25. september 2022

Rekordlavt antal trafikdræbte i Japan for sjette år i træk: ”Når du går rundt i Japan, så fornemmer du ret hurtigt, at trafiksikkerhed er en selvfølge"

Japan slår år efter år rekorder for det laveste antal dræbte i trafikken – hvad gør de rigtigt? De tager sig blandt andet ikke de samme små friheder i trafikken, som vi gør i Danmark, fortæller den dansk-japanske musiker Terkel Atsushi Røjle.

Foto: Unsplash

Foto: Unsplash

“Hvis du har været i Japan, så giver det bare mening, hvorfor der er så få dræbte i trafikken,” siger den dansk-japanske musiker Terkel Atsushi Røjle, der er bosat i København, men som ikke føler sig fremmedgjort under Tokyos neonlys.

Mere fra musikeren senere.

I 2021 slog Japan sin egen årsrekord for det laveste antal trafikdræbte for femte gang i træk. I alt 2636 dræbte.

Og i år er Japan i gang med at gøre det for sjette gang, viser tal fra Japans nationale politistyrke.

Mellem januar og juni 2022 lå antallet af dræbte i trafikulykker på 1158. Et fald på 40 mennesker sammenlignet med samme periode i 2021 – og det laveste antal for denne periode siden Japan startede med at lave opgørelserne i 1948.

Japanere tager sig ikke samme små friheder i trafikken som danskere, fortæller dansk-japanske Terkel Atsushi Røjle, der står bag bandet Atusji. Foto: Mathis Askebjerg

En national handlingsplan

Fra 1950’erne til omkring 1970 led Japan under stigninger i antallet af dræbte i bilulykker, og som resultat kom trafiksikkerhed på dagsordenen som et vigtigt socialt problem.

I juni 1970 udrullede den japanske regering handlingsplanen ”Traffic Safety Policies Act” for at promovere trafiksikkerhed – den er stadig gældende, og den forpligter Japan til systematisk at implementere sikkerhedstiltag over hele landet.

Ifølge OECD’s seneste rapport om Japans vejsikkerhed fra 2021 så skyldes faldet i trafikdræbte det seneste årti: En stigning i antal brugere af sikkerhedssele, fremskridt i bilers generelle sikkerhedsniveau og kontinuerlig forbedring af trafikmiljøet.

Fra minibiler til lyntoge

Japans imponerende trafiksikkerhed har fået mediet Bloomberg til at dykke dybere ned i landets succes på vejene. I artiklen “How Japan won it’s traffic war” redegøres for fire årsager til trafiksikkerheden:

For det første er lyntoge såsom Shinkansen hurtige og pålidelige, at de blandt mange foretrækkes over biler.

For det andet må man i mange japanske bydele ikke parkere på gaden, hvilket giver trafikanter større overblik.

For det tredje står minibiler for en tredjedel af det totale bilsalg i Japan– disse bilers størrelse og udsyn gør dem ekstra sikre – også under sammenstød, hvor deres lette vægt genererer mindre kraft.

Fjerde grund er kulturel. Forskning har vist, at kollektivet vægtes over individet i Japan, hvorfor trafiksikkerhedskampagner menes at kunne have en større effekt.

Kultur eller sund fornuft?

Den sidstnævnte  grund – en kultur, der vægter kollektivet – vil den dansk-japanske musiker Terkel Atsushi Røjle ikke afvise, men han trækker lidt på det:

”Det er ikke altid, at man behøver at tænke så antropologisk over tingene… måske vægter Japan kollektivet mere… men når du går rundt i Japan, så fornemmer du ret hurtigt, at trafiksikkerhed bare er en selvfølge,” siger han.

I Danmark ser man ofte, at cyklister, fodgængere eller bilister tager sig små friheder i trafikken, fortæller Terkel Atsushi Røjle:

“Folk sniger sig f.eks. lige over krydset på cykel for rødt, når man selv skal til at køre over vejen. Det ser man ikke i Japan. Alligevel kan jeg godt blive lidt irriteret, når folk snakker om, at trafikulykker skyldes en individualistisk kultur… what the fuck… det handler jo bare om at opføre sig ordentligt i trafikken. Der er mange regler i et samfund. Nogle er fede at gradbøje – andre er knap så fede. Færdselsreglerne er blandt dem, der er ret fede at overholde, ik,” siger han.

I verdens mest trafikerede fodgængerfelt i Tokyo, ”Shibuya Crossing”, der går folk enormt taktfast og høfligt – det ville man aldrig se i et dansk fodgængerfelt?

”I min familie der har fortællingen også været, at det også er noget, som japanerne gør af nød. Fordi befolkningstætheden er ret ekstrem i bl.a. Tokyo. Så på den måde kan du sige, at vi ikke har brug for at følge færdselsreglerne så rigidt i Danmark, hvor der er mere plads til, at folk kan tage sig de små friheder, f.eks. lige kan springe over i køen,” siger han.

Det skal dog nævnes, at der – målt i forhold til  indbyggertal – “kun” er en smule flere dødsfald i trafikken i Danmark sammenlignet med Japan. I Danmark er  vi også gode til at holde dødstallene lave. Men det udelukker selvfølgelig ikke, at japansk kultur spiller en rolle ifht. landets årsrekorder.

 

Rasmus Romulus Palludan

Journalist

Rasmus har tidligere skrevet for bl.a. Jyllands-Posten, Berlingske, Illustreret Videnskab og Soundvenue. Han er forfatter til fagbogen ”Med livet i lommen: Onlinegenerationens udfordringer”. Han elsker folk, der brænder for noget – så længe de ikke udleder for meget CO2 i processen.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.