Kvinder laver skrald til levebrød

På øen Matemo sidder Jamila Sumaela helt koncentreret og saver små stykker ud af en kokosnøddeskal. Hun skærer dem i former som bogstaver og hytter, som hun polerer, så de er glatte og rare at røre ved. Stykkerne bliver samlet til armbånd og halskæder i varme brune farver.

De andre kvinder saver og skærer i gamle klipklapper. Kvinderne finder klipklapper og affald, som er skyllet op på stranden, og genbruger det til at lave farvestrålende smykker i bohemestil, som bliver solgt i lokale butikker og på hoteller. Faktisk har de solgt så meget, at de ikke kan finde flere klipklapper på strandene i Matemo. I stedet får de sendt gamle klipklapper fra de andre øer og fra byen Pemba på fastlandet.

”Ved at rense strandene for affald bidrager kvinderne til at bevare det marine økosystem og lærer samtidig, hvordan man både kan beskytte havets ressourcer og tjene penge. Når drivtømmer og klipklapper hober sig op på strandene, må havskildpadderne kæmpe for at nå frem til deres redepladser. Samtidig har de små nyudklækkede unger, som i forvejen er truet af en lang række rovdyr på deres første rejse mellem reden og vandkanten, svært ved at nå sikkerhed i havet, når de først skal igennem bunker af affald,” fortæller Maj Manczak, der er seniorrådgiver i WWF Verdensnaturfonden og ansvarlig for projektet i Mozambique.

Kvinderne på Matemo lever af havet omkring dem, men dynamitfiskeri og fiskeri med myggenet har gjort indhug på fiskebestanden. Fiskene er blevet mindre og færre, og der er færre østers og muslinger end tidligere. Derfor har WWF sat ind med miljøundervisning og træning i bæredygtige fiskerimetoder, blandt andet østersrotation, hvor man deler østersbankerne op og kun høster østers i et bestemt område i en vis periode. På den måde sikrer man, at østersene når at vokse sig store i de andre områder, og at der bliver flere af dem.

Men det er også nødvendigt at skabe andre indtægtskilder. Sammen med den lokale organisation AMA har WWF derfor været med til at oprette låne-sparregrupper, hvor kvinderne er blevet trænet i simpel regnskabsføring og forvaltning af lån. Det har dog ikke været helt nemt at starte gruppen.

”I begyndelsen var der meget mistillid. Mange troede, at pengene ville blive stjålet af mændene,” fortæller Malata fra AMA.

Uddannelse i demokrati

Låne-sparegruppen har anskaffet en trækasse med to hængelåse. Ét medlem er ansvarlig for at have kassen hjemme hos sig mellem møderne, og to andre har hver sin nøgle til hængelåsene. Hver uge mødes kvinderne for at betale til gruppen og samtidig indbetaler de cirka én krone til en social kasse. Pengene fra den sociale kasse hjælper kvinderne i nødstilfælde for eksempel med udgifter til en begravelse.

Låne-sparelånegruppen kører i fastsatte perioder, hvor kvinderne sparer op, låntagerne betaler renter og til sidst tilbagebetaler lånene. Når perioden er slut, mødes kvinderne og fordeler puljen mellem sig, hvorefter en ny periode starter.

I dag er en mærkedag, da kvinderne skal fordele de opsparede penge inklusiv renterne fra de lån, som er givet. Kvinderne er klædt i ens kapulanaer, den traditionelle klædedragt. Mødet indledes med en bøn, og pengekassen bliver åbnet efter alle kunstens regler. I 2011 har kvinderne fordelt pengene fem gange, og det er blevet til i alt 1250 meticais, knap 230 kroner til hver.

”Kvinderne bruger opsparingen på ting til husholdningen, uddannelse og sundhedstjenester for hele familien. En gruppe kvinder har investeret i at bygge et værksted, hvor de bedre kan arbejde, og drømmer videre om at få en rigtig butik, hvor de kan sælge deres ting. På den måde kan kvinderne langsomt forbedre levevilkårene for dem selv og deres familier,” fortæller Maj Manczak.

Nogle gange skal der ikke mere end 30 kroner til for at starte en lille virksomhed, så låne-sparelånegrupperne er populære. De kræver ikke opstartskapital, de er selvhjulpne og finansielt bæredygtige og konceptet er simpelt at kopiere. Maj Manczak besøger jævnligt projekterne i Mozambique, og hun ser også andre fordele udover den økonomiske gevinst:

”Kvinderne er med i hele processen og ser, at alt sker på gennemsigtig vis. Samtidig lærer de at læse, regne og skrive, hvilket gør dem økonomisk uafhængige og får dem til at stille krav om øget indflydelse i hjemmet og samfundet i øvrigt. Så det er faktisk også en slags uddannelse i demokrati,” konkluderer Maj Manczak.

Artiklen er blevet til på baggrund af reportagerejse og research af Malene Wiinblad.