26. februar 2023
Interview: Siemens' bestyrelsesformand vil have mere månelandingsenergi ind i den grønne omstilling
Jim Hagemann Snabe er medlem af bestyrelsen i World Economic Forum, bl.a. sammen med den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore, og han er forfatter til ledelsesbogen "Dreams and Details". Foto: Siemens
På et tidspunkt under interviewet med Jim Hagemann Snabe forestiller jeg mig, at to sæbebobler svæver rundt over os, højt over det lakerede sildbensparket i hans herskabelige kontorlokale på den mondæne adresse Amaliegade 49 i København.
Den ene sæbeboble repræsenterer mulighederne i forhold til den grønne omstilling, den anden repræsenterer de mange begrænsninger, fantaserer jeg.
Og hvis Jim Snabe Hagemann kunne lede disse boblers kurs med sin tankes kraft, så ville mulighederne måske nok støde ind i begrænsningerne, alt andet ville jo være virkelighedsfjernt. Men ‘mulighedernes boble’ ville efter en blævrende kollision opsluge ‘begrænsningernes boble’ og selv vokse sig større. Det er i hvert fald det optimistiske “CEO-aftryk”, hvis man kan tale om et sådant, han udleder under vores samtale:
“Den fossile verden, som vi i Vesten har skabt værdi på de sidste hundrede år, er ved at slutte, og der er en ny verden på vej, som er bedre, billigere og mere bæredygtig. Den kræver nye teknologier, nye infrastrukturer – og jeg kan godt forestille mig, at vores værdikæder kan være bæredygtige uden, at det er en dårlig forretning. Jeg tror faktisk, det er en bedre forretning, ” fortæller Snabe, der er bestyrelsesformand for den tyske gigantvirksomhed Siemens AG.
Han nikker ned mod coveret til hans ledelsesbog “Dreams and Details”, der ligger på mødebordet mellem os. Sekretæren henter kaffe.
På coveret ses en grå vækstkurve, der bevæger sig opad, indtil den når et rødt punkt, et såkaldt “inflection point”, forklarer han, en slags skillevej, hvorefter vækstkurven begynder at dale, hvis virksomheder ikke laver et kursskifte mod en stiplet rød linje, der fortsætter opefter:
“På et tidspunkt kommer nye teknologier, der gør at de antagelser og vilkår, som vi kender til, ikke længere gælder. Derfor hjælper det ikke længere, at en virksomhed bliver en lille smule bedre år for år. For nu kommer der noget, der er radikalt anderledes. I forhold til den grønne omstilling skal vi derfor skifte ledelsesmetode (tænk Blockbuster, der kom for sent til streamingrevolutionen, red.). Vi skal i gang med at drømme, forberede os til verden, som vi forestiller os den om ti år,” siger han. Jim Hagemann Snabe sætter handling bag de flotte ord. Han hader selv det, han kalder “corporate bullshit”.
Snabe var bestyrelsesformand i Mærsk fra 2017 til 2022, en periode, hvor virksomheden besluttede sig for at lave et historisk kursskifte mod at blive CO2-neutrale i 2040 (shippingindustrien er ellers notorisk kendt for at afbrænde store mængder fossile brændstoffer).
Desuden er Snabe for nyligt tiltrådt som bestyrelsesformand for det svenske firma Northvolt, der specialiserer sig i cirkulær produktion af batterier, der minimerer belastningen på miljøet.
“Northvolt starter på den røde stiplede linje, ” siger Snabe med reference til bogcoveret. “Firmaet er tænkt bæredygtigt fra start af. Det er Ikke en “legacy-virksomhed” som Mærsk, der er 120 år gammel eller Siemens, der er 175 år gammel, så den skal ikke omstille sig, ” siger han.
Han taler videre om Northvolt:
“Batterifabrikken ligger ved siden af et vandkraftværk, derfra får den grøn strøm. Men det afgørende er, at når batterierne er opbrugt, så bliver de sendt tilbage til fabrikken, hvorefter 97 pct. af materialerne bruges til at bygge nye batterier. Det er jo et eksempel på, at forretningsmodellerne i den bæredygtige verden er bedre, ikke dyrere. Northvolt har en kundeordre på 50 milliarder euro og har stort set ikke produceret et batteri endnu, ” siger han.
