10. november 2015
På fælles udrykning for Benins mødre
I et nyt utraditionelt partnerskab vil BØRNEfonden sammen med Falck træne sundhedspersonale i Benin og nedbringe landets alt for høje mødredødelighed.
Foto: Mario Travani/BØRNEfonden
Tænk, hvis en dansk kvinde skulle føde på et sygehus uden vand og strøm, og fødselspersonalet var gået hjem. Den situation er virkelighed for rigtig mange mødre i Benin i Vestafrika.
I et nyt to-årigt projekt vil BØRNEfonden i samarbejde Falck træne sundhedspersonale og opgradere klinikker i Benin, så flere fødsler kan ende sikkert. BØRNEfonden har infrastruktur og kontakter i landet, mens Falck er eksperter i at arbejde under svære forhold.
”Der er hårdt brug for, at vi hjælper mødre i Benin, så en fødsel ikke bliver en begivenhed på liv og død. Her kan vi gøre rigtig meget”, siger Bolette Christensen, administrerende direktør i BØRNEfonden.
Cirka halvdelen af alle fødsler i Benin foregår uden for sundhedssystemet, og den anden halvdel finder sted på dårligt udstyrede klinikker, som ofte kun råder over en enkelt uddannet jordemoder. Det resulterer i, at 340 ud af 100.000 fødsler ender med, at moderen dør. I Danmark er tallet kun fem ud af 100.000 fødsler.
I august fløj de første danske jordmødre fra Falck afsted. De skal uddanne 25 lokale ”trænere”, som selv skal videreuddanne 160 ansatte på små sundhedsklinikker i otte landkommuner.
Viden til ekstreme situationer
Ved at uddanne beninske trænere, kan projektet forhåbentligt forankre viden lokalt, som andre i sundhedssystemet også kan få glæde af. BØRNEfonden har lavet udviklingsarbejde i 20 år i Benin, hvor kapaciteten i sundhedssystemet er yderst begrænset. Bolette Christensen ser store perspektiver i det nye samarbejde med Falck.
”Falck har nogle særlige erfaringer med at træne personale og arbejde på svært tilgængelige steder, hvor der mangler udstyr og moderne teknologi. De kompetencer er helt afgørende for at flytte viden over i sundhedssektoren i Benin. Vi har store forventninger til samarbejdet, også fordi det bliver første gang, en dansk udviklingsorganisation går sammen med en privat aktør på sundhedsområdet på den her måde”, forklarer Bolette Christensen.
For Falck betyder partnerskabet, at virksomheden er kommet tættere på nogle af de lande, hvor Falck gerne vil levere sundhedsydelser i fremtiden.
”NGO’er som BØRNEfonden har de rette lokale kontakter, infrastrukturer og medarbejdere og vil være en meget vigtig del af sundhedssystemerne i Afrika i lang tid fremover. Derfor er et tæt samarbejde med BØRNEfonden – og andre NGO”er – en væsentlig forudsætning for, at vi når vores mål om at levere sundhedsydelser i disse lande”, siger regionsdirektør og projektansvarlig Diana Sørensen, der peger på, at mange afrikanske lande efterspørger den slags kompetencer, som Falck har.
Håber at projektet kan vokse
Bolette Christensen fra BØRNEfonden håber, at samarbejdet med Falck kan levere så gode resultater, at projekt på sigt kan skaleres op, og træningen kan gennemføres i andre områder i Benin og i Vestafrika.
”Sundhedssektoren mangler rigtig meget, særligt ude i landområderne. Forhåbentligt kan de gode resultater bredes ud”, siger Bolette Christensen.
Ud over indsatsen på sundhedsklinikkerne holder Falck og BØRNEfonden kurser i mor-barn-sundhed og førstehjælp, så mødrene og fædrene lærer, hvilke signaler de skal reagere på. Det kan gøre en stor forskel i lokalområdet, hvor der generelt er meget begrænset viden om sundhed og forebyggelse af sygdom.
”Så kan de søge hjælp, så små ting ikke udvikler sig. Hovedsagen er, at børnene vokser op med deres mor i familien”, siger Bolette Christensen.