08. november 2020
Spionæg sporer skildpaddetyve
I Costa Rica stjæler krybskytter æg fra skildpaddereder på stranden. Med skjulte GPS-sendere følger forskere nu tyvenes ruter.
Forskere sporer stjålne skildpaddeæg med 3d-printede ”æg” med GPS-sendere. Illustration: Lauge Eilsøe-Madsen, pensler fra Brusheezy.com
Med inspiration fra krimiserier, hvor politiet bruger skjulte mikrofoner og radiosendere til at overvåge kriminelle, har amerikanske forskere udviklet et 3d-printet ”robotæg” med en GPS-sender, som de bruger til at undersøge, hvordan æg bliver stjålet fra truede skildpadders reder i Costa Rica.
De falske æg, de kalder for InvestEGGator, blev placeret i 101 reder fra to sårbare skildpaddearter, grøn havskildpadde og olivenfarvet ripleyskildpadde. I alt 25 blev taget med, da tyve stjal æg. Derefter fulgte forskerne æggenes vej rundt i Costa Rica.
Æggene bliver solgt til lokale, hvor de ender på middagsbordet. I Costa Rica er det ulovligt at stjæle æggene, men ikke at købe dem. Forskerne kan bruge deres nye viden om sælgernes ruter både direkte – ved at sende oplysninger til politiet – og til at planlægge målrettede oplysningskampagner mod de lokale om at stoppe med at købe æg.