I regi af Siemens taler Snabe om, at den tyske sværvægter bl.a. bygger el- og hydrogentog, som kører bæredygtigt, hvis strømmen da ellers kommer fra en grøn kilde. Siemens har netop lavet en kontrakt med Egypten om et nyt togsystem – 43 hurtigtog, 92 regionale tog, 43 fragttog og 2000 kilometer spor – til en værdi af 8,7 milliarder euro.
“Ja, det er jo også en slat penge, ” siger journalisten.
“Ja, det er det, ” klukker Snabe. “Med alle de her tog er el- og hydrogentog, så kan Egypten spare 70 pct. CO2 på transport af mennesker og ting i forhold til i dag. Hvis strømmen er grøn. Det er et eksempel på, at Siemens ikke kun arbejder defensivt med at sænke sin egen CO2, men også beslutter sig for at lave produkter, som gør deres kunder bæredygtige. Nu tjener vi penge på at gøre det rigtige, ” siger bestyrelsesformanden og afslutter:
“Bare et enkelt af disse el- og hydrogentog vil i hele sin levetid spare verden for ligeså meget CO2, som Siemens udleder i løbet af et helt år, ” fortæller han. (Her refereres kun til Siemens scope 1-udledninger, altså firmaets eget direkte udslip, dvs. ikke udslip fra f.eks. dele til elektronikprodukter, der kommer fra tredjeparter, red.)
Du sagde i en tale under “Ledernes dag”, at verdens lande skal sænke sit CO2-forbrug med 8 procent årligt for at nå Parisaftalen, og det er kun sket under Coronaepidemien, hvilket ikke er vejen frem. Men hvis man ser på Siemens egen CO2-udledning i forhold til scope 1 (Siemens’ eget, direkte udslip), scope 2 (udslip i forbindelse med den energi, man køber) og scope 3 (udslip i forhold til de services, man forbruger, og i øvrigt langt den største udleder), så er der i 2022 sket en stigning på henholdsvis 1,8 procent i CO2-forbrug (scope 1), et fald på 10 procent (scope 2) og et fald på 5 procent (scope 3). Så den grønne omstilling går heller ikke hurtigt nok i Siemens?
“Siden 2015 har vi reduceret vores CO2 med 60 pct. Så vi er jo kommet meget langt, men det er klart, at det vi ser nu, er, at det bliver sværere og sværere, jo tættere man kommer på nul. Men min pointe er, at det er endnu vigtigere at vi leverer nogle produkter, som gør vores kunder bæredygtige. For den effekt, vi kan have der, er måske 1000 gange større. Og det kan du slet ikke se i det regnskab. Men vi kan godt regne det ud: Til kunderne leverede Siemens i 2022 produkter, der i deres levetid reducerer CO2-udslippet i verden med 150 millioner tons CO2. Det svarer til fire millioner biler i deres levetid. I den sammenhæng er vores CO2-regnskab lille – og jeg tror godt, at vi kan tage ansvar for vores værdikæde (scope 3). Vi forlanger nu, at vores underleverandører har en plan for, hvordan de vil blive klimaneutrale. Det er til gengæld sværere at styre kunden, f.eks. at sikre, at den strøm, der kommer til el- og hydrogentog i Egypten er grøn. Det er udfordringen. ”
Downer i Davos
Journalisten bryder den lidt taltunge stemning: “Hvordan har du det egentlig for tiden?”
