Med GPS sikrer Andoa-folket deres territorium i Ecuadors rengskov

Det tager en time i et lille bitte fly at nå frem til Andoa-folkets territorium nær grænsen til Peru. Eller adskillige dagsrejser ad floder i en trækano.

Her langt inde i Ecuadors regnskov har det lille indianske folk brugt et GPS-kursus og den tilhørende teknologi til at få anerkendt deres rettigheder som folk.

Andoa-folket består af godt 1000 personer fordelt i fem landsbyer. Først for nylig er de blevet anerkendt af den ecuadorianske stat som et folk.

”To ting er essentielle for, at vi kan overleve som et folk. Sprog og territorium. Hvis ikke vi har sprog og territorium, er vi intet,” siger Alexandra Proaño Malavar, forkvinde for Andoa-folkets organisation, NAPE, som vi møder, da flyet lander midt i regnskoven.

Dansk støtte

Gennem en årrække har udviklingsorganisationen IBIS støttet Andoa-folket i et projekt, der handlede om at genvinde selvtilliden som folk ved at styrke deres kulturelle identitet, bevare deres sprog og definere deres territorium.

Ude i Andoa-landsbyerne blev der afholdt GPS-kursus for beboere, som selv opmålte territoriet. Trækanoerne var rundt i hvert hjørne af territoriet, og andoaerne tog præcise målinger.

Umberto Cadena fra landsbyen Pucayaku deltog i kurset. De målinger han var med til at lave, har stor betydning:

”Nu ved vi, hvad der er vores, og hvad der tilhører vores nabo-folk, så vi undgår konflikter,” fortæller han.

Resultatet af GPS-målingerne er, at Andoa-folket for første gang har præcis information om, hvor stort deres territorium er. Umberto Cadena var også med til at kortlægge indholdet af Andoa-territoriet og optegne gode fiske- og jagtsteder, hellige områder og vandfald.

”Det handler ikke kun om kvadratmeter, men om hvilke værdier vores territorium indeholder,” fortæller han.

Også ældre andoaer deltog i GPS-kurset, fordi de kender området bedst. Det lille instrument GPS’en har haft stor betydning for Andoa-folkets politiske kampe:

”Før arbejdet med IBIS, kendte vi ikke vores rettigheder som folk, hverken i forhold til territorium eller uddannelse. Nu ved vi, at vi skal respekteres, at staten skal støtte os og ikke bare lade os være et glemt folk her langt inde i junglen,” udtaler Alexandra Proaño Malavar.