02. september 2010
"Nu har jeg et navn"
Uden officielle papirer kan kvinder i Mali hverken rejse frit, få en uddannelse eller være sikre på, at deres børn ikke bliver taget fra dem. Men papirerne koster mere, end de fleste har råd til.
”Det bedste ved at have et identitetskort er, at jeg nu har et navn. Hvis jeg bliver kørt ned af en bil og ligger i en vejgrøft, så vil man vide, hvem jeg er,” siger en ældre kvinde, mens de andre nikker samtykkende. De er samlet i en af de fattigste bydele i Bamako – hovedstaden i verdens fjerdefattigste land, Mali. Fælles for dem er, at de indtil for nylig ikke havde noget papir på, hvem de er.
Når et barn bliver født i Mali, koster det 150-250 kroner at få lavet en fødselsattest. En meget stor sum for en fattig, børnerig familie, der derfor trøster sig med, at barnet nok alligevel aldrig får brug for officielle papirer. Især hvis det er en pige.
98 procent af piger og kvinder i Mali har derfor ingen identitetspapirer. Men uden en fødselsattest, kan man ikke blive indskrevet på en skole. Uden en vielsesattest kan en kvinde blive tvunget til at forlade sit hjem og sine børn på mandens forlangende. Uden et identitetskort kan man ikke stemme, optage mikrolån eller rejse frit i Mali.Kvinder, der bliver anholdt uden papirer, risikerer at vente i ugevis på en formel sigtelse, ofte uden, at deres familier bliver underrettet. Og i politiets varetægt risikerer de at blive udsat for overgreb eller voldtægt.
Siden 2008 har den danske organisation Kvindernes U-landsudvalg i samarbejde med FEMNET Mali arbejdet på at skaffe piger og kvinder de papirer, som er en forudsætning for, at de kan forbedre tilværelsen for dem selv og deres børn.
En af dem er 40-årige Fatoumata Oulougéme. Hun kommer fra en lille landsby, hvor hun blev gift som meget ung. For at få en bedre tilværelse, tog hendes mand hende med til hovedstaden. Han solgte armbåndsure på gaden, hun lidt grøntsager, og de klarede sig nogenlunde. Men så kom mobiltelefonerne. Nu kunne man se klokken på displayet, og ingen havde længere brug for ure. Fatoumatas mand lænede sig tilbage og gav op.
Siden har hun forsørget ham og deres tre børn. Hun har måttet gå 12-14 kilometer til fods hver dag for at sælge en håndfuld grøntsager. Men med et identitetskort i hånden kan hun nu tage minibussen fra Bamako ud på landet, hvor grøntsagerne er bedre og billigere i indkøb, og som hun derfor kan tjene mere på.
Hvis forretningen vokser, som hun forventer, giver identitetskortet hende mulighed for at leje en fast stadeplads på et af byens markeder, hvor politiet ikke længere vil have ret til at jage hende væk. Med tiden kan hun opbygge en fast kundekreds, der kan sikre hende en mere regelmæssig indtægt. Og så er der selvfølelsen:
”Nu er jeg en deltager i samfundet, og jeg vil blive mere respekteret,” siger Fatoumata.