“Jeg har det egentlig godt, ” siger Snabe lidt overrasket, laver en bevægelse med armene, som om han lige skal mærke efter, før han begynder at tale om sit arbejde: Besøget på World Economic Forum i Davos tidligere på året, hvor han sidder i bestyrelsen (bl.a. sammen med tidligere vicepræsident Al Gore). Om en Siemens-generalforsamling i Tyskland, “en større sag”, hvor han mødtes med 8000 aktionærer og skulle være både tysktalende og “klædt på til tænderne”:
“Men ja, jeg startede jo året i Davos med nogle problematiske temaer, for verden har ikke det ikke så godt – og så prøver man jo trods alt at finde sin optimisme alligevel, for vi skal jo nok finde ud af det. Det har vi gjort før. Jeg er stadig grundlæggende optimist – men mere bekymret, end jeg plejer at være, ” fortæller Snabe, hvorved endnu en imaginær sæbeboble af begrænsninger igen kommer faretruende til syne over ham.
Vi taler videre om klimatopmødet COP27 i Egypten, som han kalder “en stor skuffelse”. Han indvender hurtigt, at det jo er fantastisk, at verdens ledere mødes omkring så vigtigt et emne som klimaforandringer, et problem, som kun kan løses globalt, men:
“Hvis det kun bliver til snak uden fremdrift, så er det dybt problematisk. Det eneste, politikerne sådan rigtigt blev enige om under COP27 var, hvem der skal betale regningen, når det går galt: Altså de rige, udviklede lande. Selvfølgelig er fairness-diskussionen vigtig, men det bekymrer mig, at vi ikke bruger mere energi på at undgå katastrofen. I stedet for at finde ud af, hvem der skal betale for konsekvenserne af den, når den er sket, ” siger Snabe og uddyber hovedrystende:
“Vi skal ikke sidde og diskutere perfektion på en eller anden definition på scope 3, ” siger Snabe og ligner en mand, der lige præcis har siddet alt for længe og talt om definition på scope 3. “Vi skal bare komme i gang med at implementere de infrastrukturforandringer, der skal til for at undgå, at det her bliver en stor katastrofe! ”
Månelandingens magt
Indeni Snabe huserer altså også tvivl omkring den bæredygtige fremtid. Men hvor vigtigt er det egentlig som leder ikke at lade sig overmande af tvivl, at nære drømme til fremtiden?
“Helt vildt vigtigt, ” siger Snabe. “Det er i virkeligheden et af mine hovedbudskaber, ” fastslår han.
Snabe taler om USA’s månelanding, selvom han kalder det “et lidt for benyttet eksempel”.
Han fortæller om John F. Kennedy, der i 1962 sagde: “We choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard.”
“Inden udgangen af årtiet landede USA på Månen i 1969. Det skete, fordi Kennedy havde en drøm om, at det kunne lade sig gøre. Computeren, der styrede landingsmodulet, der landede på Månen havde 32kb hukommelse. Det er ligeså meget, som der i dag findes i et syngende fødselsdagskort – det kræver jo et enormt mod at flyve til Månen med sådan et syngende fødselsdagskort, men det viser også, at alt faktisk er muligt, ” siger Snabe og forklarer videre om Kineserne, der nu med succes har gjort noget endnu sværere, landet et rumfartøj på bagsiden af Månen.
Astronaut Buzz Aldrin på Månen i 1969. Foto: NASA
“At drømme om fremtiden er en særlig menneskelig evne. Det tror jeg ikke, en hund kan, ” siger Snabe, og får journalisten til kortvarigt at spekulere over, om en hund egentlig kan det, selvom det som sådan ikke er så vigtigt i forhold til Snabes pointe:
“Drømme er det, der engagerer og motiverer til at gøre noget, der virker umuligt. Og drømme skal vi som ledere tale ind i, når det kommer til grøn omstilling. Hvis vi giver mennesker opgaver, der er ambitiøse nok, så er der ingen grænser for, hvad de kan finde ud af. Det er dét, der gør mig til optimist. ”
Han nævner Mærsks grønne omstilling som eksempel på et firma, der besluttede sig for at blive klimanautrale uden overhovedet at vide, hvordan vi skulle gøre det. To år senere vidste de helt nøjagtigt, hvordan de skulle gøre det, siger han:
“Og nu er Mærsk ti år foran den oprindelige plan. Så drømme er vigtigt, men detaljerne i planerne skal også være på plads. ”
Jeg kan ikke huske, at jeg fra politiske ledere har hørt den der tale om grøn omstilling, der blæser mig bagover på samme måde, som Kennedys månetale gør, når man ser den på YouTube. Hvorfor ser vi ikke mere af sådan noget, tror du?
