybt indlejret i samfundet. Det giver håb for, at det også kan lykkes mange andre steder i verden. Foto: CCBY Stock catalog
Et kig til Østeuropa viser også, at forandring er mulig selv de steder, hvor homofobi er rodfæstet dybt i samfundet, hvis nogen – vedholdende – arbejder for det. Ifølge Amnesty International gik kun 70 LGBTI-aktivister på gaden, da den første pride i Baltikum blev afholdt i 2005 i Letlands hovedstad, Riga. De blev til gengæld mødt af over 2000 moddemonstranter, og flere af pridens deltagere blev angrebet. Ti år senere var tallene vendt rundt, da mere end 5000 mennesker deltog i priden i Riga – og modstanderne kun kunne mønstre cirka 40 moddemonstranter. Og da der sidste år blev afholdt Baltic Pride i Litauen deltog over 10.000 mennesker i festen. Den slags forandring kommer ikke af sig selv. I den mellemliggende periode havde lokale LGBTI-aktivister – ofte støttet af internationale aktivister og organisationer – stædigt kæmpet for deres ret til at være dem, de er, uden at blive mødt med fordømmelse og diskriminerende lovgivning. Med livet som indsats og den samme vekslen mellem fremgang og tilbageskridt som kendetegner kampen over hele verden. Få måneder efter sommerens pride-festligheder i Litauen, blev den fremtrædende lokale LGBTI-organisation Lithuanian Gay Leagues udsat for flere brandattentater rettet med både organisationens hovedkvarter og lederens private hjem.
Selv når vi i Danmark ofte fremhæver, at vi var den første nation i verden der i 1989 gav homoseksuelle ret til at blive viet på de danske rådhuse (frisindet ramte i den sammenhæng først kirkerne i 2012), så var det få år tidligere ikke en selvfølge, at Axel Lundahl-Madsen og Eigil Eskildsen den 1. oktober 1989 kunne sige ja til hinanden og til at træde ind i historien som verdens første homoseksuelle ægtepar. Indtil starten af 1930erne var sex , og i flere årtier var det en udbredt opfattelse herhjemme, at homoseksualitet ligefrem kunne smitte. Den stigmatisering som mange homoseksuelle tidligere blev mødt med i Danmark (og i nogle miljøer stadig bliver) er i dag ofte virkeligheden for transkønnede.
Men forandringens vinde blæser som bekendt altid, både herhjemme og ude i verden. Trods uhyrligheder som nyindført dødsstraf i Brunei og attentater mod aktivister mange steder på kloden, så viser den globale udvikling, at man kan tage kvantespring for menneskerettighederne, når mennesker siger fra og viser vejen frem. Så kan du forandre verden? Det er der slet ingen tvivl om.
'Sådan holdt Danmark op med at hade homoseksuelle'
