19. oktober 2025
Nu er oceanet ikke for stort at overvåge: ”Flagermus-satellitter” fanger forbryderiske fiskere
I lang tid har forskere ikke rigtig troet på, at beskyttede havområder egentlig beskytter havet. Men nu viser ny satellitovervågning, at fiskeforbud virker.
Bikar-atollen i Stillehavet er nu en del af Marshalløernes første nationale havreservat, som beskytter 48.000 kvadratkilometer hav. Foto: Manu San Félix / National Geographic Pristine Seas.
Hver eneste dag hiver fiskere verden over omkring en kvart million ton fisk op fra bølgerne.
Det betyder, at fiskeriet er en af de helt store årsager til, at livet under vandet er ekstremt presset. Hver tredje fiskede art er overfisket.
En af de vigtigste måder, vi beskytter havets økosystemer på, er såkaldte MPA’er, marine protected areas – altså beskyttede havområder. MPA’erne fungerer ligesom fredede regnskovsområder, hvor naturen får fred for både og fiskenet, så den kan leve på sine egne præmisser, og fiskebestandene kan vokse i fred.
I hvert fald i teorien.
”I virkeligheden bliver de anklaget for kun at beskytte naturen på papiret,” forklarer Jennifer Raynor, der forsker i forvaltning af naturressourcer ved University of Madison-Wisconsin i USA og er ekspert i bæredygtig fiskeripolitik. Hun sidder også i bestyrelsen i NGO’en Global Fishing Watch, der arbejder for at sikre gennemsigtighed i den globale fiskeriindustri.
”De bliver ofte kaldt papirparker.”
Hun forklarer, at i to tredjedele af MPA’er er fiskeri faktisk stadig tilladt. Og i den tredjedel, der så forbyder fiskeri, er det ekstremt svært at håndhæve.
”Så fiskerbåde kan egentlig bare sejle ind og overtræde de her meget strenge forbud,” siger Jennifer Raynor.
Omkring hver femte fisk i verden bliver fanget ulovligt – ikke nødvendigvis fra MPA’er, men i det hele taget. Så derfor regner mange eksperter og politikere med, at områderne også bliver invaderet af illegale fiskere, men Jennifer Raynor understreger, at man faktisk ikke vidste det.
Så det har hun netop undersøgt sammen med en række forskerkolleger.
De brugte en ny metode til at opspore de globale fiskeflåder, hvor de kunne følge bådene med satellitter, selv når kaptajnerne slukker for de lovpligtige GPS-sendere, de skal have ombord. I alt har de undersøgt næsten otte millioner kvadratkilometer af de strengt beskyttede havområder med de offentligt GPS-data – og særligt nærstuderet 700.000 kvadratkilometer med satellitter, der kan finde og registrere alle både over 15 meter.
Og resultatet var overraskende.
“Vi kan se, at de steder, der forbyder industrifiskeri, der sker ulovligt fiskeri overraskende sjældent,” forklarer Jennifer Raynor.
Faktisk var der kun en niendedel så mange fiskerbåde i de strengt beskyttede områder som udenfor.
Samtidig kan satellitovervågningen også bruges af myndigheder og forskere til at sikre flere beskyttede områder i fremtiden mod ulovlige fiskeflåder. Nu er havet ikke for stort at overvåge mere.
”Vi mener, at det er en stor sejr for naturbevarelse,” siger hun.
●FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation har netop opdateret sine tal: 35,5 procent af arterne er overfiskede.
●Omkring 60 procent af fiskede fisk bliver industrielt fisket af store fiskerbåde. Nogle af skibene kan være til havs i måneds- eller endda årevis, hvis de løbende kan aflevere deres fangst til besøgende kølefragtskibe.
Beskyttelsen af koralrevene ved Bikar-atollen er et konkret eksempel på, hvordan den nye globale havtraktat beskytter naturen på bunden af havet. Foto: Manu San Félix / National Geographic Pristine Seas.
Vi presser havet
Og det har vi hårdt brug for.
Verdenshavene er nemlig enormt pressede.
Livet under vand er plaget af blandt andet ekstreme, og voksende, mængder menneskeskabt forurening, stigende havtemperaturer og forsuring, fra klimaforandringerne, larm fra fragtskibe, ”døde zoner” med iltmangel – og altså det industrielle fiskeri, der er en enorm presfaktor.