“Ja, jeg tror, at der er brug for både politikere og erhvervsledere, som tør stille sig op og holde den tale om en stor drøm. Og jeg tror, at det vil skabe enorm følgeskab. Når det ikke sker i politik, så det nok fordi, at man er bange. Man stikker jo hele hovedet ud af vinduet, og så bliver man holdt op på det tre måneder senere. Og det er jo svært at levere på en ambitiøs drøm, som skal være nået, når valgperioden er slut, ” siger han.
Din ledelsesbog hedder “Dreams and Details”: Hvad synes du så mere overordnet politisk er den vigtigste “detalje” i forhold til grøn omstilling?
“Jeg kan give dig et eksempel: Hvis verdens politikere blev enige om at sætte en pris på CO2 på 150 dollar pr. metriske ton, så ville omstillingen til en bæredygtig version af virkeligheden ske radikalt hurtigere. For så bliver det simpelthen for dyrt at udlede CO2, og så vil virksomhederne bruge alle deres penge på at undgå det. ”
Hvorfor sker det så ikke?
“Ja, det er et godt spørgsmål. Det er for mig at se den skarpeste kniv, som politikerne har i forhold til den grønne omstilling. Politikerne skal jo ikke lave omstillingen, de skal sætte vilkårene og rammerne for den. Og der er forsket tilstrækkeligt meget i, at hvis man beskatter det, man vil undgå at have mere af, f.eks. usund mad, cigaretter, CO2-udledning, så bliver de her ting dyrere, og så stopper folk med at forbruge det, fordi det ikke kan betale sig. ”
Snabe fortsætter:
“Men nu har vi pludselig på nogle områder en “grøn premium”, det vil sige, at det er dyrere med den grønne version. Ikke alle steder, nogle steder. Og det betyder, at alle ikke rykker i den samme grønne retning, hvilket er nødvendigt, hvis vi vil have en eksponentiel udvikling mod en bæredygtig fremtid. ”
Når vi nu taler om lederskab, evnen til at drømme og månelandingen… man taler jo om, at raketgenerationens børn fik aktiveret deres fantasiverden, de havde en fremtidstro, en tro på teknologien, mens min generation måske mere er 9/11-generation, hvis stærkeste visuelle symbol er et handelstårn i New York, der kollapser – hvad tænker du om det?
“Det har jeg ikke tænkt over, men jeg kan virkelig godt lide betragtningen. For en generation efter en månelanding har en opportunistisk tilgang til tingene. Mens en generation efter 9/11 er præget af frygt og risiko. Og det er jo et eksempel på, at man får et mindset, der er skabt af nogle ydre omstændigheder. For det mindset, vi i dag har brug for, når tiden kalder på forandring, er netop et mindset, der er optimistisk og tror på det.”
Af overordnede tendenser, der forstærker Snabes tro på fremtiden kan nævnes, at prisen på at producere en kilowatt-time strøm fra sol i dag er blevet billigere, end prisen på at producere en kilowatt-time strøm på kul.
“Det giver mig en tro på, at et skifte vil ske, for så skal man jo være dum, hvis man vælger at investere i et kulkraftværk. ”
Priserne på solpaneler falder også hastigt. Udvikling har prismæssigt været lidt á la computerudviklingen. Hver 18. måned har prisen på solpaneler halveret sig. Og gjort det længe, siger han.
Prisen på en kilowatt-time vindenergi er halveret indenfor de seneste fire år – selvom Snabe erkender, at vindenergi er en større udfordring, der også kræver en opgradering af energinettet, så det bliver intelligent og kan flytte strømmen derhen hvor der er brug for den og dynamisk ændre prisen så udbud og efterspørgsel matcher. Vindenergien skal også kunne lagres, hvilket kræver effektive batterier:
“Det kræver mange investeringer i en ny infrastruktur, hvilket faktisk er den største udfordring, hvis vi skal kunne udnytte den nye teknologi. Hvis alle ude på den vej, hvor jeg bor, putter deres Tesla i ladeapparaterne på samme tid, så ryger hele områdets strømforsyning, ” siger Snabe og får journalisten til at grine ved tanken om en villavej i Klampenborg, der pludselig bliver mørklagt, fordi en flåde af Tesla‘er suger strøm.
