05. september 2014
Rehema har næste for forretning
Det er en udbredt myte i Vesten, at afrikanere sidder dovne i skyggen og selv er skyld i elendig-hederne. Rehema Mafabi fra Uganda er kvinden, der modbeviser myten.
Foto: Lone Jacobsen, Seniorer Uden Grænser
Hver mandag rejser 45-årige Rehema Mafabi fra sin landsby til Ugandas hovedstad Kampala for at købe brugt tøj på markedet. Fem timer hver vej i en overfyldt bus.
Når hun kommer tilbage til sin landsby, sætter hun sig til symaskinen, reparerer og syr det brugte tøj om. Og om søndagen åbner hun sin lille butik på søndagsmarkedet i byen Mbale, tæt på hvor hun bor, og sælger tøjet.
Den driftige kvindes virksomhed blev hjulpet i gang af et lån fra en såkaldt VSLA, Village Savings and Loans Associations, en låne-spare-gruppe, som giver fattige mennesker mulighed for at spare op sammen og senere låne af puljen.
Før hun blev del af låne-spare-gruppen, var det småt med penge i familien og derfor umuligt at trække penge ud af det daglige budget til at investere i tøj og symaskine.
Ret hurtigt gav forretningen overskud, og hun kunne betale lånet tilbage.
Mere personligt overskud har Rehema Mafabi også fået. Hun er blevet sekretær i låne-spare-gruppen og huser to unge piger fra svære kår, som lærer at sy gennem et syprojekt, som den danske ngo, Seniorer Uden Grænser, støtter.
Andre kvinder i området har lånt penge til at komme i gang med briketfremstilling, som er med til at give lokalområdet et skub i en mere bæredygtig retning.
Artiklen blev bragt i MetroXpress den 5. september 2014.