”Industrielt fiskeri har en enorm påvirkning på havets økosystemer,” siger Jennifer Raynor.
Hvert år hiver fiskere knap 100 millioner ton fisk og andre havdyr i nettet, i runde tal. I ren vægt er det i samme størrelsesorden som verdens samlede kødproduktion af køer, okser, får og geder. Og det er en mængde, vi har halet ind hvert år de seneste tre årtier – og en femdobling i fangst siden 1950’erne.
●Næsten 10 procent af både dyr- og plantearter i havet, der er blevet undersøgt, er i risiko for at uddø.
●Hvert år ender mellem fem og 12 millioner tons plastik i havet.
●Dertil kommer omkring 100 millioner tons opdrættede fisk.
Hvor meget af havet er beskyttet? Og må man virkelig fiske der?
Omkring 9,9 procent af verdenshavene er officielt beskyttede. Men i langt de fleste områder må industrifiskere stadig fiske, i hvert fald nogle perioder, eller efter specifikke arter – i Danmark må fiskere eksempelvis stadig lovligt fiske med trawl, der ødelægger havbunden, i mange store områder, der på papiret ellers er beskyttede.
Så er der strengt beskyttede områder, hvor fiskeri er forbudt. Det gælder for en tredjedel af de 9,9 procent beskyttede områder, i alt 3,2 procent af havet.
Men i slutningen af 2022 besluttede verden på årets store biodiversitetskonference, at verdens natur skal beskyttes bedre, herunder verdenshavene. Et af de store mål er det såkaldte 30×30-mål: At udpege 30 procent af både land- og havområder, som beskyttede områder inden 2030.
”Verdens lande arbejder altså på at oprette flere MPA’er for at nå 30 by 30-målet. Men der er en stor bekymring for, at man simpelthen ikke kan håndhæve de her beskyttede områder, og især ikke hvis der hastigt kommer flere og flere,” forklarer Jennifer Raynor.
”Og hvis man ikke kan sikre, at beskyttelsen virker, er der en reel risiko for, at vi taber pusten og ikke når de globale mål for at beskytte naturen”.
Derfor håber hun og hendes forskerkolleger, at deres nye metode til satellitovervågning kan være med til at fjerne tvivlen om, at de strengt beskyttede områder overhovedet virker.
Fiskerbåde har nemt kunne sejle ind i beskyttede havområder uden at blive opdaget, men med den nye sattelitovervågning skal det være fortid. Foto: Duy Thanh Nguyen / Unsplash
Fiskere skjuler sig
Hvorfor er der behov for at undersøge områderne med satellitter?
Der har altså længe været en forventning om og en frygt for, at store fiskerskibe ikke overholdt reglerne for de strengt beskyttede MPA’er, især fordi de områder faktisk kan være ekstra eftertragtede at fiske i. Det er jo netop her, at fiskebestandene kan få fred til at vokse sig store, så der er potentiale for ekstra store fangster, hvis fiskerne ellers er klar på at overskride forbuddene. Og det er der da også eksempler på, eksempelvis en sag fra 2017, hvor en kæmpe fiskerbåd blev bordet af den ecuadorianske flåde dybt inde i et strengt beskyttet havområde ved Galápagosøerne. Ombord fandt de blandt andet flere end 6.600 døde hajer, herunder flere fredede arter.
Problemet med at overvåge havet er kort sagt, at det er kæmpestort. Det kan tage dage- eller ugevis at sejle et inspektionsskib ud til beskyttede områder, der kan være hundredtusindvis af kvadratkilometer stort.
Derfor bruger myndighederne normalt det såkaldte AIS-system til at spore skibe. Det er GPS-sendere, der sidder på alle slags skibe, og med et par sekunders mellemrum sender et offentlig signal ud, så skibene undgår at kollidere. Men man kan ikke bruge AIS-senderne til at sikre, at MPA’erne ikke bliver invaderet af fiskerbåde, for skruppelløse kaptajner slukker bare for dem, når de sejler over linjerne på kortet.
Faktisk viser forskning, at omkring 75 procent af den globale industrifiskerflåde ikke kan ses med offentlig data fra AIS-senderne.
●Hajfiskerne fik både fængselsstraffe og store bøder.
