12. marts 2013
Lyserøde telefoner styrker Cambodias kvinder
Oxfams ’ pink phone project’ hjælper kvinder i Cambodias landdistrikter med at holde styr på høsten, handlen, helbredet og vejret.
Hun er 22 år, gift og har en søn. Tidligere måtte Som Phalla gå adskillige kilometer hen til lægen, når hendes dreng var syg. I dag har hun en mobiltelefon, og derfor kan hun blot ringe og få råd af lægen, når hendes barn er utilpas. Hun er én af tre kvinder i hendes landsby, der har modtaget en lyserød telefon.
Med telefonen følger ligeledes et ansvar for at dele information med resten af lokalsamfundet, så oplysninger om vejret, sundhed og meget andet kan komme flere familier til gode.
De lyserøde mobiltelefoner skal hjælpe til at skabe bedre forhold for kvinder i Cambodias Kampong-provins.
Via telefonerne får kvinderne oplysninger, der hjælper dem til at vide, hvornår de skal høste og hvordan vejret ser ud den kommende tid. Hvordan de kan spare penge og lave forbedringer i deres hjem. Hvordan de får solgt afgrøderne fra deres marker til en ordentlig pris, og hvordan de sikrer deres børns sundhed.