22. maj 2022
Nepals næsehorn buldrer frem
For fjerde gang i træk er antallet af næsehorn steget i Nepals nationalparker. Det er en succes for landets strenge men fredelige indsats for at beskytte de tunge dyr.
En kæmpe indsats mod krybskytter og samarbejde med lokalbefolkningen betyder, at det truede indiske næsehorn går fremad i Nepal. Foto: Kedar Bhusal on Unsplash
Hvert femte år sker der noget særligt i Nepal. Efter en bøn til skovgudinden rider karavaner med flere hundrede personer afsted på elefanter til Terai-Duar-området – et naturlandskab med skov, tre meter højt græs og sumpede savanner langs floderne ved foden af Himalaya-bjergene.
Men bortset fra indgangsbønnen er det ikke nogen religiøs rejse. Formålet er nemlig helt lavpraktisk at tælle alle Nepals næsehorn for at finde ud af, om indsatsen for at beskytte dem virker.
Ved seneste optælling i 2021 kom karavanerne endnu engang tilbage med godt nyt: For fjerde optælling i træk er antallet af Nepals næsehorn steget, så der i dag er i alt 752 af de store dyr i landets fire nationalparker. Ved sidste optælling i 2015 var der kun 645. Det viser tal fra Nepals National Trust For Nature Conservation, der er en uafhængig organisation oprettet af Nepals regering i 1982 for at beskytte og bevare Nepals natur.
Nepals optælling
Grafik: Lauge Eilsøe-Madsen
En af de største succeshistorier for naturbevaring
Næsehornene i Nepal tilhører arten indisk næsehorn, der ser lidt anderledes ud end de næsehorn, der findes i Afrika. Blandt andet har de indiske næsehorn kun ét horn, hvor de afrikanske har to. Arten kaldes indiske næsehorn, fordi de engang levede i et bredt bælte i det område, der i dag er opdelt i det nordlige Indien, Pakistan, Bangladesh, Nepal og Bhutan.
I dag overlever de indiske næsten kun i Indien og Nepal. Og selv efter de seneste gode nyheder fra Nepal er der i alt kun cirka 3.700 indiske næsehorn tilbage i verden. Men det er stadig langt flere end tidligere, hvor de var på kanten af udryddelse.
Fremgangen for det indiske næsehorn skyldes en langt større indsats for at beskytte dem mod blandt andet krybskytter, og det har fået blandt andet organisationen Verdensnaturfonden til at kalde indsatsen for en af de største succeshistorier for naturbevarelse i Asien.
Før i tiden levede det indiske næsehorn i et bredt bælte i det sydlige Asien. Nu findes det kun i Indien og Nepal. Foto: Shreyashka Maharjan on unsplash
Beskyttelsens brutale bagside
Medaljen har dog også en brutal bagside, når det kommer til at beskytte naturen. Især, når det kommer til næsehorn, hvis horn er formuer værd på det sorte marked. I Nepals naboland Indien har nationalparkvagterne derfor ordre om at skyde og dræbe krybskytter, hvis de ikke overgiver sig.
Ifølge BBC blev der i 2015 skudt flere krybskytter end næsehorn i den indiske nationalpark Kaziranga, hvor hovedparten af de indiske næsehorn i dag findes. Og selvom det har beskyttet næsehornene, har der også været eksempler på, at uskyldige personer er blevet ramt, fordi de er blevet forvekslet med krybskytter. Samtidig er flere landsbyer blevet tvangsflyttet for at udvide nationalparken, trods indbyggernes protest.
Der er dog også andre måder at beskytte næsehornene på. I Nepal er over 1000 soldater fra den nepalesiske hær udstationeret på 40 baser i landets største nationalpark, og de hjælper parkens personale med at forfølge krybskytter i jeeps, på elefantryg og i speedbåde på floderne.
Men de skyder sjældent. I stedet tager de krybskytterne til fange. Over 150 krybskytter og deres kumpaner er blevet arresteret og har fået domme på mellem fem og 15 års fængsel.
Trods den mere fredelige fremfærd har der også i Nepal været konflikt mellem parkvagterne og de lokale beboere, og kritik af parkvagternes adfærd i nogle tilfælde. Blandt andet af, at vagterne har myndighed til at ransage folks hjem på alle tidspunkter af døgnet.
Men samtidig arbejder parkens vagter sammen med de lokale landsbyboere. Og i stedet for at rydde landsbyer inde i nationalparken giver myndighederne de lokale indbyggere 30-40 procent af indtægterne fra næsehornsturismen til at investere i udviklingen af deres landsby. Og lokale kan også få en individuel dusør, hvis de opdager og fortæller parkvagterne om krybskytter.
