På 30 år er der sket et enormt fald i antal hiv-smittede i Uganda

På trods af, at 59 procent af alle nye hiv-infektioner i 2021 var i Afrika syd for Sahara, er smitten faldet markant i Uganda.

Tilbage i 1990 var 11,8 procent af den voksne befolkning smittet, og det gjorde Uganda til det land i verden med den største andel hiv-smittede, og landet hvor flest mennesker mistede livet som følge af aids.

Men Uganda knækkede hurtigt smittekurven, og de sidste 30 år er antallet af mænd, der bliver smittet med hiv, faldet med 88 procent, og kvindernes rate er faldet med 60 procent, ifølge en netop udgivet undersøgelse lavet af Uganda Virus Research Institute og London School of Hygiene.

Faldet skyldes blandt andet, at der kom gratis forebyggende behandling af sygdommen i 2004, men bekæmpelsen startede langt tid før medicinen.

”Uganda var et af de første afrikanske lande til åbent at erkende hiv og aids som en sundhedskrise, og det blev startskuddet til en mangesidet og succesfuld indsats for at bekæmpe sygdommen,” siger Susan Whyte, der er professor i antropologi ved Københavns Universitet. Hun besøgte Uganda første gang i 1969 i forbindelse med sit feltarbejde. Siden har hun boet i landet i flere perioder og fulgt hiv-epidemien fra dens begyndelse.

Verdens Bedste Nyheder har taget en snak med hende om sygdommens indtog i Uganda, uligheden, før behandlingen blev gratis, og hvorfor netop Uganda har banet vejen for bekæmpelsen af hiv og aids i Afrika.

Oplysningskampagner

Det første tilfælde af hiv i Uganda blev opdaget i 1982, og få år efter begyndte en massiv oplysningskampagne om sygdommen. ”Der var en grundlæggende opfattelse af, at sygdommen var en trussel mod landets udvikling og ikke bare et sundhedsproblem,” forklarer Susan Whyte.

Oplysninger om hiv blev formidlet i radioen og i alle landets uddannelser, og var med til at skabe en åben debat af sygdommen i Uganda. ”Den åbenhed var afgørende for at bryde stigmatiseringen af mennesker, der var smittet,” siger Susan Whyte. De første der blev ramt af hiv var i høj grad sexarbejdere, soldater og lastbilchauffører, før det spredte sig til alle dele af samfundet.

”Oplysningskampagnerne virkede, fordi hele samfundet stod sammen om budskabet. Både regeringen, kirkerne, moskéerne, NGO’erne og sundhedsklinikkerne informerede om smitten,” siger Susan Whyte. Det havde stor betydning, for det ændrede adfærden hos unge.

I Uganda havde unge i begyndelsen af 90’erne generelt mindre uforpligtende sex, senere seksuel debut og brugte i højere grad kondom, som blev uddelt gratis. Derfor begyndte kurven af hiv-smittede i Uganda allerede at falde for 30 år siden, hvor andre afrikanske lande først knækkede kurven flere år senere.

Men adfærdsændringen hang også sammen med, at de fleste havde vidnet et dødsfald forårsaget af aids. ”Der var ikke en familie, der ikke var berørt, either infected or affected, som vi sagde,” fortæller Susan Whyte. For i begyndelsen af 90’erne fandtes der ingen behandling.

Stor ulighed

I 1996 kom der så behandling af hiv og aids til Uganda, men det var svimlende dyrt. ”Det var kun de allerrigeste, der havde råd til at betale for deres behandling,” siger Susan Whyte. Hiv og aids kan ikke kureres, men nu var det muligt at leve med sygdommen.

”Jeg husker en kvindelig læge jeg kendte, som brugte sengetøj-metoden i denne periode,” fortæller hun. Dengang skulle patienterne selv medbringe sengetøj på hospitalet, og allerede der kunne lægen se, om familien havde råd til behandling eller ej. Medbragte de tæpper og lagner, fik de at vide, at der fandtes en behandling. Men hvis en patient skulle ligge med en traditionel kvindedragt som sengetøj, så fortalte lægen ikke, at der fandtes en behandling.

”Hun syntes, det var så bittert, at de skulle vide, at der fandtes en behandling, men at de ikke havde råd,” fortæller Susan Whyte. ”Det var virkelig en hård tid.”

Endnu en chance

Året 2004 blev det store vendepunkt i Uganda, for der blev behandling af hiv og aids gratis, takket være internationale donorer. ”Nu var det ikke længere en dødsdom, men en livsdom,” siger Susan Whyte.

Og fordi Uganda allerede havde testkapacitet, rådgivet smittede i mange år og etableret social hjælp gennem lokale NGO’er og religiøse fællesskaber, var landet godt forberedt, da behandlingen blev gratis.

”Uganda havde mange initiativer i forvejen. Det er ikke sådan, at de rige lande alene reddede landet,” siger Susan Whyte. ”Ugandiske læger var på forkant med forskning af den nye sygdom og græsrods-NGO ’en, The AIDS Support Organization, blev en inspiration for andre afrikanske lande,” forklarer hun.

Nu kunne syge blive behandlet derhjemme, blive udskrevet fra de overfyldte hospitaler og forældre kunne se deres børn vokse op.

”Det var fantastisk at behandlingen nu var gratis, men der var også en bitterhed forbundet med det. I norden havde der været behandling i ti år, før det blev tilgængeligt i Uganda. Så i ti år døde folk i Afrika, mens de overlevede i San Francisco, New York og London,” siger Susan Whyte.

Stadig et stort problem   

Selvom vi ikke taler så meget om Aids i dag, og antallet af nye smittede er faldene, var der alligevel tre gange flere smittede i 2021 end FN’s globale mål. Så sygdommen er stadig et enormt problem.

Globalt lever 38 millioner mennesker med hiv, hvoraf 45 procent er bosat i øst- og sydafrikanske lande. I Uganda lever 1,4 millioner mennesker i dag med hiv og i 2021 blev 54.000 nye inficeret.

”Der er mange, der lever med hiv og aids, som lever et nogenlunde normalt liv,” siger Susan Whyte. ”Man er ikke kureret, men i dag kan man overleve.”