13. august 2012
Passion for porcelæn i Vietnam
Hos den danske designer Anne Black står kunsthåndværk, bæredygtighed og kreativ vækst på dagsordenen hver dag. Produktionen i Vietnam er en uundværlig del af successen.
Anne Black i Vietnam
For at kunne skabe en levevej som kunsthåndværker tog den danske keramiker Anne Black i 2005 til Vietnam på udkig efter en samarbejdspartner. Lidt nord for Hanoi mødte hun fru Hang, som ejede en virksomhed, der gennem syv generationer havde specialiseret sig i at producere håndlavet keramik.
De to kvinder indgik et samarbejde. Men Anne Blacks produktion kunne imidlertid ikke umiddelbart sættes i værk på fabrikken. For fabrikkens produktkvalitet var ringe, og vilkårene for medarbejderne ikke gode.
Anne Black indgik derfor et samarbejde med Danida gennem et såkaldt B2B-program, som støttede investeringerne i undervisning og udvikling af ordentlige arbejdsforhold for de ansatte.
Siden købte Anne Black en del af fabrikken og lagde sammen med fru Hang en plan, der kunne løfte både produktionen og forholdene på fabrikken. Black underviste medarbejderne i at producere porcelæn ud fra sine dessiner, og samtidig blev medarbejderne gjort bekendt med begrebet arbejdsmiljø.
»Vi satte os det fælles mål i Vietnam at etablere den bedste fabrik i forhold til arbejdsvilkår og kvalitet. Denne ambition er blevet realiseret,« fortæller Anne Black.
Sammen har de to jævnaldrende kvinder skabt en veldrevet og veltjenende virksomhed på kommercielle vilkår med omsorg for medarbejderne. Blandt andet har alle fået ansættelseskontrakter og social- og sundhedsforsikringer. Desuden har indehaverne indført en rengøringspolitik, hvileområder og frokostfaciliteter for at skabe et positivt arbejdsklima.
Og produkterne er nøjagtig den kvalitet, som Anne Black ønskede sig. Direktør hos Anne Black, Jesper Moseholm, tror på, at kunsthåndværk står over for en renæssance. Han mener, at keramikvirksomheden Anne Blacks succes er tegn på den udvikling. Virksomheden, som begyndte produktionen på et lille værksted på Nørrebro i København, har nu 80 ansatte.
»Vi laver unikke produkter fyldt med passion og med en langt mere bæredygtig tilgang til produktionen end den industrialiserede produktionsmetode,« siger Jesper Moseholm.
Vejen til successen i Vietnam har været lang. Gennem syv år har firmaet udviklet produktionen og undervist de ansatte, og det langstrakte arbejde er nu begyndt at smitte af på andre fabrikker Vietnam.
»Initiativer som disse var bestemt ikke standard i Vietnam, da vi gik i gang. Men de positive resultater bliver nu efterlignet på andre fabrikker i området. Det er jeg meget glad for,« siger Anne Black.
Dansk porcelænsproduktion i Vietnam
- Anne Black, designer og keramiker, indgik samarbejde med porcelænproducent i et område uden for Hanoi i Nordvietnam, som er kendt for keramik og porcelænsproduktion.
- Der er 80 ansatte på fabrikken i Vietnam.
- Danidas B2B-program har siden 2005 støttet undervisning og udvikling på fabrikken.
- Støtten udløber i år, hvorefter virksomheden er på egne ben.
- Anne Blacks design sælges i butikker i flere europæiske storbyer, i Australien, USA og Japan.
- Virksomheden producerer også for andre europæiske kunsthåndværkere.