Klimalov i forklædning
I Snabes hoved giver det håb, at USA i august 2022 vedtog “Inflation Reduction Act”, en lov, der er designet til at reducere landets CO2-forbrug med 50 pct. frem mod 2030. Det gøres helt konkret ved at afsætte 368 milliarder dollars i støttekroner til firmaer fra ind- og udland, der arbejder for grøn omstilling i USA:
“Loven hedder “Inflation Reduction Act”, men den har ikke noget med inflation at gøre. Det er bare et andet navn for at give subsidier til den grønne omstilling. Min teori er, at de gav den det navn, for ellers ville de ikke have kunnet få den vedtaget, ” siger Snabe med et lille smil.
“Selvfølgelig er loven en forvridning af markedsvilkårene, men det er jo en god forvridning i den forstand, at det accelererer den grønne fremtid, jeg taler om. Og så længe USA ikke siger, at de her økonomiske tilskud kun gælder for amerikanske firmaer, så betyder det jo, at et firma som Siemens ser det som en mulighed for at investere i USA og på den måde accelerere omstillingen. Europa skal jo bare lave noget tilsvarende. ”
”Inflation Reduction Act” er i denne tid til stor debat, fordi man i Europa frygter, at den vil få europæiske virksomheder til at flytte deres aktiviteter til USA.
Globaliseringens nye ansigt
Jim Hagemann Snabe repræsenterer Siemens, et globalt firma, og derfor er det ikke så overraskende, at han bekymrer sig over, at verden i stigende grad er “begyndt at bygge mure”, herunder også handelsmure:
“Vi har jo brug for at accelerere den globale innovation, altså dele idéerne med hinanden, så vi får hurtigere udvikling. Og lige nu der sker det modsatte. Nu lukker flere lande ned for at dele viden. Vesten begrænser Kinas adgang til nogle teknologier. Kina begrænser andre landes adgang til deres teknologier. Derfor er det enormt bekymrende, at vi netop i den her fase ikke står sammen om at løse de globale udfordringer. Når jeg alligevel er optimistisk, så er det jo fordi at virksomhederne er blevet så stor en global faktor, ” siger Snabe.
Det betyder i Snabes verden, at selvom det politiske system har svært at finde fælles fodslag om klimaet, så repræsenterer mange af verdens store firmaer faktisk et “globalt mindste”, der modarbejder splittelsen:
“Det politiske system har svært ved at samarbejde i dag, måske fordi de forsøger optimere deres eget land for at få stemmer. Det er jo dér, de får stemmerne fra, men Simens vil jo altid agere globalt. Vi vil have adgang til globale talenter. Vi deler vores innovation inden for Siemens globalt. Og vi håber på, at der ikke kommer for mange politiske forhindringer mod det. Jeg tror jo på, at hvis vi reducerer globaliseringen, så vil vores økonomiske udvikling gå helt i stå. ”
Jim og insekterne
Under begivenheden “Ledernes Dag” påpegede Snabe vigtigheden af mediernes rolle i den grønne omstilling. Om behovet for, at de skaber tillid i en tid, hvor f.eks. hver femte danske nyhedslæser vælger nyhederne fra:
“Jeg tror jo fundamentalt på, at journalistik spiller en helt afgørende rolle i at kunne lave de forandringer, som vi skal igennem. ”
Snabe bekymrer sig over journalistikken, når den bliver for sensationspræget, når den går efter “manden og ikke bolden”.
“Når medier prøver at få fanget nogen i noget, så de kan erklære ledere for inkompetente, ubrugelige og utroværdige. For når det sker, så har vi til sidst ikke noget lederskab tilbage, og hvad bliver konsekvensen så? Her tror jeg, at det er vigtigt, at pressen nuancerer billedet af situationen. ”
Men det er vel ikke fordi, at du vil afvikle kritisk journalistik?
