14. september 2025

Lykkeforskere har talt: Verden er blevet lykkeligere

Glæde og håb for fremtiden stiger verden over – og det ser ud til, at både penge mellem hænderne og tillid til andre er opskriften på lykke.

Foto: Alex Alvarez på Unsplash

Du hører det hele tiden: Endnu en krig starter, det står sløjt til med klimaet, og unge mistrives. Det hele kan virke meget dystert og trist, og der kan være god grund til at være modløs og trist.

Men på trods af det føler en stadig stigende del af verdens befolkning sig faktisk lykkeligere.

En median på 33 procent vurderer deres nuværende liv og forventninger til fremtiden som gode. Det viser den seneste undersøgelse fra World Happiness Report.

Den væsentligste grund er, at flere lande har fået bedre leveforhold, men også at de fleste mennesker faktisk er mere venligere, end vi går og tror.

Og det er en positiv fremgang, siger Christian Bjørnskov, økonomiprofessor og lykkeforsker hos Aarhus Universitet.

”Den positive overraskelse er, at vi kan se, at folks lykke er steget meget over de sidste 20 år, og at det er gået ret godt fremad for verden som helhed,” siger han.

En median er det midterste tal i en talrække. Hvis der er et ulige antal tal, er medianen tallet i midten. Når World Happiness Report taler om en global median på 33 procent, betyder det, at i det land, der ligger midt i rækken af alle lande, svarer cirka en tredjedel af befolkningen, at de er tilfredse. Med andre ord er halvdelen af verdens lande under dette niveau – og halvdelen ligger over.

Hvordan måler man lykke?

Lykke ser ikke ens ud på tværs af lande. Derfor er det heller ikke folks oplevelse af lykke, man måler i World Happiness Report, men livstilfredshed, ifølge World Happiness Report. 1.000 mennesker i 142 bliver bedt om at vurdere deres livstilfredshed på en skala fra nul til ti.

Bedre levestandarder

De sidste årtier er millioner af mennesker blevet øftet ud af ekstrem fattigdom, og når folk ikke længere skal bekymre sig om at have råd til mad, medicin eller husleje, skaber det en grundlæggende tryghed og potentielt lykke.

Det er især lande i Latinamerika og Østeuropa, hvor økonomien har fået et boom.

”For 30 år siden var Polen meget fattigt, men i dag har de faktisk fået samme levestandard som i Syditalien og Portugal. Det samme gælder Pakistan, Nigeria og Cambodja, hvor befolkningen som helhed også er blevet markant mere velstående.”

Men den økonomisk vækst er ikke kommet alene. Den hænger nemlig sammen med, at mange samfundet samtidig har fået stærkere institutioner – som bedre retsvæsen og mere ytringsfrihed.

En median på 81 procent af verdens befolkning vurderer nu, at de er tilfredse med deres personlige frihed.

”Det hele er en stor, sammenhængende proces. Når man får bedre institutioner, når folks liv og deres ejendomsret er beskyttet bedre, så kommer der også anderledes investeringer, der kommer mere gang i økonomien, og folk får bedre jobs.”

Tillid gør os gladere

Men velstand er ikke den eneste grund til, at vi er blevet lykkeligere. Tillid til vores medmennesker spiller også en rolle.

Det er af samme grund, nordiske lande år efter år placerer sig i toppen af lykkelisten. I år ligger Finland igen på førstepladsen, mens Danmark ligger på en andenplads.

”Tillid er ret vigtigt for lykke. Som danskere tænker vi ikke over det, fordi vi sammen med nordmændene har verdensrekord i tillid. Vi går i supermarkedet og er ikke bekymrede for, om vi får de rigtige penge tilbage, eller om nogen har brudt ind i vores bil, mens vi har været derinde,” siger Christian Bjørnskov.

I mange lande har man ikke samme grad af tiltro til, at bilen står, hvor man forlod den, når man vender tilbage fra en indkøbstur.

Årets lykkerapport viser dog, at folk er langt flinkere, end man skulle tro. Forfatterne har taget udgangspunkt i et studie på tværs af 40 lande, hvor punge blev smidt for at se hvor ofte de vendte tilbage til ejeren. Og her viste det sig at halvedelen faktisk vælger at levere pungen tilbage. Jo flere penge der lå i pungen, desto større sandsynlighed var der for, at den blev afleveret igen.

Og hvordan hænger det så sammen med lykke? Christian Bjørnskov peger på to ting:

”Det hænger sammen på to måder. Tillid gør, at der er bekymringer, som vi ikke behøver at have. Det gør folk lykkeligere. Men også, at der faktisk er større muligheder for sociale relationer med mennesker, som ikke behøver være ligesom os,” siger han.

Så selvom verden måske føles værre, end den har gjort førhen, viser rapporten altså, at langt flere føler sig optimistiske omkring fremtiden, og Christian Bjørnskov ser positivt på udviklingen:

”Jeg tror, lykken kommer til at stige i det meste af verden. Der er meget, der tyder på, at store dele af verden vil være bedre stillede og mere demokratiske om 20 år,” siger han.