07. september 2011

Mindre røg i køkkenerne i Peru

Flere end tre milliarder mennesker verden over tilbereder deres mad på åbne ildsteder af kul, træ eller affald fra dyr. Røgen giver dødelige luftvejssygdomme. I Peru har nye lavenergi-brændekomfurer i de fattigste landområder reduceret problemet betydeligt.

Den peruvianske husmor Miriam Aguilar Rodriguez’ børn er ikke længere så hyppigt syge, som de tidligere var. Årsagen er, at deres mor har fået et komfur.

Tidligere blev børnene syge af røgen fra det åbne ildsted i køkkenet, som både var madlavningssted og husets varmekilde. Men nu har Miriam Aguilar Rodriguez – ligesom 47.000 andre familier i Peru – nedlagt sit åbne ildsted og i stedet fået et lukket brændekomfur, som udvikler markant mindre røg, der kan genere husets beboere. De nye komfurer kræver desuden mindre pasning end et åbent ildsted og holder langt bedre på varmen i hjemmene, som typisk ligger i 2.500-5.000 meters højde.

FN’s udviklingsprogram og Bill & Melinda Gates Fond har støttet det peruvianske projekt, som siden 2007 har jaget den sundhedsskadelige røg ud af køkkenerne ved at bringe komfurer ud til familier i de fattigste og øde landområder.

Færre syge

De senere års udbredelse af lukkede brændekomfurer har reduceret forekomsten af bronkitis og andre åndedrætssygdomme til det halve af tidligere tiders norm.

Der er dog stadig brug for hjælp. For hvert år mister omkring 1,9 millioner mennesker på verdensplan livet som følge af de forhold, der bliver lavet mad under. Det er dobbelt så mange, som mister livet på grund af malaria. Den sundhedsskadelige røg fra køkkenerne rammer særligt kvinder og børn, som opholder sig meget i hjemmet.

Investeringer i kvinder og piger er, ifølge FN, en effektiv måde at accelerere udviklingen i verdens fattigste lande og en tværgående dimension i at fremme flere af 2015-målene.

”Initiativet har haft en socialt udlignende effekt, som har betydning for mindst fem af FN’s 2015-mål,” siger Rebeca Arias, som er chef for FN’s udviklingsprogram i Peru.

 

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.