“Nej, slet ikke. Min største bekymring er bare, at det bliver for ensidigt i sin vinkling, bl.a. fordi sociale medier har ændret vilkårene for journalistikken, så alle pludselig kan lege journalist uden en ansvarlig redaktør. Det er der nogle, der udnytter, så løgne spreder sig helt vildt. ”
Jim Hagemann Snabe har oplevet det på egen krop, da en journalist fra et “radikalt højrefløjsmedie” spurgte ham ind til fødevaresystemer under World Economic Forum i Davos. Bestyrelsesformanden fandt de nuværende fødevaresystemer problematiske af tre grunde: For det første bruges for meget CO2, for det andet er meget mad usund og skaber helbredsproblemer, og for det tredje er der et kæmpe madspild:
“Så jeg drømte om, at vi kunne genopfinde hele systemet, så det ikke udleder CO2, vi har sund mad og ingen spild. Så der ikke længere er nogen, der lider hungersnød. Jeg præsenterede det bare som en mulighed. Men journalisten fra højrefløjsmediet havde nævnt insekter i sit indledende spørgsmål, hvilket jeg slet ikke havde talt om i mit svar. Det førte derefter til en hetz mod mig under overskriften “Formanden for Siemens ønsker at vi skal spise insekter”. Nyheden spredte sig helt vildt hurtigt. ”
Måske spredte det sig lidt som en sværm af græshopper?
“Haha, ja, det var absurd. Men jeg sad også og kiggede på det og blev faktisk bekymret for vores demokrati. For det er jo vigtigt, at vi har en journalistik, som ikke bare laver sådan nogle historier, fordi de tilgodeser vilkårene på sociale medier, som jo er nogle absurde vilkår. Vi skal i stedet tage afstand fra den slags. Vi skal have “den bedst mulige version af sandheden”, som Watergate-journalisten Bernstein sagde.”
Ifølge Snabe skaber medierne et billede af virkeligheden, og derfor er det vigtigt, at de heller ikke glemmer de mere positive historier (hvilket jo indrømmet er honning i ørerne på Verdens Bedste Nyheders udsendte):
“Jeg sad forleden og bladrede overskrifter igennem. Og jeg slukkede simpelthen også for min telefon, gad ikke læse nyheder mere. I modsætning hertil var jeg sidste år i Edinburgh for at holde en TED-talk, hvor jeg talte om Mærsk, og der hørte jeg jo tyve andre talere, der gav eksempler på fantastiske ting, som sker i verden, men som vi bare ikke hører om, fordi det ikke giver nok clicks. ”
Så det er ikke bare varm luft, når man taler om vigtigheden af håb i journalistik?
“Nej, det synes jeg ikke. Vi skal have nyheder, som giver håb, men som også nuancerer billedet af, hvor vi er henne, og hvad der skal til. For hvordan samler vi ellers en nation eller en verden i en tid, hvor vi har brug for at samarbejde for at skabe en bedre fremtid. Vi har måske den største mulighed nogensinde for at skabe en bedre fremtid? ” siger Snabe.
Efter interviewet skal journalisten videre, kontorets sildebensparketgulv skal erstattes af asfalt. Erhvervslederen siger pænt farvel. Jeg forlader kontoret – og sæbeboblerne, som kun jeg kunne se.
Blå bog
Jim Hagemann Snabe (f.1965)
Gift og har to børn.
Uddannet fra Aarhus Handelshøjskole i 1989.
Har tidligere arbejdet i SAP og IBM og Mærsk.
I dag bestyrelsesformand for Siemens, rådgiver for Mærsk, rådgiver for Deutsche Bank og medlem af fondsbestyrelsen i World Economic Forum.
I december 2022 indstillede batteriproducenten Northvolt Jim Snabe som ny bestyrelsesformand.
Har sammen med Mikael Trolle skrevet ledelsesbogen ”Dreams and Details: Genopfind din virksomhed og dit lederskab fra en styrkeposition” (2021)