Her kan man se, hvordan fiskeflåderne – de gule prikker – i stor grad holder sig udenfor de forskellige beskyttede områder ved Great Barrier Reef i Australien. Foto: Jennifer Raynor, Sara Orofino og Gavin McDonald
Flagermussatellitter
Jennifer Raynor understreger, at det ikke betyder, at tre ud af fire skibe ulovligt støvsuger fisk op fra beskyttede MPA’er.
”Der er mange ansvarlige fiskere, og folk skal ikke forestille sig en gruppe outlaws, der gør, hvad der passer dem. I mange områder er der stærke kulturelle normer for naturbevarelse og bæredygtigt fiskeri,” siger hun.
Men altså ikke alle steder. Så Jennifer Raynor og hendes forskerkolleger har altså brugt en masse data fra europæiske satellitter, der har en særlig type radar, der bliver kaldt for SAR – synthetic aperture radar.
Den slags radar fungerer nærmest som en slags ekkolokation, som vi kender det fra flagermus. Satellitten sender et radarsignal mod havet og måler, hvordan radaren bliver reflekteret tilbage og kan på den måde identificere genstande på vandet. Fiskerbådene kan altså ikke skjule sig ved at slukke for deres egne AIS-sendere.
Og forskerne har så analyseret alle radardataene med kunstig intelligens, som de har trænet til at se forskel på fx et rev eller en mole og en båd. Og så har de trænet deres analyseværktøj til at se forskel på fx et fragtskib og en fiskerbåd ud fra fx sejlmønstre, lokation og området, de sejler i.
Og så kunne forskerne se, hvordan der blev fisket i de beskyttede områder. Andre forskere har vist, at der bliver fisket i stor stil i de beskyttede områder, hvor fiskeri stadig er tilladt, men Jennifer Raynors hold har vist, at de strengt beskyttede MPA’er er meget mere fri for fiskerfartøjer.
”Så vi kan se, at der er en masse papirparker, altså de steder, hvor fiskeri stadig er tilladt. Det er jo faktisk falske parker, som man kalder beskyttede områder, men ikke juridisk beskytter mod fiskeri. Men det er mere interessant at kigge på de områder, hvor vi faktisk forbyder fiskeri,” siger hun.
”Og i de områder følger de fleste altså reglerne,” siger Jennifer Raynor.
I Costa Rica er der blevet beskyttet flere havområder, og de viser, hvordan overvågning kan hjælpe havet med at komme sig. Foto: Vincent Branciforti / Unsplash
På vej mod bedre fiskeri
Faktisk bliver satellitovervågningen allerede brugt både ved Galápagosøerne og ved beskyttede havområder ved Costa Rica, hvor myndighederne har oplevet et kæmpe fald i ulovligt fiskeri.
Nu håber hun og hendes kolleger, at flere fiskerimyndigheder vil begynde at bruge SAR til at kontrollere fiskerne.
Systemet er nemlig relativt billigt, og i fremtiden regner Jennifer Raynor med, at det kan overvåge havet i næsten realtid. Lige nu kan man mest bruge det til at identificere fiskerihotspots, hvor man så kan sende inspektionsfartøjer ud.
Jennifer Raynor forklarer, at SAR ikke kan stå alene. Fiskeri er en sektor, der hiver mange milliarder dollars i land hvert år, og ulovligt fiskeri er altså ret udbredt. Derfor er der stadig store økonomiske incitamenter for nogle til at sejle ind i de beskyttede områder for at få en større fisk i nettet. Derfor er der lidt et våbenkapløb mellem de kriminelle fiskere på den ene side og myndigheder, forskere og NGO’er på den anden for at finde metoder til henholdsvis at undgå at blive opdaget og til at beskytte havet.
”Måske vil fiskere begynde at forlade områder, hvor satellitterne flyver over,” siger Jennifer Raynor.”
“Vi kunne se, at mange begyndte at slukke for deres AIS-sendere, eller manipulere dem, så de viser andre lokationer, efter at det kom frem, at offentligheden kunne spore dem.”
Derfor skal der andre værktøjer til overvågning, siger hun, så de forskellige sporingssystemer kan lægges lag på lag for at danne et finmasket net.
Men hun er mere håbefuld efter sin forskning, der slår fast, at strengt beskyttede områder virker.
”Der er en større og større politisk vilje til at beskytte havet, og teknologien giver os bedre og bedre måder til at håndhæve den beskyttelse. Og jeg er optimistisk om, at de politiske og tekniske fremskridt, vi ser nu, kan gøre fiskeriet mere bæredygtigt.”
